Skip to content

Hans Ejner Bertelsens tale ved åbningen af Kulturmødet Mors

Om

Taler

Hans Ejner Bertelsen
Borgmester i Morsø Kommune

Dato

Sted

Folkescenen, Kulturmødet Mors

Tale

Velkommen til Jubilæumsåret. Velkommen til Kulturmødet. Velkommen til Mors.
Kulturmødet har aldrig stået stærkere. Og der [har] aldrig været mere behov for Kulturmødet. 
For når vi nu fejrer 10 år med Kunst og Kultur. 
og glæder os til overraskelser, bliver overvældet af indtryk, og hele tiden har følelsen af – at gå glip af noget
– så gør vi det desværre også i skyggen af krig, splittelse og mistrivsel.
Det er måske et lidt tungt baggrundstæppe, at byde jer velkommen på…
men Kulturmødets DNA er ikke at tage let på tingene.
Kulturmødet blev skabt fordi, der var behov for et nationalt og kulturelt samlingssted. Et sted hvor meninger brydes, holdninger udfordres og relationer skabes. 
Hvor vi ikke bare mødes over sætninger, men også – med vores modsætninger.
Hvor vi ikke – som andre – bytter rundt på ytringsfrihed … og ytringspligt…  
Men i stedet lader os inspirere af eksempelvis Søren Huss – som for et par år siden sagde: “Vi skal lære kunsten at tale sammen – ikke kun lære at tale. 
For hvis alle er døve – er tale vel overflødig?” 
Så når I nu bevæger jer rundt på årets Kulturmøde. Så tag jer tid til at lytte. Ikke bare efter de stemmer, I kender – og holdninger, I holder med.
Men også efter dem, som forarger – og dem, som forundrer. 
For når nu verdens tilstand påvirker os – så kan vi også påvirke verden.

Men det kræver, at vi rækker ud, at vi åbner op, og at vi ikke starter med at se ned.
Så på årets Kulturmøde – har vi igen sat den kulturelle barre højere – og ikke mindst bredere. 
For selvom Kulturmødet er en national begivenhed – har vi globale dagsordener. Blandt andet i forhold til klima, ligestilling og sundhed. 

Vi har derfor inviteret nordiske kunstnere, forskere og kulturordfører til Mors. 
For vil vi ændre verden – så skal vi lære af hinanden – og ikke mindst forstå hinanden.
Drømmen er, at Kulturmødet i fremtiden – bliver kendt som et nordisk forsamlingshus. Hvor tanker, ideer og erfaringer – flyder frit imellem kulturaktører, kunstnere og borgere.   
Det er ambitiøst. Det er muligt. Og vi starter i år.
For 10 år siden havde vi også en drøm. At Mors kunne huse årets kulturelle højdepunkt. 
For mange var det en fantasi. Ja, for endnu flere var det nærmest en utopi. 
Men drømmen – den blev til virkelighed.
Tænk bare – i år har vi hele to ministre, som deltager. Det er stort, og det [er] forhåbentlig vores nye virkelighed.
For kunst og kultur kommer ikke af sig selv. Det skal prioriteres. Og jeres prioritering af Kulturmødet gør, – at ministre sætter tid af til jer – på Mors.

Ikke bare for tale. Men forhåbentlig også for at lytte.
Kommer du så til at glip af noget. Ja. 
For der er mere end 500 gratis arrangementer. 
Alt fra opera til punk. Fra Zar Paulo til Barselona. Fra folkefest – til fest for de få. 
Vi berører spørgsmål som:  Er kunstig intelligens – fremtidens forfald? Kan erhvervslivet fortsat vækste – når kulturlivet visner? Hvad truer trivslen – og hvad trænger vi til? Hvis vi skal videre – kræver det så, at vi stopper op? 
Ja – oplevelser er mange – og timerne få.
Så jeg kan her til sidst kun anbefale jer følgende: 
giv jer hen til det nye, lyt til de andre og nyd – hvad I når. 
Og send også gerne taknemmelig tanke til: 
de gavmilde fonde, vores fantastiske frivillige og de dygtige medarbejdere 
– som igen i år nok skal sørge for at Kulturmødet lykkedes. 
Tusind tak til jer alle sammen. 
Og så vil jeg gerne bede jer om at tage godt imod – regionsrådsformand og samarbejdspartner på Kulturmødet – Mads Duedahl.  

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags