Hans Tausens prædiken 2. søndag i fasten

Anden Søndag ÿ faste Epistelen scriffuer S. Pouel Apostel i. Thess/Theff .IIIJ.

Wy bede oc formane eder kiære brødre wed dé Derre Jesum / att som ÿ haffue wndfanget aff oss/ hworledes eder bør att wandre oc teckes Gud ÿ wilde dog worde io meer oc meer fuldkomne. Thi ÿ wide wel huordane bud wÿ haffue gifuet eder wed wor Herre Jesum / for det er Guds willie att ÿ were hellige / oc holde eder fraa skiørleffnet / att huer aff eder maa wÿde att beholde sitt kar wdi hellighed oc æræ / icke ÿ løfte begieringe saa som hÿne hedninge der kede inthet til Gud / at nogen eÿ treder for yderlig / oc tager sin broder med fordel wdi nogen handel / thi herré wil heffne alt sadaát / só wÿ tilsorn haffue sagt / oc boret widnesbyrd om for eder. Thi Gud haffuer icke kald oss til vrenighed / men til hellighed.  

ie. Det er icke nog att wÿde wel / icke end heller att giøre noget der effter / men altÿd skal en Christen lade seg forbedre ÿ forstand paa ordet / oc ÿ willie til gierningen / oc ey bliffue stoen des paa en sted.  

Iie. Han raader oss her synderlg fraa too laster. Det første er skiørskhed / oc en løøsl kiødelig welløst oc begierelighed / effter huilken hedningene pleye at wandre / oc alle vgudelige end nu almindelig fylle.  

Niie. Men Christne menniske ere ett synderligt affskyld Guds folck / huilket Gud haffuer kald til att leffue ÿ renlighed oc hellighed / effter sin wille / oc bruge huer sitt legom til de gierninger Gud ere med oc icke emod. 

v. Det andet er den sned oc surfittighed / der nogen kand fylle / til at søge icke sin egen fordel med en andé mands stade ÿ kiøbhandel ÿ mønt ÿ molle etc.  

Vj. Hwo som oc icke med willie aff sand kiærlighed til Gud oc sin neheste styr sodane vdÿgder / han skal wide at Gud wil dog et haffue sadant forgeffues gjord / oc ladet bliffue vstraffet hwad mand løfter ickun att giøre / men han er en wÿss heffnere offuer alt sodant.  

Euangelium scriffuer S. Mattheus Euangelista Cap. XV 

Iesus wandride ÿ den egen hoff Tyrus oc Sidon / oc see der kom en Cananeisk quinde aff den samme egen / hun roffte til bannom oc sagde / D DEXre Dauids Søn forbarme deg offuer meg/ mÿn dotter er ilde belad med dieffié / men han suorede hende ett oro.  

Da ginge hanss discipler fram / giorde bøn til bannom / oc sagde / giff hende dog sin affsked / effterdi hun rober saa effter oss / da sworede han oc sagde. Jeg er icke wdsend / vden til de foer som eræ bleffne borte aff Jsraels hws. Da kom hun oc fald neder for hannó / oc sagde / D Derre hielp meg / men han suorede oc sagde / det er icke smøgt / at má tager brødet fra børnene / oc slengeret for hundene. Da sagde hun / Ah ia Derre / dÿ hundene æde end ocsaa aff de smuler som falde aff deres herres bord. Ja da suorede Jesus / oc sagde til hende. D quinde dÿn troo er stoer / deg worde lige som du wilt oc hennes dotter bleff helbreyd fraa den samme stund.  

Mattheus oc Marcus scriffue om en suaar trætte / der Christus haffde nu nys hafft med nogre scrifftkloge / oc Phariseer aff Hierusalem / offuer den straff oc skylding som de hadde giffuet hannom for hanss disciplers skyld / at de holde seg icke effter gamel sedwon / oc eÿ skickede seg effter sodane lower oc menniske sett / huilke gamle forfedre hadde indskicket / att holles skulde ÿ wduortes gierninger / eblát det Jødiske folk / meer aff en falsk kiødelig hellig mening / end aff Guds ord oc Heligaand / huilke han oc hordelig affwyje / oc strengelig breyede / att de holde meer aff méneskes bud / end aff Guds bud / oc lerde fraa til med / huad frÿhed Christne menniske haffue ÿ sodane wduendige creaturer / oc huor vbeplictige Gud wil haffue alle samwittighede / ÿ alle saadane menniskens lower oc paaleg / for huess skyld de ginge fortørnede oc wrede fraa hannom / oc bleffue hannó siden meer affgiønstige end tilforn / faa langt woret der fraa / att de skulde wille lade seg lære oc wnderuise aff hannom. Saa reÿsede oc Christus fraa bliffue de samme de eræ.  

