Hanan El Mahdaouis tale ved arrangementet 'Mino Ung tager ordet'

På min folkeskole var størstedelen af eleverne etniske minoriteter
En dag i 3. klasse overhørte jeg en samtale mellem to af mine lærere
De talte om hvor udfordrende det kunne være at undervise “sådan nogle som os”
Midt i samtalen kigger en af dem over på mig og siger
“Men ikke Hanan, for hun er en rigtig mønsterbryder"

Den dag gik jeg nærmest lykkelig hjem fra skole

Det viste sig senere at det langt fra var sidste gang jeg blev kaldt mønsterbryder
og at ordet kom til at betyde enormt meget for mit selvbillede

Jeg endte med en længsel efter accept og anerkendelse fra dem der “rigtigt” vidste hvad det betød at være dansker

Ligesom så mange andre købte jeg mig ind på medier og politikeres præmis om at etniske minoriteter var problematiske

Jeg gav gradvist mere og mere afkald på min kultur

og jeg blev sur når andre minoriteter insinuerede at vi havde noget tilfælles

ja kort sagt ofrede jeg så meget af, hvad der i sidste ende udgør mig
For et klap på skulderen af et samfund som ikke engang rigtigt vil have mig

Dog kan det til en vis grad godt kan tolerere at jeg er her
Ihvertfald så længe jeg ikke stiller for høje krav til inklusion
og ikke virker for vred når jeg taler om racisme

På et tidspunkt smuldrede mit selvbillede

For det gik op for mig at jeg hverken er eller vil være mønsterbryder

Men at jeg til gengæld er en del af et mønster

Et mønster af nye og gamle generationer af etniske minoriteter
Som dagligt tackler at blive fremmedgjort i det land deres barndomsminder finder sted

Et mønster af dem der siger fra over for racisme og diskrimination.
Selvom det betyder at de bliver stemplet som krænkelsesparate

Ja, et mønster af dem der hver dag går på gaden for retfærdighed
Som tør at stille sig kritiske overfor magthaverne
og som ikke anerkender præmissen om at vi bare er perkere der bør være taknemmelige

I dag ved jeg at den længsel jeg som barn havde for accept kom af usikkerhed

En usikkerhed plantet af en kultur som fortalte mig, at jeg ikke var god nok som jeg var

Som fortalte mig at min mor aldrig bliver rigtig dansker fordi hun bær tørklæde

og som viste mig at hvis jeg skal omtales i medierne skal det være i forbindelse med kriminalitet eller arbejdsløshed

Mønsterbryder er stadig udgangspunktet for synet på etniske minoriteter der klarer sig godt

Men det et fejlagtigt syn
for vi er og har aldrig været en del af et mønster der bør brydes

og det bør i stedet være Danmark der bryder med det mønster af racisme og diskrimination som præger vores samfund
og som Mette ville sige det: forpester vores hverdag

og selvom det ikke er vores ansvar at det sker
Vil vi blive ved med at tale om det
og jeg vil invitere jer til at gøre det samme

tak