Kære minister, elever og andre, der ser med – godeftermiddag
For lige præcis ét år siden stod jeg foran et andet publikum med blandt andre tusindvis af unge mennesker som jer. Det var i Kenyas hovedstad, Nairobi, hvor Danmark, Kenya og FN's Befolkningsfond, UNFPA, var værter for et globalt topmøde, som handlede om retten til at bestemme over egen krop – bestemme, hvornår, med hvem og hvor mange børn man gerne vil have. Det handler også om retten til at være fri for kønsbaseret vold og skadelige praksis, praksis som skader kvinder og piger og underminerer ligestilling.
Nogle af disse rettigheder går helt tilbage til FN's oprindelige menneskerettighedserklæring fra 1948. Og i mange dele af verden er de stadig ikke respekteret eller håndhævet. Og det gælder ikke mindst for unge – og særligt unge piger.
De unge, jeg stod over for sidste år, var på nogle punkter ligesom jer: De havde drømme for deres fremtid. De ønskede at få en uddannelse. De ønskede at få et job. De ønskede at udnytte deres evner til at skabe en god fremtid for sig selv, deres familier og deres samfund. Og mange håbede sikkert, at de på et tidspunkt – som voksne – ville blive gift med en partner efter eget valg og stifte familie. Ligesom mange af jer, tænker jeg ... når den tid kommer.
Men de unge var også meget forskellige fra jer: De fleste af dem kom fra udviklingslande, hvor der kan være mange barrierer for, at unge kan forfølge deres drømme og udleve deres potentiale. Det er nogle af de barrierer, som UNFPA’s State of World Population-rapport i år handler om; om krænkelser af menneskerettigheder, som først og fremmest rammer piger.
Lad mig give et par eksempler fra rapporten:
Forestil jer tusindvis af piger, som slet ikke bliver født. Som bliver valgt fra, udelukkende fordi deres forældre ønsker en dreng.
Forestil jer at få for lidt eller alt for meget mad. At far og bror kan spise sig mætte, mens mor og søster går sultne i seng. Eller at blive tvunget til at overspise, fordi overvægtige piger i nogle kulturer anses for at være mere attraktive for en potentiel ægtemand, selv om de stadig er børn.
Forestil jer at blive gift væk som 12-årig til en fremmed og meget ældre mand.
Eller forestil jer piger, der skal leve alene i en hytte væk fra familien, når de har menstruation.
Disse få eksempler viser, hvad alt for mange piger rundt omkring i verden er udsat for – bare fordi de er født som piger.
I forskellige dele af verden eksisterer flere former for det, vi kalder skadelig praksis. Nogle gange bunder de i tusindårige gamle traditioner og er ofte forklaret ud fra religion eller kultur og ud fra det, der er forventet i et samfund, altså de bindende sociale normer. Men skadelig praksis er altid et udtryk for en grundlæggende mangel på lighed mellem kvinder og mænd, drenge og piger.
Skadelig praksis er en del af den udbredte vold, som kvinder og piger er udsat for verden over. Ifølge FN’s Kvindekommission vil en tredjedel af kvinder i verden på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve fysiske eller seksuelle overgreb.
To af de former for skadelig praksis, som rammer rigtig mange piger hver eneste dag, er omskæring og børneægteskab.
Omskæring er en krænkelse af retten til sundhed, inklusiv seksuelle og reproduktive rettigheder, og af retten til et liv uden vold. Pigeomskæring kan have alvorlige konsekvenser i form af død eller smerter og sundhedsproblemer igennem hele livet. Og at det ofte praktiseres for at gøre en pige gifteklar, gør kun krænkelsen af pigens rettigheder endnu mere alvorlig.
Børneægteskab rammer både piger og drenge, men langt flere piger end drenge. Og mens drengene oftest bliver gift til yngre eller jævnaldrende piger, risikerer pigerne ofte at blive gift til meget ældre mænd.
Børneægteskab er blevet beskrevet som den værste form for magtesløshed. For piger, der bliver gift, mens de er børn, betyder ægteskab for det meste, at de må sige farvel til skolegang og i stedet er tvunget til et liv, hvor de skal passe hus og hjem, hvor de bliver mødre i en alt for tidlig alder, og hvor de ingen stemme har.
Mange af de unge, jeg stod over for sidste år på topmødet i Nairobi, kender til den virkelighed, jeg her har beskrevet. Men det, der slog mig og andre på topmødet, var, at de ikke vil ses som ofre. De var derimod unge, stærke mennesker, der var klar til at kæmpe for deres rettigheder, stille krav til verdens ledere og til at forandre verden.
Til trods for de dystre eksempler og den alvorlige fremtid, mange unge ser ind i, så oplevede jeg imponerende meget positiv energi og tro på en bedre fremtid.
Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden, men jeres generation giver mig håb om, at det er muligt at skabe en fremtid med ligeværd, ligestilling og lige rettigheder.
I dag er unge mellem 10 og 24 den største unge-generation i historien. Og det giver både store muligheder og udfordringer. Som unge er I ikke endnu bundet af fastgroede vaner og eksisterende samfundsstrukturer og normer. I ser verden anderledes, og mulighederne fylder mere end begrænsninger.
Så med den rette plads til at deltage og bidrage fuldt ud har I potentiale til at blive en del af den mest effektive transformation af vores verden – til et bedre sted for os alle.