Oc ÿ det samme saa kómer denne hær vuerdige hedenske quinde / oc wndfanger aff Guds naade den store hielp oc trøst ÿ déne Jesu Christo / huilken de vtaknémelige Jøder bleff rundelige tilbødé / men duede icke til at tage emod hende / oc det gicke der til med / lige som en føløst oc tobeligt barn /der haffuer kressne retter oc mad nog for seg / oc duer icke til at foruoren oc brugen / men er forsømelig / oc lader hunde rage maden aff hond oc mund paa seg / Saa gaff nu Gud tilkende good tid / att denne sonde oc salige spisning / so wor hanss naadefulde ord oc trøstelige Evangeliú / der de wemmede saa wed / oc wore saa kede aff / skulde tages dennom fraa / oc giffues hÿne hongrige hedninge / huilke jøderne holde saa fule oc vwerdige som andre hunde. Oss alle til ett grueligt oc ett forferligt Exépel huilke ud paa déne dag tilbyder seg med giønst oc naade ÿ sit helige ord oc Euángelio / der som wÿ lade oss finde forsømelige oc skiødeløse / oc wille icke lade den mad smage oss da finder Gud wel dennom som der bede om / derfor siger oc Euangelisten saa merckelig / See / som han wilde wecke oss op aff søffne / oc lade øynene op paa oss / oc bede oss icke actet for stempt / men med stort aluorg henge hart wed den Guds naade oss tilbydes. 

Saa só denne hedniske quinde haffuer giffuet oss Exépel oc efftersiun / med sin store vwigelige fuldkomne oc bestadige troo / der som hun icke saare møget hadde hørt hanss lerdom oc Euangelium aff hanss egen mond / eller seet hanss gierninger oc merckelige iertegne / med huilke han bewÿsde seg att were sodan en / der mand wel motte forlade seg paa / Ja maaske / aldrig een sinde hadde enten hørt eller seet noged aff hannom sielff / men kende seg for en fattig vwerdig hedning (som hun oc wor) huilken ey worwerdig til att were ÿ omgiengelse eller haffue att skaffe med sodan en hellig mand. Men neste hadde hun hørt ett rycte háom (som Marcus scriffuer  Cap. Vie ) at han wor saa danes en mand  att han wnsloo seg for ingen/ men bewysde seg kierlige oc wel emod huer som hánó hadde behoff / oc háff hielp wor begierinde. Aff det føye rycte / fatter hú saa staar en drabelig mening ÿ sit sind om hannom / att han ÿ sandhed er lige den samme som ryctet lyder om hannom / oc troor fast / at han skal konde oc wille beuise seg lige saa mod héde / oc forlader seg fulkómelig der til / att han lader seg finde bønrig / oc ingelonde lader hende gaa hielpeløss fraa seg / oc det maa wel were ett stoort wnder/ att hannom fulde saa mange effter / som bode aff hørelse oc witterligt siun oc saa gantske wel kiende hannom / oc møged bedre end denne fattige qwinde huilke dog icke neer skiøtte saa saare møget om hannom / eller were hannom oc hanss hielp saa høyelig begierindes / eller oc hengde saa gantske hart wed hannom / wden ald ophørelse som hun giorde.   

Oc det wor sagen / fordi hun hadde alt en anden driffuere en mange aff de andre / det wor nød oc den stoore sorg / som hun hadde for sin naturlige kiere dotter / att hun wilde hiærtelig gierne hafft hende frÿ oc helbred / oc wÿste dog ingen anden raad der til / vden hues hun konde nyde hanss hielp / effter det gode rycte som hun hadde spurt om hannom Thi wiste hun best huor til lægen tiente / fordi hun følde sin brøst oc angest. Saa kand oc nu ingé wÿde eller forstaa huor til Christus duer oc huor storlig mád haffuer hannó behoff / før end mád føøl oc forne mer sin egen skrøbelighed / Thie Euangeliú predickes icke nogen til nytte oc gaffn / vden alene hyne arme forknuste og knugede / som kiéde seg syndige oc wÿde seg ingé raad  / Mat.xj. Derfor sagde Maria ret ÿ sit Magnificat / at Gud fyller de hógrige med alt got / oc Christus sieæff sagde dennó salige at were som hongre / for de bliffue aff Guds naade mettide / mé de som ere saa mette oc rige / at de kóde icke kiéde deres hóger oc armod / de forlades / oc blifue de sáme de ere.  

Mé Jesus bewisde seg møget vnderlig emod déne quinde / at han saa saare frester hénes troo at der som hun hadde icke weret dess større wdi hende / da hadde hun wisselig mott goodtÿd offuergiffuet seg / først stiller há seg saa mod hende / lige som há wilde siunes / at haffue saa staar wemmelige oc wederstyggelse wed hende / at han ey enfinde wil see til héde. Thie gaar há sin wey for seg heden / oc høør hendes ross oc ydmyge paakald / oc taler ey et ord til hende oc icke suorer saa møget / att han hadde dog sagt ney/ ieg wil icke / eller ieg kan icke komme der til med / eller du æst icke sodant werd / eller noget andet / hwad som helst hannom hadde sielff befaldet / der som hú dog saa ydmygelig bekiéder hannó for én Herre / oc til med for sodan en helig mád só er aff der Jødiske blod / Ja for sodan en iøde som wisselig wor dé Dauids søn / ÿ huilké Gud skulde wille giøre sine løfter fylleste / at hedninge skulde oc bliffue delafftige ÿ Guds naade med iøderne. Húner oc ingé verdighed eller egé fortiéste fram / men bigærer alene miskúdhed oc naade / oc offuer alt giffuer hú hannó sodan enbrøst fore / der huer mád motte seg wel naturlig offuer forbarme / att hindes dotter leed saa saare skrøbelig / icke aff kolde syge / eller nogen anden føye soot / mé wor besett med dieflskaff / oc end gantske suorlig / sagde hun.  

Men ehuor strag og skødeløs han gaar omkring hende / oc lader lige som hun tørte platt intet wente seg gott af hannom / da bliffuer hun lige fast ÿ den gode mening / huilken hun hadde fattig seg ÿ sind om hannom / hun acter intet om den wredladenhed som hannom siunes att fylle / men alleneste tencker paa det møget gode / som hun haffuer hørt sige om hánom att han gierne pleÿede att hielpe alle / hun bliffuer fast wed det samme sind oc mening / oc aff ingen tancke / eller noget siun / der hun haffuer for øyne / lader seg drage der fraa / forlader seg fultkomelig aff gantske hiærte der til / att lige som han haffuer hiolpet alle andre / saa skal há oc wille eensinde hielpe héde enaar oc ehuorledes det skeer. Thi giffuer hun seg oc ingenlonde platt offuer / men henger lige fast wed hannom/ endog han suorede icke hende / hun rosste høgt effter hannom / bekiende hannom for den samme Dauids søn / som tilforn / oc aff gantske hiærte begieride oc badz naade oc miskundhed aff hannom. 

Men Jesus bliffuer lige fast ÿ sin straghed / goor hedé for seg sielf / oc suarer héde icke ett gott ord / ja seer seg eÿ en sinde til bage. Der dette konde nu icke giøre hende mestrøstig oc røre hende til att lade modet falde,/ da frestede Jesus hende end skarperæ / med det vwillige suor / huilket han gaff sine egne disciple der de giorde bøn til hannom paa hendes wegne / att han kiende seg icke att were wdsend / til att hielpe nogen / vden alene til att samle de fortaffte oc wildfarinde foor som wore aff Jsraels hws forwilte / Det lydde lige som han wilde ingen were behielpelig vden alleneste jøderne / Det wor hende wtt hartt slaw paa sin troo / oc ett suort stød / der hende motte afftørt / hadde hun icke werett dess sterkere / hun motte fornøme oc see / att hun wor sielff inthet hørd / dog konde end modett noget bliffue wed oc wore paa hinde / der hun hørde / att hun hadde sodane danne mend / som wore saa wel kiende med hannom / der toge seg hendes sag til / oc bade for hende. Men der hun høør / at hun konde dog da haffue hob til / att han motte end haffue noget bedre ÿ sinde med hende / end som han lod paakiende / men han saa gott som wndslaar oc med wdtryckte ord af siger seg hende oc hendes begiering / att hun moo wide att rette seg der effter / som hun skal nyde huerken sin egen bøn bott att / eller hanss egne neste wenners. 

Dog bliffuer déne gode qwinde ocsaa ÿ denne anden frestelse saa fuldherdig / att hun eÿ lader seg end saa forferæ eller modet falde / men holder seg io fast wed den gode act oc mening huilken hun haffuer saa dybelig inddrøcket aff det gode rycte / som sagdes om hannom / oc fortrøster seg io sielff med sodane egne tancker / att der vdé tuifl ligger skiult nogé besynderlig godhed vnder sodan straghed / saa at hédes hwo oc hiærte siger héde inthet andet / end at hun bliffuer io wisseligen hiolpé / ehour vmild oc vuillig han lader seg til siune / Thie løffer hun oc saa trøstelig heden effter hannó / oc ey bløynes wed att gaa indi huset til hannom / der som han wor oc wilde were lønlig / vdé offuerloff oc alt vmage. Dog reddes hun huerké for hanss eller husbondens wrede / men gick dristelig ind (siger Marcus) fald hannom tilfoed / oc bad hannó end nu / at han wilde were hende behielpelig oc giøre saa wel oc frelse hendes dotter fraa det dieflskab / som hun wor befengd med. Det wor io vden ad tiufl merckelig stoor oc sterck troo oc tillÿd ÿ denne quinde / at hendes hob oc trøst til Jesum konde icke falde / enten aff den wrang willighed / der han bewisde emod hende sielff med sin tafsked eller den horde affsked med hwilcken han affwisde Apostlerne / som giorde seg til hendes forbedere / men hun ocsaa løffuer nu heden indi en fremmed mands hws effter hannom / oc frhober io det beste hoff hannom.  

Oc ey lader han hende det end nu nyde / han stiller seg icke nu alene som en wranguillig mand emod héde / at han tÿer / eller giffuer hende sin endelig afsked med lempelige ord / oc siger hende enfoldig ney / men han tal hende hart oc honlig til / han ligner héde wed en húd / oc beder hende kiende seg for en hund / som hun er/ oc ey begiere brødet fraa børnene før end de bliffue mette. O huad det wor ett stoort oc sterckt stød / att han lader hende saa kiende sin vwerdighed / huad hun icke kiende tilforn / oc breyder hende den samme saa høieligen / Saa som han wilde nu lere hende rettelig at forstaa de ord som hun hadde hørt tale om hannom / at hanss godhed / som han saa weluilig bewisde mod huer mand skulde intet komme hende wed at han wor mektig til att gøre noget gott / han wilde ickun hielpe dennom / som wore hellige oc fromme Guds børn (som há wilde sige) du æst icke aff dennom / men en hedning / hund eller en hundisk hedning som bør icke at æde brødet / oc lade børnene hungre / at ieg skulde tage deg wore / oc hielpe deg eller dyne / lige med mÿne egne eller oc forsøme dennom der offuer.  

See det wor althosterckt ett tordenslag/ som motte gaad giennem leffuer oc longe oc alle hierterøder / han flagrer icke nu lenger for hende / oc enten tÿer eller tal saa / at hun moo beholde noget hob til hanss hielp / eller lader hende bliffue ÿ tuiffl / men giffuer hende en endelig kortt afsked med obenbare forhonelse / effter ordenes lydelse / Endog bliffuer hun stonde stiff som én muer oc lader intet falde aff den stoore gode mening oc faste grondelige tillig / som hú hadde til hannom. Hun giør seg icke wred / eller tager til mestycke / att han rider hende saa honlig ord ÿ næse / oc kaller hende der een slem húd obenbare for alle de ÿ huset wore / men beiaer oc samtycker alle hanss ord / hun giffuer hannom ret / oc keder seg ydmygelig for en slem snødig syndig menniske / saa att der kand intet were saa vwerdigt / att hun maa ey lignes der wed. Thie kender hun seg ocsaa at were for møget vwerdig / att gaa ÿ deel med børnene / oc were lodtagen ÿ deres part / hun giffuer seg dybt wnder de helige Jøder / huike hú acter møget offuer seg / oc ÿ alle mode werdigre end seg oc sitt hedniske folck / Derfor drifter hun seg icke til / at bede om de store aandelige gaffuer / huilke dennom weyerfares aff hannom / men aleneske en timelig welgierning / lige som Gud hadde her til bewisd seg mod déno / saa wel só mod iøderne / med solés klare skin / Jords grøde etc.  

