Helin Erdems tale ved modtagelsen af Årets Stemme

Det her er meget uventet.  

Når jeg snakker om – jeg tror i hvert fald, det er det, jeg er blevet nomineret på baggrund af – skønhedsidealer, eurocentriske skønhedsidealer især, så snakker jeg i virkeligheden om at skabe et sprog for at dekolonisere vores sind og krop ret meget.  

Og det er noget, der nærmer mig ekstremt meget, fordi jeg er en kurdisk kvinde, som ikke rigtig har et geografisk land. Så det, der sker, når man ikke har et sted, der er jord, det er, at mennesket bliver til det sted. 

Så jeg ser et rigtig stort ansvar i at bruge min stemme, og også min krop og mit udseende, og udlevere mig selv og være en eller anden form for – jeg kan ikke lide ordet rollemodel –, præmieperker – nej, undskyld – en eller anden form for figur som folk kan spejle sig i.  

For et øjeblik siden kom to unge kvinder hen til mig fra den anden side af rummet – jeg ved ikke, hvor I er lige nu – I skal bare vide, at jeg havde vundet i det øjeblik, I kiggede mig i øjnene. Fordi det, der sker, når man gør sådan noget her med at dele sig selv ud, det er, at folk kommer til én og spejler sig, og der ikke en større gave – det er der virkelig ikke. 

Jeg vil også gerne sige at de andre personer, som er nomineret i den her kategori, er ekstremt inspirerende. Jeg synes det er helt fantastisk overhovedet at blive nævnt i kontekst af dem. 

Så vil jeg også godt sige, at der er en nomineret, som har klima på dagsordenen, og som person, som er født ind i en generation, som er født på en planet, der brænder, så er det rimelig dominerende i hele mit mentale fundament og min eksistens, at have en notion om at verden er ved at gå under. Så det vil jeg også gerne lige give noget ros til at bruge hele sit liv, nærmest, på at stå op for. 

Det er også lidt absurd, faktisk, at snakke om alle mulige andre ting, når jeg godt ved at verden er ved at gå under. Jeg føler faktisk tit, at de samtaler jeg prøver at tage op omkring diversitet eller krop eller ligestilling er privilegerede, fordi vi står et så fucking underligt sted i verdenen, hvor fremtiden bare ikke rigtig findes. 

Jeg er meget taknemmelig for Elle. Og tak fordi – hvorfor er I så... Er I bange? Er det de her? [holder sig på hornene]. I virker meget seriøse, når I kigger på mig. 

Tak til Elle for at se bare lidt ud i fremtiden og kunne det ved at hylde folk – unge mennesker og folk, der har været her i hundrede år og bliver ved – tak for at skubbe os i retningen af at have lyst til at fortsætte.  

Det her, det er altså en lille motivation til at blive ved med at dele ud af mig selv, fordi unge mennesker kommer op til mig og identificerer sig og finder hjem på alle mulige måder. Og det er rigtigt, at man skal gemme et lille sted for sig selv, som ikke bliver til alle menneskers eje. Det er sådan noget, man skal øve sig på, og, ja, det finder jeg en balance i en eller anden dag – lige nu kan jeg godt lide at overshare, fordi der er nogen, der har brug for det nogle gange. 

Jeg håber, at I vil skrive til mig, hvis I har lyst til at snakke med mig, og I har lyst til at snakke med mig her i virkeligheden. Det håber jeg virkelig også, hvis I ser mig på gaden, tag fat i mig.  

Og så var der nogen, der sagde noget om Vestegnen tidligere. Altså Helle Thorning var fra Vestegnen, jeg er fra Albertslund, Magrethe Vestager er også fra Glostrup, så der er god representation herinde.  

[...] 

Det jeg prøvede at sige med Vestegnen – det er ikke bare for at shoutout Vestegnen, det vil jeg også gerne gøre på en anden måde, på et andet tidspunkt –, det er bare, nogle gange kan det føles som om der er ret lang fra Vestegnen herind til, så det er faktisk ret vildt for mig at stå lige her og kigge ud over sådan en gammel, fin bygning – vores bygninger blev bygget i 60’erne allesammen og er ret socialt belastede –, så det er flot.  

Tak til alle.