Kære mor og papa.
I kan i dag fejre jeres sølvbryllup. Hjertelig til lykke.
At have været gift i 25 år hører statistisk set næsten til i marginalområdet. Men for jer, der har levet alle disse år sammen, blev det en prøve på livet og på det vigtigste af alt, sammenholdet og kærligheden. For mig har det også været en anden slags oplevelse af den gode grund, at jeg ikke var med helt fra starten.
Nu tror forældre måske ofte, at børn er helt blinde for, hvorledes familielivet udspiller sig, men intet er mere forkert. Børn er der jo hele tiden, kigger sig omkring og tænker såmænd også over, hvad de ser.
Mor og papa. I var og er meget forskellige.
I kom fra to forskellige kulturer, og til tider følte den lille dreng nok, at det kunne være lidt forvirrende at stå midt i et dansk-fransk kultursammenstød. Men vi, prins Joachim og jeg, kiggede os omkring, og vi lærte om tolerance, og at horisonten ikke ligger bag Københavns volde.
Vi lærte, at Danmark er hjemme, og ikke at være fremmede, når vi er ude.
Men vi mærkede også, at der blev lagt meget fastere rammer for vore friere udfoldelser, end der blev for vore kammerater. Det syntes vi absolut ikke var retfærdigt. Til gengæld vidste vi det altid med sikkerhed, når vi indlod os på en grænseoverskridende handling, og også, at den ville blive standset. Men det gav på en mærkelig vis en følelse af tryghed og sikkerhed.
Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed. Til tider var den måske lidt overvældende, måske også lidt tilfældig. Som barn følte jeg mig tit lidt magtesløs over for din stringente logik, din klare syntaks og dit galliske temperament, og jeg sagde tit, men ikke højt, som lammet i La Fontaines fabel om ulven og lammet: La raison du plus fort est toujour la meilleure [red: Den stærkeste får altid ret].
Du æggede til diskussion, og dermed lærte du mig ikke at tage noget for givet, at være kritisk, det føler jeg i dag som en stor styrke.
Når papas argumentation blev for bastant, så var mor den, vi søgte trøst og forståelse hos. Jo, trøst fik vi, men om holdningerne var mor og papa enige. Det hjalp ikke meget at lægge ansigtet i dybt forurettede folder. Men mor, du delte din livsglæde, din varme og begejstring for al kunstnerisk udfoldelse med os. Ofte måtte du være væk på grund af officielle pligter, men når du var sammen med os, var du det fuldt og helt. Du tog ikke blot en tilfældig bog ned fra hylden og læste en ligegyldig godnathistorie for at få børnene til at falde i søvn så hurtigt som muligt. Du ville mere med os. Du søgte efter noget givende, noget engagerende og medlevende. Du læste Tolkien, tegnede historien for os og gav os et nyt og spændende univers.
Du stillede krav til os, også hvis det bare skulle være lidt hyggeligt. Det kunne godt være lidt anstrengende for to knægte, som måske den dag havde mere lyst til at være to brandbiler med udrykning. Men du gav os glæden ved kunsten, evnen til at se og opleve. I dag, hvor jeg er voksen, ved jeg også, hvor vigtigt det er i dit virke at have et refugium borte fra de officielle forpligtelser, hvor din fantasi og din kunst frit kan udfolde sig.
Forskellighed og mangfoldighed fascinerer. Vi tiltrækkes af vore modpoler. Mor og papa, I er så forskellige, men begge så rigt begavede, at 25 år slet ikke er nok til at løse hinandens gåder. I er hinandens modpoler, I er samtidig hinandens uundværlige støtter.
Dronning Sofie Magdalene indstiftede i 1732 troskabsordenen Le Linion Parfait til minde om sit 11 år tidligere indgåede ægteskab med Kong Christian den 6. Jeg binder jer gerne i dag en blomsterkæde til minde om de første 25 lykkelige år.
Lad os rejse os og udbringe et ni-foldigt leve for Hendes Majestæt Dronningen og Hans kongelige Højhed Prinsen.
De længe leve: Hurra...