Text: Ps. 62, første Vers indtil Enden.
Til Sangmesteren over Jeduthun. En Psalme af David. Ja min Sjæl er stille til Gud, fra ham kommer min Frelse. Alene han er min Trøst, min Hjælp, min Beskjærmelse, jeg skal ikke rokkes meget.
Hvorlænge stræbe I Alle efter Een, at I kunne omkomme ham, der er som en faldende Væg og en sønderreven Muur? De pønse ikkun paa, hvorledes de kunne nedstøde ham fra hans Værdighed. De finde Velbehag i Løgn, de velsigne med deres Mund, men med deres Hjerte forbande de.
Men min Sjæl bier alene ester Gud; thi han er mit Haab, han er min Trøst, min Hjælp, min Beskjærmelse; jeg skal ikke falde. Min Frelse, min Ære er hos Gud, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
Haaber paa ham allid, o Folk! lader Eders Hjerte op for ham! Gud er vor Tillid!
Men Mennesker ere dog Intet; store Folk idel
Forfængelighed; de veie mindre end Intet, saamange som de ere. Forlader Eder ikke paa Uret, og holder Eder ikke til Rov; falder Eder Rigdom til, da hænger ikke Hjertet derved!
Forfængelighed; de veie mindre end Intet, saamange som de ere. Forlader Eder ikke paa Uret, og holder Eder ikke til Rov; falder Eder Rigdom til, da hænger ikke Hjertet derved!
Gud haver talet eet Ord, det haver jeg hørt ofte gjentaget: Gud er alene mægtig! og du, Herre, er miskundelig, og betaler Enhver efter hans Gjerning.
***
Det er Tillidens og Fortrøstningens Ord, som lyde os jmøde fra denne hellige Text, Vidnesbyrdet om det Sind og det Samfund med Gud i Troe og Hengivenhed, der altid burde være med et sundt og kraftigt Liv levende og virksomt i alle Menneskers, i alle Christnes Hjerter. Det er Vidnesbyrdet fra de gamle Tider om et Hjertes Følelser, der var stille i Gud, Vidnesbyrdet om det, der rørte sig i et Hjerte, der biede efter Gud alene som sit Haab, sin Trøst, sin Hjælp, som sin Tilflugt og Styrkes Klippe. Thi, naar et Menneskes Hjerte hviler paa Gud med levende Fortrøstning, da sagtnes de urolige Bølger af bevægede Tanker og Følelser, Stormen tager af og tier, Sjælen bliver stille i Gud. Det er et Vidnesbyrd, der har gjentaget sig fra Slægt til Slægt, og fundet Stadfæstelse om sin Sandhed gjennem Tiderns Løb indtil denne Dag. Ja indtil denne Dag! Thi ere vi ikke forsamlede her i denne Stund paa en Dag, der bringer til vore Hjerter et uforglemmeligt, et uudsletteligt Minde just om dette, at Gud er vor tilflugt og vor Styrkes Klippe. Ere vi ikke forsamlede her paa en Dag, da een Tanke er levende hos os Alle, da een stor og dyb Følelse gjennemstrømmer og opflammer Alles Hjerter? Mindet om den store, herlige Seiersdag, Gud lod oprinde over Danmarks Sletter paa denne Dag for et Aar tilbage den sjette Juli. Og hvor der er een stor Tanke, een dyb Følelse, som bevæger sig med Liv og Kraft i Menneskenes Bryst, der er det en Nødvendighed, der bliver det en Trang for deres Hjerter, at slutte sig tilsammen i forenet Kreds, for at tænke paa det og tale om det, der bevæger deres Hjerter. Men jo dybere og alvorligere Følelsen er i vort Bryst, desto nødvendigere bliver det ogsaa for vort Hjerte, at bære alt det, der bevæger os, frem for Gud, og at lade Troe og Ydmyghed og taknemlig Glæde hellige vore Tanker og Følelser for Guds Aasyn. Ja, det er en Trang for os paa denne mindeværdige og minderige Dag, at glæde os og takke Gud, ei blot med timelige Tanker, men med Øie og Hjerte vendt til det himmelske og evige Gode, at vi som Danmarks, dette vort jordiske Fædrelands, Børn med Ære for Menneskene kunne bygge og boe i dette Timelige, medens vi som Guds Riges Børn tragte efter det Evige. Og ligesom vi erkjende at Hjælpen er nedstegen fra Herren, saaledes maa ogsaa vore Hjerters Tak opstige til Herren, som er miskundelig, til Gud, den alene Mægtige.
