Hans Fuglsang-Damgaards prædiken grundlovsdag

GUDS KALD TIL VORT FOLK

Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder. Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder.
1. P. 5, 6-7. 

Disse Ord er skrevet til en Menighed, der var inde i tunge Prøvelser. Den var taget i Lidelsens Skole. Forfølgelse og Trængsel var kommet over den. 

Selvom vi ikke kan sammenligne vore Kaar med denne Menigheds, og selvom vi ikke kan tale om Trængsler, er vort Folk dog inde i en Prøvelsens Tid. Det gælder ogsaa om den kristne Menighed. I Tider som disse ses tydeligere end ellers Sammenhængen mellem Menigheden og Folket. Vi er alle stillet ind i et Folkefællesskab, som vi ikke kan bryde. Vi har alle Medansvar og Medskyld. Det er en Misforstaaelse, at de Kristne skal trække sig ud af Verden. De skal staa midt i Verden for at hjælpe den. De skal være Jordens Salt og Verdens Lys, Guds ulastelige Børn midt i en vanartet og forvendt Slægt. Menighed og Folk hører sammen. Det afhænger ikke mindst af den kristne Menighed, om Prøvelsen skal blive Saatid eller Høsttid, Skumring eller Gry, Klaring eller Forvirring, Lutring eller Forplumring, Genrejsning eller Fald. 

Den kristne Menigheds Ansvar er stort. Det kan ikke erstattes af andre eller overtages af andre. Thi alene den kristne Menighed har Nøglen til at forstaa Prøvelsens dybere og egentlige Mening, lige langt fra den selvopgivende Resignation og den kyniske Frivolitet, der møder Begivenhederne med de Ord, med hvilke Mennesker før har vist Livets Alvor fra sig: »Lad os æde og drikke; thi i Morgen er vi døde«. »Efter os kommer Syndfloden.« 

Den kristne Menighed søger at finde Meningen med det, der sker, i Guds Ord. Den ser opad til Gud. Apostelen springer alle Mellemled og alle Melleminstanser over. Han taler ikke om de Mennesker, som er Redskaber for Prøvelsen; han dvæler ikke ved de Vanskeligheder, Forholdene fører med sig i det ydre. Han skærer tværs igennem alt dette og ser i det, der sker, Guds vældige Haand. Det er denne vældige Haand, der staar bag det altsammen! Saadan ser Guds Ord paa Begivenhederne i Verden. Hvad der end sker, og hvad der end synes at tale derimod, en Ting staar urokkelig fast: Gud er! Gud hersker! Gud sejrer! Ateisme, Gudsfornægtelse, er Selvbedrag. Hvad enten Mennesket fornægter eller bekræfter, Gud er Gud, og han bliver den, han er. Dersom Religionsfrihed skulde betyde Frihed til at stille sig til Gud, som man vil, er den en Indbildning. Gud er fra første Begyndelse, nu og altid, fra Evighed til Evighed. 

Troen paa den evige Gud giver Alvor, Dybde og Perspektiv i Begivenhederne. Det, som sker, er ikke tilfældigt. Det er heller ikke blot Udtryk for kaotisk Forvirring. Nej! - Der er en vældig Haand med i det. Denne Haand er udstrakt til Dom eller Oprejsning. Det er Situationens frygtelige Alvor. 

Guds vældige Haand er løftet mod Verden. Den er ogsaa løftet mod vort Folk. Guds løftede Haand i Historiens afgørende Øjeblikke byder et mægtigt: Stands! 

Stands! raaber Gud til vor Slægt. Stands! raaber han til vort Folk. Ikke for at vi skal gaa i Rette med Gud. Denne Tanke er ganske fremmed for Apostlen. Den, der vil gaa i Rette med Gud, faar ikke Medhold i Guds Ord. Tværtimod! »Gud maa være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner.« (Rom. 3, 4). Leret gaar ikke i Rette med Pottemageren. Gud har altid Ret; vi har altid Uret overfor ham. Hvilken Formastelighed at kalde Gud for vor Domstol! Guds Vælde overgaar al menneskelig Fatteevne. Gud er ogsaa vældig i sine Domme. 

Gud standser os ikke, for at han skal staa til Regnskab overfor os, men for at vi skal ydmyge os under hans vældige Haand. Overfor Gud betyder Modsigelse eller Modstand syndigt Hovmod; overfor ham sømmer det sig, at vi villigt tager imod hans Tilskikkelser med Jobs Ord i Mund og Hjerte: »Herren gav; Herren tog; Herrens Navn være lovet«. Med denne Bekendelse ydmyger vi os under Guds vældige Haand. Ydmyghed har intet at gøre med Kryberi og Smiger overfor Mennesker. Ydmyghed er først og fremmest en Egenskab i vort Forhold til Gud. Den sande Ydmyghed udspringer der, hvor Mennesket stiller sig paa sin rette Plads overfor Gud. Den sande Ydmyghed søger Guds Ære og Guds Ret. Den bestaar i den jævne og enfoldige Erkendelse og Bekendelse: Du er ikke din egen Herre, som bestemmer alt. Du har en Herre over dig, som bestemmer alt. 

