Skip to content

H.M. Dronning Marys tale ved markeringen af 75-året for Hjemmeværnets oprettelse

Keld Navntoft, Kongehuset

Om

Taler

H.M. Dronning Mary
Dronning af Danmark

Dato

Sted

Churchillparken foran Frihedsmuseet i København.

Tale

I 75 år har Hjemmeværnet skabt tryghed og sikkerhed for danskerne. Det er en dag, vi ønsker at fejre, men før jeg går videre, vil jeg også gerne udtrykke min dybeste medfølelse med de efterladte efter nattens tragiske dødsfald. 

Hjemmeværnet udgør en vigtig del af den danske militærhistorie og en vigtig del af det nuværende krigs- og kriseberedskab. Vi har brug for alle 43.000 hjemmeværnssoldater – ikke mindst i en tid, hvor vi igen oplever krig i Europa. Invasionen i Ukraine minder os om, at fred og frihed aldrig kan tages for givet, og Danmarks og vores allieredes sikkerhed ligger os mere på sinde end længe. 

I usikre tider rykker vi sammen. Indenlands og på tværs af landegrænser. Danmarks medlemskab af NATO og oprettelsen af Hjemmeværnet udsprang af Anden Verdenskrig og et ønske om at være bedre rustet mod udefrakommende farer i fremtiden. Den fremtid er nu, og på en trist baggrund bliver vigtigheden af datidens valg tydelige. 

Vores styrke ligger til dels i det transatlantiske militære fællesskab og til dels i den forsvarsvilje, vi kan mønstre her til lands. Hjemmeværnet er et udtryk for det sidste. Jeg vil derfor gerne takke alle, der vælger Hjemmeværnet til og bruger deres fritid på at styrke Danmarks sikkerhed. Jeres indsats fortjener den største anerkendelse og respekt.

Mange bliver frivillige i Hjemmeværnet for at yde en indsats, men ender med selv at få en masse igen. Det husker jeg fra min egen tid i Hjemmeværnet. Uddannelsen udfordrede og udviklede mig på mange parametre. Mine forudsætninger var måske lidt forskellige fra de flestes, alligevel følte jeg mig hurtigt som en del af et dedikeret og kompetent fællesskab. Vi havde valgt at være sammen om noget væsentligt. For Hjemmeværnet er et frivilligt beredskab i fredstid og et beredskab med mødepligt i krigstid – med andre ord et seriøst tilvalg. Den kombination skaber en helt særlig ånd og nogle sjældent stærke bånd.  

I 75 år har Hjemmeværnet været med til at skabe tryghed og sikkerhed i Danmark. Og i samtlige 75 år har Kurt Dose stået til tjeneste. Det er ikke bare imponerende, men også en sjældenhed at kunne fejre en hjemmeværnssoldat, der har været med helt fra begyndelsen. Sikke en vilje og sikke en bedrift for fædrelandet. Kurt Dose er en særdeles flot repræsentant for hjemmeværnstanken og den frivillige indsats, som så mange medlemmer af Hjemmeværnet har ydet gennem 75 år. Det er mig en stor ære og glæde om et øjeblik at kunne overrække Hjemmeværnets 75-årstegn til menig Kurt Dose. 

Jeg vil gerne sige Hjemmeværnet tak og ønske et stort tillykke med de 75 år. Jeg glæder mig til også i fremtiden at møde frivillige hjemmeværnssoldater i aktion rundt om i Danmark og i udlandet.

Kilde

Kilde

Kongehuset.dk

Kildetype

Embedded medie

Ophavsret

Tags