Jeg er så den sidste taler, fordi I skal … det er jer det drejer sig om … I skal hyldes, I bliver hyldet, og I skal selvfølgelig også genforenes med jeres kære, som har stået på vagt for jer.
For de af jer, der har børn også. For dem også i virkeligheden, ikke, mens I er ude og kæmpe for farverne.
Men i går løftede I VM-trofæet i vejret for fjerde gang i træk. Det er aldrig sket før. Tillykke med guldet fra min side også.
Underholdningsværdien er uhørt høj, når I går på banen. Jeres tempo, teknik, timing er uden sidestykke.
Modstander efter modstander er blevet løbet over ende, når de har mødt jer.
Tre minutter har I været bagud i hele turneringen. Tre minutter.
Ja, nogle vil mene at det måske var på bekostning af spændingen i turneringen, men spænding eller ej, så mangler der aldrig nerve, for temperamentet fejler ikke noget, hverken på banen eller på trænerbænken.
I kæmper lige meget for det mål, der udligner, som for det mål, der øger forspringet med 10.
I sætter konsekvent barren højt af respekt for modstanderen. Og for jer selv.
Den ene sejr efter den gør ikke jeres sult efter en mindre. I kæmper for alt hvad I har for Danmark og gør en hel nation stolt.
Fans i alle aldre fascineres af jeres spillestil og jeres indstilling til sporten.
I er beviset på, at man ikke behøver at være fysisk størst, for at blive de største.
Fire gange VM-guld i træk. Det er aldrig sket før. Men I gjorde det, og troede på det, allerede før finalen blev fløjtet i gang. I var storfavoritter og tog rollen på jer.
Det kræver mod at tage sine egne og alle andres ambitioner alvorligt. Det har I gjort til stor glæde og inspiration for os alle.
Et kæmpe tillykke herfra.