Men har denne Herre faaet Lov til at bestemme alt for os? Har vort Folk været ydmygt? Har vi, de enkelte, været ydmyge? Har vor Ydmyghed ikke alt for ofte bestaaet i en lammende Mindreværdsfølelse, en ganske unødvendig og ubegrundet Undervurdering af vort eget, forbundet med en tilsvarende Overvurdering af det fremmede, en svækkende Menneskefrygt, en ængstelig, nølende Spørgen: Hvad kan det nytte? Det er ikke Ydmyghed. Det er Svaghed og Forsagthed. Den sande Ydmyghed giver Styrke, fordi den ved, at uden Gud kan intet nytte, men med Gud kan alt nytte. Har vi været villige til at lade Gud bestemme alt? Har vort Folks Repræsentanter taget Gud med paa Raad? Har vi ikke selv villet være Herre? 

Svaret paa dette Spørgsmaal nøder os til at se nogle ganske simple, velkendte, men maaske netop derfor miskendte Sandheder i Øjnene, Sandheder, som bliver staaende, om ogsaa hele Verden løber Storm imod dem. Disse Sandheder er følgende: Gud er Herre! Gud er en hellig, kærlig Gud, der elsker os med en evig Kærlighed, men som ogsaa hjemsøger Synden i tredie og fjerde Slægtled. Vi skal ikke tale sentimentalt om Gud; thi Gud er ikke sentimental. Den hellige, kærlige Gud har aabenbaret os sin Vilje og sit Sandhedsord. Han har givet os sine Bud. Han har skænket os sit Evangelium i Jesus Kristus. Han har ikke kundgjort os sin Vilje for at lægge en Byrde paa os, men for at vi i Lydighed og i Troen paa Syndernes Forladelse skulde faa Retfærdighed og Fred og Glæde. Men Syndens Løn er Døden. Det er evige Love. De krænkes ikke ustraffet. Det er om dem, Guds Ord siger: »Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste.« (Gal. 6, 7). Naar Gud brat og pludselig standser os, saa er det, fordi han ikke vil, at vi tankeløst skal fremture i Synden og styrte i Afgrunden, men for at vi skal omvende os og ikke dø i vore Synder. Ydmyger eder under Guds vældige Haand! Det skal ogsaa ske paa denne Dag. Den skal begynde med Bod og Bøn. Grundlovsdagen er vort Folks Frihedsdag. Friheden til at tænke, tro og tale er et dyrebart Klenodie. Frihed er Guds Gave. Til Frihed har Kristus frigjort os. Den, som Sønnen frigør, er virkelig fri. Saa højt vurderes Friheden i Guds Rige. Men ogsaa Friheden har sin Lov. Frihedens Grundlov hedder: Der er ingen Frihed uden i Gud. Forkæmperen for den kristelige Frihed, Apostlen Paulus, udtrykker det saaledes: »Hvor Herrens Aand er, er der Frihed.« (2. Kor. 3, 17.) Men vi kan ikke uden videre vende Forholdet om og sige, at der, hvor der er Frihed, der er ogsaa Herrens Aand. Der gives en Frihed, som ikke har noget med Aand at gøre, og der, hvor Aanden, Gudsaanden, ikke behersker Friheden, tages denne kostelige Gudsgave i den naturlige Egoismes Tjeneste, og Misbruget bliver frygteligt, saa frygteligt, at Menneskene i raadvild Fortvivlelse maa søge Hjælp for at dæmme op mod Frihedens rivende, ødelæggende Hvirvelstrøm. Der er i den naturlige Frihed en midtpunktflyende Tendens, som staar i Forbindelse med, at Mennesket af Naturen altid vil sig selv og kræver for sig selv. Enhver vil gøre, hvad han selv vil, uden Hensyn til andre. Søndring og Splittelse, Partisind og Retningsvæsen, Udbytning og Uretfærdighed bliver Følgen. Frihedens mest udprægede Talsmænd har ofte sværest ved at anerkende andres Frihed. Hensynet til Helheden sættes til Side for Særinteresser. Drifternes tøjlesløse Begær slippes løs i Frihedens Navn. Det er ikke længer Gud, men et Flertal af Mennesker, som bestemmer, hvad der er Sandhed og Ret. Mennesket haandhæver ikke blot hensynsløst sin Frihed overfor sin Næste, men gaar saa vidt at trodse paa sin Frihed overfor den evige Gud. 

Friheden er blevet misbrugt, og vi har været med til at misbruge den. Ogsaa vi skal ydmyge os under Guds vældige Haand og gaa ind under den sande Friheds Grundlov: Ingen Frihed uden i Gud. Fri er kun den, der har Gud som sin Herre. 