O huor hordelig gaar det til / naar Gud giffuer seg saa ÿ fickt oc frelstels med off skiuler sitt ansict for off / oc lader lige / som det er icke oss há wil hielpe / eller hafue loffuid noget got / det wil wist gaa hart til / at en troo skal der konde bliffue bestádig / oc ey lade seg forbluffne. S. Peder fick icke nær so suore stød / han buckede lige wel wnder. Men wÿ lere saa møget ÿ déne fromme troofulde quinde / att wÿ icke skulle rette oss effter wore tancker eller indskod / som oss indfalde oc forkome om oss siunes saa só Gud hadde for glemd oss / oc wil inthet haffue med oss at skaffee / forhaler oss tÿd effter tÿd / oc lader saa som han wore oss wed det ord som oss er tilsagt / oc det sande gode rycte / som wÿ haffue hørt om hannom / aff det hellige Euangelio / oc den gantske hellige scrifft / huad há siunes her emod at wille weræ anderledes / thi er det wist icke vdé et ladinde siun / oc ingen aluorg / som wÿ oc see her paa hannom / han lader wel saa som han wore hende møget vwillig / han siger héde dog icke platt ney / Men tier stille / icke dømer han hende heller / at weræ Jsrael fremmede wed / mé siger att han er kommen hÿd for Jsraels skyld / icke kaller han heller hende personlig en hund wed naffn / mé siger saa ÿ almindelighed / det er icke gott etc. Saa att der siunes wel fast meer ney end ia. Men det ney blifuer dog icke soo forstandelig wdtryckt / att hindes hob moo platt falde oc forsuinde / Oc at Jesus kand et komme wed att hielpe hende / hannom oc hanss ord aldeles inthet for næer.  

Saa lader Christus oss nu her med forstaa / huad mening Gud haffuer der med / att han saa stondom wndslaar seg nogen tÿdlang for oss / oc lader lige som han wilde were oss vbewared / oc eÿ høre oss ÿ wor nød / há stiller seg icke saa vuillig / oc lader seg ansee / lige som det skulde were idel ney med hannom. Alt sammen paa det han wil frelse oc forsøge oss / huorledes wÿ holde oc haffue oss der wed / han meen oss dog altt gott Thi skulle wÿ icke lade oss forfære for den første snebe / oc ey for alle de andre / Men bliffue faste oc fuldherdige ÿ ett gott hob / oc sterck troo oc tillÿd til Gud / paa hanss ord oc tilsaffn / oc icke paa nogen wor egé werdskyld eller werdighed. Oc der som wor vwerdighed legges oss foore / da skulle wÿ bruge den samme konst / som denne quinde haffuer lerd oss / oc fatte Gud ÿ sine egne ord / at der som han bær oss det for / at wÿ ere vwerdige syndere / da skulle wÿ kunde sige hannom igien / att det er syndige menniske der Christus haffuer told død for / og siger sielff saa att han wilde dennom hielpe / oc icke for de retferdige / Saa skulle wÿ lade den dom bliffue wed macht / at wÿ kendes oss for syndige menniske / men derofuer begiere den naade som Gud haffuer loffued oc tilsagt sodane samme syndere / som wÿ ære / oc den fast hobe med en fuldkommen troo og tillid.  

Ja den troo kand ingelunde bliffue forgeffues / men saa sandelig som Gud bliffuer Gud / oc kand ey anden end were sandrug ÿ sitt ord / saa bliffuer menniske (som saa henger fast wed Guds ord) ett med Gud / lige som Gud oc Guds ord giøre alt et / som Christus nu beuiser paa denne quinde / at han tillader hende icke nu alene en hunds rett / oc vnder hende smuler eller brødne been vnder bordet / Men setter hende til bords med børnene / oc end med de øffuerste / at hun moo nu recke til fadet med dennom oc æde saa møget som hende mest løster. Han giffuer hende icke nu smo stycker / men offuerflødelig vden all mode. Deg worde (siger han) lige som du sielff wilt.  