Vi oplevede Nedbøielsens Tid i det benrundne Aar, før Dagen oprandt med Seier, De Uger og Dage snege sig tungt og langsomt hen, medens vi ikke saae nogen timelig Hjælp for Øine. Men Troen var vor Tilflugt og Trøst; vort Haab stod til Gud i Jesu Christi Navn. Ja, da vare Manges Hjerter opladte for Gud, som de aldrig før eller senere have været. Da sagde vi til os selv, sagde til hverandre: „alene han er vor Hjælp, vor Trøst og vor Beskjærmelse." Vi saae vort Fædreland overvældet af de fjendtlige Skarer; de Mange med deres Uret, Rovgjerrighed og Vold stræbte efter Eens Undergang. Vi saae os selv fordrevne fra Huus og Hjem. Krigens Storm brusede omkring os. Og I, Brødre, som stode i Vaaben, I vidste ligesaalidt som vi Andre, hvad Udgang det skulde faae. Vi saae, at Menneskene vare Intet, dersom ikke Gud vilde være vor Hjælp og vor Beskjærrmelse. Kald tilbage i Minde Alt, hvad I da følte for Guds Aasyn: „min Sjæl bier alene efter Gud, thi han er mit Haab!" Derfor lyde idag til Eders Hjerter Tillidens og Fortrøstningens Vidnesbyrd, fordi det ellers gjerne er Menneskenes Skik, vel at henflye til Gud i Trængselstimer, medens man vandrer nedbøiet med sin Byrde og Kummer; men derefter, naar Bønnen opfyldes, og Hjælpen skjænkes, saa tager man det hen som Noget, der fulgte af sig selv; og Dagene, som komme og gaae, udslette Glæden og Taknemligheden, som skulde opløfte Hjerterne til Gud, og som burde forene dem med Gud, ved Troens og Kærlighedens uopløselige Baand.
Men Ingen af os her Tilstedeværende i denne Stund ville jo være utaknemlige mod vor Gud. Vi kunne ikke glemme, hvorledes denne Dag for et Aar siden bevægede vore Hjerter med de dybe Følelser for Guds Aasyn. Hvad enten det var Eder, Brødre, danske Krigere, som frembøde Eders modige Bryst for den fjendtlige Kugleregn i Slagtimernes Brusen, I som ikke vidste, hvad Guds Villie og Tilskikkelse skulde bringe Eder paa den Dag, Liv eller Død; eller det var Eder, I Indvaanere her af Staden, som med Hustruer og Børn, med Gamle og med Syge i deres hjælpeløse Afmagt, havde maattet forlade Hjem og Arne, og vanke om som husvilde Flygtninge, der søgte om Ly, og trængende maatte bede om Huus for Eder Selv og Eders, I som ogsaa paa denne Dag stode med brændende Hjerter i den sjælespændende forventnings uforglemmelige Timer og skuede hen paa Kampens Brusen og Torden, hen over den røgindhyllede Kampplads, fra hvilken de tusinde Ildglimt lyste i Nattens Dunkelhed under Musketsalvernes Brag og Skytsets Bulder: da vare jo dog visselig vore Hjerter, vore Tanker, vore Følelser paa den Dag dybt bevægede og inderligt forenede i Bøn til Gud, i Tillid og Haab til Ham, den alene Mægtige og Miskundelige, i Tillid og Haab til hans Naades almægtige Hjælp. Vi følte, at vi i de vigtige og skæbnesvangre Timer stode for Guds Aasyn; vi maatte føle og sige! „Gud er alene mægtig? og du, Herre, er miskundelig!" Og, da saa Gud gav os den herlige Seier, da Budskabene fra den blodige Valplads begyndte at lyde først svagt som med et Haab om Fremgang og Seier, disse Budskab der bleve os bragte af de Mænd, vore Brødre, som havde kjæmpet og blødt, og som nu førtes tilbage fra Kampens kjække Heltebedrift for at henlægges paa de Saaredes Smertesleie, men i hvis Øine og Aasyn Haabets Glæde lyste, at de denne Gang, i deres trofaste Iver for Konge og Fædreland, kjæmpede og blødte for en afgjørende Seier, — da disse Budskab begyndte at lyde først svagt, men snart stærkt og sikkert, og snart med afgjørende, urokkelig Vished! vore Mænd gaae frem, de vinde, de seire? da maatte vi i vort Hjerte og med vor Mund atter sige, — nu ikke mere som Bekymrede eller Nedbøiede, men med Jubel og Tak—: „min Frelse, min Ære er hos Gud, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud!" Og nu, efterat den almægtige og miskundelige Gud har kronet vort Haab og vor Tilflugt til ham med den store Seiersglæde, skulde saa Guds hellige Navn være glemt? skulde Ihukommelsen om hans Barmhjertighed og Hjælp i Trængselens Stund udslettes af vore Hjerter? Nei, aldrig, aldrig! Gud viste os øiensynligen, at han var med os og vore Stridsmænd paa hiin minderige Dag. Hine kom med Uret og med Vold, kom med Tillid til deres Skarers Mængde og til deres Forskansningers Styrke; de meente at Løven nu var fangen og snart skulde bøie sig ydmygt for deres Fødder. Men, see! da styrede Guds faderlige Raad Begivenhedernes Gang saaledes, at netop paa den Dag, da denne Byes Undergang var beredt og bestemt fra Fjendens Side, i den samme Time var Løven færdig til at bryde frem af sit Skjul. Gud lagde det urokkelige Mod, den faste Beslutning i vore Krigsmænds Bryst, at seire eller døe. De følte Alle at de skulde kjæmpe denne Kamp for Danmarks Frelse og Ære Og de sloge, og de vandt. De droge frem, de trofaste Kjæmpeskarer, i Morgengryets Dunkelhed til Seier eller Død. Men da Solen hævede sig med sin straalende Glands frem af Nattens Mørke, da saae den de Danskes Seier og vore Fjenders Flugt. O, da følte vi dybt i vore Hjerter Gjentagelsen af det gamle Ord, ja med Glædestaarer og brændende Tak maatte vi udbryde! „Gud er alene mægtig! Herren er miskundelig!"