Det betyder, at vort Folk skal blive et Kristenfolk, dersom det vil vedblive at være et frit Folk. I tusind Aar har vort Folk søgt Trøst og Opmuntring i den kristne Kirke. Vor Folkeaand og vor Folkekultur er sammenvokset med denne Kirke. Kunde vi skille dem ad, vilde vi ikke kunne kende nogen af Delene igen. De maa ikke staa ved Siden af hinanden. Folkeaand og Kristentro maa finde den rette indre Forbindelse med hinanden. Derpaa beror vort Folks Fremtid. Vort Folk og Land hører med i selve vort Gudsforhold. Kristendom er aldrig blot et Enkeltmandsanliggende eller et Anliggende for den enkelte Sjæl. Kristentroen viser os altid udad hen til vor Næste og Broder. Den første Artikel i vor Tro peger paa vort Folk og vort Land som Guds Gave og Guds Opgave til os. Gud har selv vendt vort Øje mod vort Folk. Mangel paa Tjenersind overfor Land og Folk er Synd imod Gud. 

Men til den rette Forbindelse mellem Folkeaand og Kristentro hører, at vi ikke forveksler det primære og det sekundære. Det første, det primære er, at Gud vil frelse den Verden, han har skabt, med alle de Folk og Lande, som er i den. Han vil ikke frelse dem ad vore Veje, men ad sine Veje, saaledes som det er sagt os i den anden Artikel i vor Tro. Han vil frelse dem ved Jesus Kristus. Derfor hører til den rette Forbindelse mellem Folkeaand og Kristentro, at Jesus Kristus kommer ind i vort Folks Liv. 

Denne Forbindelse, som er afgørende for vort Folks Fremtid, skabes – det siger den tredie Trosartikel os – ikke af Mennesker, men af Guds Aand. Aanden knytter Baandet mellem Skabningen og Frelseren, mellem Himmel og Jord, mellem Støvet og Evigheden.

Guds Aand er en Realitet. Den skaber Realiteter. Det er der, og kun der, hvor Aanden hersker, at der er sand Frihed. Kun der skabes Enighed. Denne Aand skaber de Frugter, som netop vort Folk og Verden trænger til: »Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed.« (Gal. 5, 22.) Det sker, hvor Aanden smelter Folkeliv og Kristentro sammen. Saa ryddes vore egoistiske Hjerters Pulterkamre. Saa spredes der Lys over Verdens mørkelagte Veje. Saa begynder Krigen mod den falske Frihed. Saa føres vi til det trygge Skjul og det sikre Tilflugtssted. Den, der ejer Aandens evige Værdier, behøver ikke at give op under materiel Fattigdom. Aanden kan give os den Styrke paa den indre Front, som ingen ydre Front kan bryde. Vort Folk faar ingen eller kun ringe Indflydelse paa det store verdenshistoriske Opgør; men det er en Opgave af ikke mindre Storhed, at vise Verden Aandens Magt, der kan gøre os til »en Hær, som tør svinge Aandens Sværd under Korsets Mærke«. Det er i Sandhed en Opgave, som det er værd at stride for. Maatte Gud bruge vort Folk i denne Opgaves Tjeneste! Saa faar det sin Mission, sit Kald i Verden. 

Men Vejen gaar gennem Ydmygelsen under Guds vældige Haand. Apostlen siger om denne Vej, at den fører til et ganske bestemt Maal: for at han, den vældige Gud, i sin Tid maa ophøje eder. 

Vi Mennesker vilde helst begynde med det sidste og springe det første over. Det gaar ikke. Vejen fører gennem Ydmygelsen. Men i Lyset af Ordet er Ydmygelsen ikke en haabløs Resignation, ikke en Prisgivelse til en blind Skæbne; nej, den er Haabets Vej, den er Genrejsningens Vej. Gud har sin Time. Vor Skæbne er ikke afhængig af Mennesker. Den ligger i Guds Haand. »Du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde,« lyder det til os fra Salmernes Bog. (SI. 102, 14.) 

Men i Ventetiden skal vi ikke være ene og forladte! Ydmygelsens Vej er Troens og Bønnens og Forjættelsens Vej. Byrden behøver ikke at tynges af Sorgen. Sorgen maa vi lægge over paa Gud. Med Lov og Tak og Pris tager vi imod Guds Løfte og lukker det ind i vore Hjerter: »Kast al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder!« 

Saa gaar vi vor Vej i Tryghed og Frimodighed, med Tak og Bøn. 

Min Gud befaler jeg min Vej, Ham vil jeg lade raade,
Han synes streng, men er det ej,
Hans Straf er selv en Naade;
Han bygger Himlens høje Tag,
Han aldrig mig forlader,
Og slaar han end med tunge Slag, 
Saa er han dog min Fader.

Amen!