Erhvervsminister, rektor på Københavns Universitet, god eftermiddag alle sammen
”Getting to Denmark” er et udtryk, som man af og til støder på i globale nyhedsmedier eller i akademiske udgivelser.
Det er et begreb, jeg har tænkt en del på i forberedelsen til denne festlige eftermiddag, hvor vi markerer det nye Crown Princess Mary Center.
Og hvorfor nu det?
Det er ikke fordi – som man måske kunne tro – at jeg tænker på min egen livshistorie, nu hvor jeg snart fylder 50.
Det handler om noget andet:
Begrebet – som blandt andet er brugt af den amerikanske politolog Francis Fukuyama - beskriver en ambition om at opnå nogle af de ting, som er lykkedes i Danmark: Et åbent og trygt samfund med en høj grad af tillid mellem borgere og myndigheder. Betalingsfrie velfærdstilbud til danskere i alle aldre. Og et moderne samfund, hvor det er nemt for borgerne at deltage i samfundslivet.
”Getting to Denmark” beskriver kort sagt det, man kan opnå som samfund, hvis de rette forudsætninger er til stede.
Når jeg har tænkt over begrebet, er det fordi det nye Crown Princess Mary Center kan spille en vigtig rolle. Jeg tror, at centret kan være med til at fremme mange af de ting, som har gjort det danske samfund stærkt. Og som altså beundres andre steder i verden. Det oplever jeg især, når jeg sammen med Kronprinsen står i spidsen for danske erhvervsfremstød i udlandet.
Det første – og måske vigtigste – er partnerskaber.
Det er for mig at se noget særligt, at vi i Danmark er så gode til at finde på nye løsninger gennem samarbejde.
Her er der tradition for, at myndigheder, virksomheder og civilsamfundets organisationer har åbne døre til deres omverden. Her foretrækker de fleste, at beslutninger træffes gennem brede og inddragende processer. Og ofte er det en styrke, at der er mange forskellige synspunkter repræsenteret.
Der er nok ikke tilfældigt, at det stabile og langtidsholdbare samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere kaldes ”Den danske model.”
Vi er kort sagt gode til at mødes og tale tingene igennem – uanset vores forskellige udgangspunkter. Og det fører typisk til løsninger, som virker, og har bred opbakning.
Crown Princess Mary Centerets ambition er at bidrage til den stærke danske tradition for partnerskaber.
Centret vil bringe forskere og praktikere fra alle dele af samfundslivet ind i nye og tætte samarbejder. Sammen kan de skabe ny viden, som er praktisk og relevant for alle i partnerskabet.
Centret bliver også en ramme for en løbende og uformel dialog, hvor forskere og praktikere kan blive klogere på hinandens erfaringer og viden.
Der skal drikkes meget …. meget kaffe i det nye center, og udveksles mange indsigter på tværs af faggrænser og samfundssektorer.
Jeg glæder mig til ved lejlighed selv at komme forbi til en kop ”universitetskaffe”… i hvert fald til at komme forbi.
Partnerskaber gør det naturligvis ikke alene. Lige så vigtig er den viden, som bringes ind i samarbejdet.
Respekt for sagkundskaben – og vidensinstitutioner i verdensklasse – er et andet godt bud på, hvorfor ”getting to Denmark” er blevet et begreb.
Og her er jeg ikke i tvivl om, at Crown Princess Mary Center får et godt hjem på Københavns Universitet.
Jeg havde den store fornøjelse at deltage i universitetets årsfest sidst i 2021, hvor vi fejrede 100-året for etableringen af Niels Bohr Institutet.
Det var en fejring af viden, af universitets rolle i samfundet og af den fantastiske faglige bredde, som rummes på Københavns Universitet. Men også et universitet, som har blik for vigtigheden af at samarbejde med andre vidensinstitutioner, hvis opgaven skal lykkes.
I Danmark er vores vigtigste råstof mennesker. Gode hjerner og evnen til at samarbejde på tværs.
Men årsfesten bragte en anden vigtig indsigt.
Niels Bohr er verdensberømt for sit bidrag til fysikken, men var selv bevidst om, at naturvidenskaberne kun beskæftiger sig med en del af den menneskelige erfaring.
De humanistiske videnskaber indeholder også vigtige nøgler til at skabe forandring og fremskridt for os mennesker på kloden.
Det bliver rigtig interessant, når vi gennem kombinationer af forskellige discipliner kan bringe ny forståelse til de spørgsmål, vi som mennesker aldrig bliver færdige med at stille om os selv og verden omkring os.
Også her vil Crown Princess Mary Center kunne gøre en forskel.
Centrets fokus er på de forandringer, som påvirker os som mennesker i disse år. Og på nye og tværfaglige videns-partnerskaber, som skal sikre os en bred belysning af sådanne forandringer.
Hvad betyder for eksempel digitaliseringen for hverdagslivet, og ikke mindst for børnene og de unge? Hvordan kan der skabes grøn omstilling med en høj grad af inddragelse af alle dele af samfundslivet? Hvordan sikrer vi stærke og rummelige fællesskaber i land- og byområder – ja, i alle dele af Danmark?
Som I nok kan høre, ser jeg meget frem til at støtte arbejdet i Crown Princess Mary Center – som har den præcise undertitel: ”Solving problems through research and partnerships”.
Jeg vil gerne takke rektor ved Københavns Universitet, Henrik Wegener, for at etablere centret.
Jeg vil også takke Jesper Nygård fra Realdania for den generøse støtte til centret. Det er en god start.
Jeg håber, at I alle vil være med til at virkeliggøre centrets vision.
Gennem stærke partnerskaber kan vi bringe ny viden frem og inspirere til nye løsninger. Til gavn for alle os mennesker i det danske samfund. Og til gavn for dem, der ikke er en del af det danske samfund, men som arbejder efter målsætningen: ”Getting to Denmark”.