I over 100 år har statens Museum for Kunst ligget her ved Sølvgade på Københavns gamle voldterræn som et imponerende rosafarvet skrin til opbevaring og fremvisning af nationens største kunstskatte. Men samlingerne er langt ældre. De kan spores helt tilbage til Christian II's dage. Som andre renæssancefyrster samlede han på kunst og blev selv afbildet af sin tids førende kunstnere. Siden fortsatte de danske konger med at gøre indkøb af deres samtids kunstnere, først udenlandske, men som maler- og billedkunsten udviklede sig herhjemme også værker af danske kunstnere. Alt det blev hængt op i slottenes sale for at tjene til lige dele pryd og prestige.
Med oplysningstiden kom ønsket om at gøre nationens skatte tilgængelige for alle, og man åbnede efterhånden flere sale på Christiansborg. Her var mange af de værker, som vi i dag kender så godt, ophængt til almen beskuelse. Derfor var det naturligt for Frederik VII efter folkestyrets indførelse at lade disse samlinger overgå til staten, og med tiden byggedes så dette prægtige hus.
Meget er blevet sagt om det i tidens løb. Først var det med andagt og stolthed, man betrådte den store trappe og de mange sale. Senere rynkede man på næsen af al denne højtidelighed, flåede trapperne ud og gjorde mere plads. Nu kunne vi betræde kokosmåtterne og ikke mindre andagtsfuldt glide op og ned med elevator på jagt efter vore yndlingsværker eller i spændt forventning om, hvad nyt skiftende udstillinger ville byde på.
Hvad der end foregik, blev det ivrigt kommenteret, og syntes der ikke at ske noget, vakte det endnu mere postyr. Stille har der aldrig været om denne institution – og det skal der heller ikke være.
Hvert slægtled har sat sit præg på samlingerne, og hvert år føjes nye værker til nationens skatte – både af nyt og gammelt. Billederne er vandret rundt i huset, er blevet gemt væk på magasiner med en hovedrysten for senere at blive hentet frem med et anerkendende nik. Nye "fund" bliver gjort, der forskes, restaureres og hænges om igen. Ikke underligt, om pladsen efterhånden føltes for trang.
Nu slås dørene op til en ny epoke. Vægge er brudt ned, nyt lys vælder ind i det gamle hus fra en tilbygning, som er meget mere end blot en udvidelse. Fornyelsen er sket på – forekommer det mig – imponerende kort tid. Men forberedelserne har været omfattende – for slet ikke at nævne diskussionerne, før man endelig kunne komme i gang.
Nu får Danmark sit fornemme gamle Nationalgalleri igen i forynget skikkelse. Måtte nyt og gammelt altid mødes her, brydes og sammenlignes, udfordre og glæde.