Sodan en dronning oc keyserinde er troen bliffuen hoss Gud / oc alt det Gud er en Herre offuer / att hun raader oc byder offuer hannom / oc ÿ alt háss gods / lige som hun sielffwil. Oc som denne qwinde forhuerffwide sin dotter karskhed aff Christio med sin store troo/ so motte hun oc lige soo wndságe siden aff Gud andet ehuad som helst hun wilde oc kunde begiære / der som hun beholde lige sodan en troo dertil.

Denne hedenske Kvinde haver givet os Exempel og Eftersyn med sin store, uvigelige, fuldkomne bestandige Tro, der som hun ikke saare meget havde hørt Christi Lærdom og Evangelium af hans egen Mund eller set hans Gerninger og mærkelige Jærtegn, med hvilke han beviste sig at være saadan en, der man vel maatte forlade sig paa, ja, maaske aldrig een Sinde havde enten hørt eller set noget af hannem selv, men kendte sig for en fattig, uværdig Hedning (som hun og var), hvilken ej var værdig til at være i Omgængelse eller have at skaffe med saadan en hellig Mand. Men aleneste havde hun hørt et Rygte af hannem (som Marcus skriver Cap. 7), at han var saadannes en Mand, at han undslog sig for ingen, men beviste sig kærlig og vel imod hver, som hannem havde Behov og hans Hjælp var begærende. 

Af det føje Rygte fatter hun saa stor en drabelig Mening i sit Sind om hannem, at han i Sandhed er lige den samme, som Rygtet lyder om hannem, og tror fast, at han skal kunne og ville bevise sig ligesaa mod hende, og forlader sig fuldkommelig dertil, at han lader sig finde bønrig og ingenlunde lader hende gaa hjælpeløs fra sig; og det maa vel være et stort

Under, at hannem fulgte saa mange efter, som baade af Hørelse og vitterligt Syn ogsaa ganske vel kendte hannem og meget bedre end denne fattige Kvinde, hvilke dog ikke nær skøtte saa saare meget om hannem eller være hannem og hans Hjælp saa højlig begærendes eller og hængte saa ganske hart ved hannem uden al Ophørelse, som hun gjorde.

Og det var Sagen, fordi hun havde alt en anden Driver end mange af de andre - det var Nød og den store Sorg, som hun havde for sin naturlige kære Datter, at hun vilde hjertelig gerne haft hende fri og helbredt og vidste dog ingen anden Raad dertil uden, hvis hun kunde nyde hans Hjælp efter det gode Rygte, som hun havde spurgt om hannem. Thi vidste hun bedst, hvortil Lægen tjente, fordi hun følte sin Brøst og Angst. Saa kan og nu ingen vide eller forstaa, hvortil Christus duer, og hvor storlig man haver hannem behov, før end man føl og fornemmer sin egen Skrøbelighed. Thi Evangelium prædikes ikke nogen til Nytte og Gavn uden alene hine arme, forknuste og knugede, som kende sig syndige og vide sig ingen Raad, Mat. 11. Derfor sagde Maria ret i sit Magnificat, at Gud fylder de hungrige med alt godt, og Christus selv sagde dennem salige at være, som hungre, for de blive af Guds Naade mættede, men de, som ere saa mætte og rige, at de kunde ikke kende deres Hunger og Armod, de forlades og blive de samme, de ere.

Men Jesus beviste sig meget underlig imod denne Kvinde, at han saa saare frister hendes Tro, at der- som hun havde ikke været des større udi hende, da havde hun visselig maattet godtid overgivet sig. Først stiller han sig saa mod hende, ligesom han vilde synes at have saa stor Væmmelse og Vederstyggelighed ved hende, at han ej en Sinde vil se til hende. Thi gaar han sin Vej for sig heden og hør hendes Raab og ydmyge Paakald og taler ej et Ord til hende og ikke svarer saa meget, at han havde dog sagt: Nej, jeg vil ikke, eller jeg kan ikke komme dertil med, eller du est ikke saadant værd, eller noget andet, hvadsomhelst hannem havde selv befaldet, der som hun dog saa ydmygelig bekender hannem for en Herre og tilmed for saadan en hellig Mand, som er af det jødiske Blod, ja, for saadan en Jøde, som visselig var den Davids Søn, i hvilken Gud skulde ville gøre sine Løfter Fyldest, at Hedninge skulde og blive delagtige i Guds Naade med Jøderne. Hun bær og ingen Værdighed eller egen Fortjeneste frem, men begærer alene Miskundhed og Naade; og over alt giver hun hannem saadan en Brøst for, der hver Mand maatte sig vel naturlig over forbarme, at hendes Datter led saa saare skrøbelig, ikke af kolde Syge eller nogen anden føje Sot, men var besat med Djævelskab og end ganske svarlig - sagde hun. ...