Ja, Gud er alene mægtig, og Du, Herre, er miskundelig! Nar dette ikke Tanken og Følelsen i Eders Bryst paa hiin uforglemmelige Dag, Alle I, som vare tilstedeværende i Seiersstunden, Alle I, som skuede dertil med dybtbevægede Hjerter, og alle I, som kjæmpede Kampen og vovede Eders Liv og Blod for Danmarks Frelse og Ære blev den kjæmpet denne Kamp, blev den stolte Seier vunden af dem der blødte og segnede paa Kampens Dag, blegnende i Døden, eller saarede og synkende for deres Fædreland, og af Eder, I Mænd og Brødre, hvis Liv og Kraft Gud opholdt og sparede i den blodige Strid med Miskundhed og Naade. Det er bittert nedbøiende for et heelt Folk saavelsom for den enkelte Mand at leve, naar Æren er tabt; og vi Danske have en gammel Ære og et hæderligt Navn, som Feigheds Brændemærke endnu ikke har plettet, i Arv fra vore mandige Forfædre, der have værnet som Mænd om Fødeland og Arne, i gode og lykkelige saavelsom i trange og tunge Tider. Men paa hiin minderige Dag blev det de danske Mænd i den nulevende Slægt ret egentlig bevidst det Mod, den Ild og den Heltekraft, Gud har nedlagt i deres Hjerter. Og, hvad vilde Danmarks Ære have været nu, dersom ikke denne Kamp var bleven kjæmpet, og denne Seier med Guds Naade var bleven vunden? og dersom den paafølgende Stilstands trættende Kaar vare indtraadte, førend den danske Mand havde bragt sit Helteoffer paa hiin Dag? Derimod nu, efterat Gud har ladet den Dag oprinde, ihvad vor Skjæbne skal vorde efter hans Villie og Viisdomsraad, saa kunne Danmarks Sønner freidigt opløfte deres Hoved blandt Menneskene i Henseende til deres Fædrelands Sag, og sige: vi have kjæmpet og stridt, saavidt det stod til os og til menneskelig Evne, men mod Gud kan Ingen stride.
Saa være det da, efter hvad vi have seet med vore Øine, efter Alt hvad Gud har ladet os opleve med egen Erfaring, vore Hjerters levende Erkjendelse og vor ydmyge Bekjendelse: Gud er alene mægtig, og du, Herre, er miskundelig! Alene han er min Trøst, min Hjælp og min Beskjermelse; jeg skal ikke rokkes meget. Min Sjæl bier alene efter Gud, thi han er mit Haab. Min Frelse, min Ære er hos Gud; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud! Lad da ogsaa Formaningens Ord lyde til Eders Sjæle: haaber paa ham altid, o Folk, lader Eders Hjerter op for ham! Thi Menneskene ere Intet; store Folk idel Forfængelighed; de veie mindre end Intet, saamange de ere. Og gid det altid være den faste Overbevisning i vore Krigeres Bryst, det som ogsaa er bevidnet fra de gamle Tider, og prøvet og befundet som urokkelig Sandhed: „der er ikke Forskjel for Gud i Himmelen, at frelse ved Mange eller ved Faa; thi Seier i Krig skeer ikke ved en Hærs Mangfoldighed, men Styrken er fra Himmelen" (1 Macc. 3, 18.). Ja Styrken og Seiren er fra Himmelen! Det føler, det tilstaaer enhver ærlig og prøvet Krigsmand; thi er det ikke næsten altid saa, ar Seier eller Nederlag hænger som i en Traad? en ganske liden, en uforudseet og uforudseelig Omstændighed kan vende Vaabnenes Gang til Held eller til Tab, naar Gud saa vil. Det skeer, fordi Gud er alene mægtig, og ikke een Spurv falder til Jorden uden hans Villie.
