Mine Herrer! Jeg forstaar fuldtud den Følelse, det maa være for Dem at se os Yngre indtage den Plads, de Ældre i Slægten før os har indtaget. Jeg ved ogsaa, at De med os i Kærlighed mindes dem, der er draget bort herfra, og i fælles Taknemlighed vil vi velsigne deres Minde. Den Grund, de byggede paa, er den samme, som vi bygger paa: Kærlighed til Fædrelandet.
Den store Deltagelse og den uforbeholdne Modtagelse, Dronningen og jeg har mødt i det forløbne Aar, har fæstnet sig dybt i vore Sind, og af al vor Evne vil vi bestræbe os for at blive værdige den Tillid, der er vist os; Tillid avler Tillid.
Jeg følger gammel Sædvane, naar jeg nu i Tanken forener mig med Landsmænd hjemme og ude og sammen med dem ønsker, at Guds Velsignelse maa hvile over vort gamle Fædreland, idet vi hver paa sin Plads, den være stor eller lille, sætter al vor Kraft ind paa at virke til Danmarks Ære, og idet vi stadig har det Ansvar for Øje, at vi skylder de kommende Slægter at overgive det samme selvstændige og frie Land til dem, vi har modtaget fra vore Fædre.
Med Ønsket om, at Gud vil velsigne Danmark, tømmer jeg mit Glas for Danmarks Held og Lykke.