O hvor haardelig gaar det til, naar Gud giver sig saa i Fægt og Fristelse med os, skjuler sit Ansigt for os og lader, ligesom det er ikke os, han vil hjælpe eller have lovet noget godt. Det vil vist gaa hart til, at en Tro skal der kunne blive bestandig og ej lade sig forbluffe. S. Peder fik ikke nær saa svare Stød, han bukkede ligevel under. Men vi lære saa meget i denne fromme, trofulde Kvinde, at vi ikke skulde rette os efter vore Tanker eller Indskud, som os indfalde og forekomme, om os synes saa, som Gud havde forglemt os og vil intet have med os at skaffe, forhaler os Tid efter Tid og lader saa, som han var os saare vrangvillig. Men vi skulde holde os ved det Ord, som os er tilsagt, og det sande, gode Rygte, som vi have hørt om hannem af det hellige Evangelio og den ganske hellige Skrift. …

Saa lader Christus os nu hermed forstaa, hvad Mening Gud haver dermed, at han saa stundom undslaar sig nogen Tid lang for os og lader, ligesom han vilde være os ubesvaret og ej høre os i vor Nød, han stiller sig ikkun saa uvillig og lader sig anse, ligesom det skulde være idel Nej med hannem. Altsammen paa det han vil friste og forsøge os, hvorledes vi holde og have os derved - han mener os dog alt godt. Thi skulde vi ikke lade os forfærde for den første Snebe og ej for alle de andre, men blive faste og fuldherdige i et godt Haab og stærk Tro og Tillid til Gud paa hans Ord og Tilsagn og ikke paa nogen vor egen Værdskyld eller Værdighed. Og dersom vor Uværdighed lægges os for, da skulde vi bruge den samme Kunst, som denne Kvinde haver lært os, og fatte Gud i sine egne Ord, og dersom han bær os det for, at vi ere uværdige Syndere, da skulde vi kunne sige hannem igen, at det er syndige Mennesker, der Christus haver taalt Død for, og siger selv saa, at han er hidkommen for deres Skyld, at han vilde dennem hjælpe, og ikke for de retfærdige. Saa skulde vi lade den Dom blive ved Magt, at vi kendes os for syndige Mennesker, men derover begære den Naade, som Gud haver lovet og tilsagt saadanne samme Syndere, som vi ere, og den fast haabe med en fuldkommen Tro og Tillid.

Ja, den Tro kan ingenlunde blive forgæves, men saa sandelig som Gud bliver Gud og kan ej andet end være sanddru i sit Ord, saa bliver Mennesket (som saa hænger fast ved Guds Ord) eet med Gud, ligesom Gud og Guds Ord gør alt det, som Christus nu beviser paa denne Kvinde, at han tillader hende ikke nu alene en Hunds Ret og under hende Smuler eller brodne Ben under Bordet, men sætter hende til Bords med Børnene og end med de øverste, at hun maa nu række til Fadet med dennem og æde saa meget, som hende mest lyster. Han giver hende ikke nu smaa Stykker, men overflødelig uden al Maade. Dig vorde (siger han) ligesom du selv vilt. Saadan en Dronning og Kejserinde er Troen bleven hos Gud og alt det, Gud er en Herre over, at hun raader byder over hannem og i alt hans Gods, ligesom hun selv vil. Og som denne Kvinde forhvervede sin Datter Karskhed af Christo med sin store Tro, saa maatte hun og ligesaa undfange siden af Gud andet, ihvad som helst hun vilde og kunde begære, dersom hun beholdt lige saadan en Tro dertil.