Det er meget overvældende at stå her i dag og få overrakt en ærespris som taler.
Det havde jeg aldrig forestillet mig, at man kunne finde på.
Men jeg er meget rørt over det.
Meget glad for det og for de mange venlige ord, der er blevet sagt til mig her i dag.
Og hvordan jeg skal udtrykke mig, det ved jeg egentlig ikke rigtig, for jeg har bare talt når jeg har skullet. Stort set.
Men det har altid ligget mig på sinde, at det jeg sagde skulle i det mindste, ja for det første hænge sammen, men at det også skal på en eller anden måde lyde nogenlunde godt, fordi at sproget er så vigtigt, og for mig er den side af det virkelig væsentlig.
Man kan sige meget vrøvl, men det skal i det mindste klinge.
Og det tror jeg er måske, ja, jeg kan bedst måske gå helt tilbage til min fars tid, hvor jeg spurgte ham, når jeg hørte ham holde improviserede taler, som jeg synes han gjorde godt, hvad gjorde du? hvordan bære du dig ad?
Jo, sagde han, ser du, i reglen skal man jo tale sidst, så jeg sidder og hører efter, hvad de andre talere siger og så tænker jeg, der var en idé, eller det der var meget godt at tænke på, og så prøver jeg sådan at få det strikket sammen, og så bliver det til noget.
Og jeg har forsøgt at følge den opskrift, i hvert fald til de improviserede taler.
Og jeg tit har tænkt på, om min far mon havde voteret, hvordan at jeg slap fra det.
Men sproget betyder så kolossalt meget for os alle sammen.
Det bør betyde virkelig meget.
Og derfor har jeg altid gjort noget ud af mine taler, også de improviserede, men især i, ja netop nytårstalerne som jo alle ved skal komme, og så tænker man ja, jeg må få sagt det på en måde så det er værd at lytte til, så man måske kan ramme noget hos folk.
Og ja.
Jeg føler mig meget ydmyg på talerstolen her i dag over at skulle modtage denne fornemme pris, og jeg siger af hjertet tak.
Og kan egentlig ikke finde på andet at sige.
Det skulle da også være det mindste man kunne finde på.
Tak.