Derfor være dig, alene mægtige og miskundelige Gud, Himmelens og Jordens Skaber og Herre, du som er vor Herres Jesu Christi Fader, Ære, Tak og Priis for denne Seiersdag og Glædesdag, der oprandt ved din Naade for Danmarks Rige og for alle Danmarks Børns Hjerter! bøi altid vore Hjerter til dig i Alt, hvad der skeer med os og med dette vort timelige Fædreland efter din Viisdoms Tilskikkelse under Medgang og Modgang, under Tidernes Omskiftelse; bøi altid vore Hjerter til dig saaledes, at vi stedse mere og mere maatte leve og vandre under alle vore Kaar i denne fuldkomne Erkjendelses Urokkelighed, at du, o Gud, er vor Frelse, vor Ære, vor Styrkes Klippe og vor Tilflugt evindelig.
Den store, herlige Seiersdag, som Gud gav os, kom og gik. De store Timer svinde. De kunne ikke blive bestandige, ligesaalidet som noget andet Jordiskt. Men Erindringen bliver, Mindet med sine stærke Tanker i alle dens Bryst, som oplevede de Danskes Seiersdag ved Fredericia paa Marksletten udenfor denne Byes Volde, som vare enten Deeltagere i eller Vidner til den Kamp. Og Frugten blive og modnes! den ædle Frugt af Seiersglæden, Folkets levende Taknemlighed og Hengivenhed til Gud, den alene Mægtige, og Broderkjærligheden mellem Danmarks Børn. Det er en Glædesdag, men ogsaa en Veemodsdag. Thi den alvorsfulde, veemodige Erindring bliver om Eder, I Fædrelandets troe og kjække Sønner, hvis Hjerteblod udrandt, hvis Øie brast paa hiin Dag, I, hvis Støv nu hviler indenfor disse Volde. Med Mindets Blomsterkrandse pryde vi de faldne Heltes Gravsted denne første Gang, Dagen vender tilbage i Tidens Kredsløb; og lad det nu ogsaa være hos Eder Alle, der ere Indvaanere i denne Stad, Begyndelsen til en kjærlig Mindefest herefter, som fornyes hvert Aar i Tidens Løb. Fortæl Eders Børn om, hvad I saae, og hvad I følte, hvorledes Eders Hjerte brændte i Eders Bryst, omspændt af dybe og stærke Tanker, baade Dagen og Dage forud og i den dunkle Morgenstund, indtil Solen kom med Seier og Glæde. Fortæl dem, hvad I have oplevet i Eders Tid imod al Eders Forventning, at den unge Slægt maa lære, tidligen at bøie deres Hjerter til Gud, alle Menneskers sande Trøster og Hjælper, lære at skye Uretfærdighed og Vold, lære at takke Gud for Landefred og Rolighed og at bede Gud at afværge Krig og Blodsudgydelse, men ogsaa lære at følge kjække Dannemænds Heltespoer, naar det er Guds Kald til Fædrelandets Sønner at gribe Sværdet for at værne i Guds Navn til Forsvar for Frihed og Ret mod fjendtlig Sviig og Vold. Lad Julimaanedens sjette Dag vedblive at være en Mindefest fra Slægt til Slægt her i denne Bye, saa at de Faldnes Hvilested hvert Aar prydes med det kjærlige og taknemlige Mindes friske Krandse. Men ogsaa den levende, varmtfølte Tak bringes Eder, I Mænd og Brødre, som have kjæmpet med Hæder, og hvis Liv og Kraft blev beskærmet af Gud paa den Dag, da saamange af Eders og vore Brødre blødte og faldt, I som fremdeles nærmest have baaret Krigstidens Byrde, fordi det nu er Guds Kald til Eder, I som atter staae rede til at kjæmpe og værne for Danmarks Rige, Tak for Alt, hvad I have kjæmpet ærligt, og vovet mandigt med uforfærdet Heltesind og vundet seierrigt med Gud! Tak for det modige Hjerte og det trofaste Sind, med hvilket I atter staae rede til værne mod Fjenden, der agter at sønderrive vort skjønne Fædreland! Men dig, o Herre, vor Gud, du alene Mægtige og Miskundelige, som betaler Enhver efter hans Gjerning, dig tilhører vor første og vor sidste Tak? Dig være Lov og Priis evindelig for din Trøst, for din Hjælp, for din Beskjærmelse paa Jorden i alt det Timelige, og fremfor Alt for din Naades milde Lys og Førelse til Frelsen og Freden i Christo Jesu, og for det store Salighedshaab evigt efter Alverdens Uroe og Møie, som du har skjænket din Troende af Naade for Jesu Skyld!
Amen!