Hvorledes Gud, i disse Krigens Dage, siger til den Troende: Frygt ikke!
Evang. Luc. I, 26—38. V. 30.
Og Engelen sagde til hende: Frygt ikke, Maria; thi du haver fundet Naade hos Gud!
***
„Er Gud med os i denne Tid,
Da tør vi ei forsage.
Til ham Enhver kan færste Lid
I Nøds og Trængsels Dage.
Han staaer os bi, den gode Gud,
Og fører os af Nøden ud,
Naar Frelsens Time kommer."
Da tør vi ei forsage.
Til ham Enhver kan færste Lid
I Nøds og Trængsels Dage.
Han staaer os bi, den gode Gud,
Og fører os af Nøden ud,
Naar Frelsens Time kommer."
Det er Evangeliet om Mariæ Bebudelse, vi have oplæst idag. Vi see her Qvinden i hendes Fuldkommenhed; vel først noget frygtsom, men dernæst med fast og urokkelig Tro. Hun skjælver først, den hellige Jomfru, ved Tanken om at blive miskjendt af Menneskene, miskjendt og forskudt af sin Trolovede. Skam cg Vanære staae truende. Men da Engelen vedblev at tale til hende og at oplade for hende Guds Riges Hemmeligheder, da forsvandt Mørket af hendes Sjel. Troen udbredte sit stærke, salige Lys, og Alt blev stille, venligt, forklaret, som Skoven i Sommerens Dage, forgyldt af den opgaaende Morgensol. Det er den samme Maria, som siden synger: Min Sjel ophøier Herren, og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser; thi han, den Mægtige, haver gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt. Han haver øvet Magt med sin Arm; han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. Han haver nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. Det er den samme Maria, som i Stilhed opdrog det hellige Barn i Nazareth; den samme, der stod trofast ved sin døende Søns Kors. Men Troen, som fandtes hos hiin hellige Jomfru, den skal ogsaa findes, og endnu renere og stærkere, hos alle christelige Mænd og Qvinder. Himlen skal afspeile sig i deres Hjerter, Himlen stal affpeile sig i deres Liv. — Og derom ville vi tale videre idag, idet vi undersøge:
Hvorledes Gud, i disse Krigens Dage, siger til den Troende: Frygt ikke!
Frygt bringer Pine, siger Evangelisten Johannes; og naar staaer vel dette klarere for os end i Krigens Dage? Naar det hedder, som hos Propheten: De ere alt over Passet, de tage Natteqvarteer i Geba, Rama skjælver, Sauls Gibea flygter; naar de paa Gaderne gaae i Sørgedragt, paa Torve og Gader hyle, henflydende i Taarer: da tager ofte Frygten Modet bort og Kraften bort; thi, taber du Modet paa Nødens Dag, siger Salomon, da bliver din Kraft ringe. Men taber Mennesket Modet, hvor svag og ussel viser han sig da ikke! Ham er Meget betroet, han skulde ordne Meget, styre Meget, opflamme Meget; men Frygten gjør ham feig, han gjør Intet, formaaer Intet, driver, som Straaet paa Bølgen, hvorhen Bølgen vil. Ham er Lidet betroet, en mindre Stilling i Samfundet — men Perlen danner og en Deel af Krandsen — og Frygten griber ham, og han staaer ikke, hvor han skulde staae, og virker ikke, hvor han skulde virke. Og Qvinden taber Modet, fordi hun seer Sværdet blinke og Ilden flamme; istedetfor at opmuntre Manden, stræber hun at qvæle hans Mod, at indgyde ham den samme Feighed, hvoraf hun selv er besjelet; at hindre og besvære hans Gang paa Pligtens og Fædrelandskærlighedens hellige Vei. O, hvor sørgelig er ikke Feighed og Menneskefrygt, som altid saa især i Krigens Dage! Du Aand fra Afgrundene, viig bort fra Enhver i denne Menighed, viig bort i den Herres Jesu Navn!
***
***
Og hvorledes skal da denne, Alt lammende og svækkende Frygt forsvinde — kan dette ikke skee uden Gudsfrygt? Det er vel muligt, Venner! Erfaringen lærer os det. Ak, ikke Enhver, som kaster sig modig i Striden; ikke Enhver, som ligger blødende paa Kamppladsen, var derfor en Jesu Christi Stridsmand. Der er et Mod, som ofte er Mennesket medfødt; det kan lignes med de glubende Dyrs, og det gjør ham, ufølsom for Legemets Farer. Men dette Mod bringer som oftest Mennesket til at aflægge det Menneskelige og iføre sig det Dyriske. Han seer Blod og tørster efter Blod; det er ham en Vellyst at vandre over de blodbestænkte Agre, over de rygende Ruiner; at spidde den Diende til Moderens Bryst, at nedhugge den, som bønligt beder om Fred og Naade og at uddrikke sit Bæger paa de Faldnes Kroppe! Og er det da et saadant Mod, vi skulle ønske os? Beskjæmmer eller hædrer det en Christen, at kunne sammenlignes med Ørkenens Rovdyr? — Der er et Mod, som Tanken om Menneskenes Beundring og Efterverdenens Roes fremkalder. Han gaaer frem igjcnnem Røg og Damp, igjennem Regnen af Kugler og Sværdenes Glimt, over Dønde og Saarede, for at vinde Ærens Krands. Og hvo vil nægte, at dette Mod er ædlere end det første; men dog er det intet christeligt. Det er efter en jordisk Krands der gribes, men ikke efter en himmelsk; efter Forkrænkeligheden, men ikke efter Uforkrænkeligheden. Og naar nu denne Ære ikke opnaaes; naar nu en Anden griber Krandsen; naar alle dine Anstrengelser ikke bemærkes, men du bliver ubemærket som sædvanlig: blive saa ogsaa dit Mod det samme, og hvis det samme, vil da ikke Bitterhed og Misnøie fylde din Sjæl? — Jeg vil nu ikke videre tale om, hvorledes Vindesygen og Hevngjerrigheden, til en Stund, kunne fordrive Frygten for Legemets Farer; jeg vil ikke tale om det Mod, som stærke Drikke kunne fremkalde, og som forsvinder med disse; ikke om det øieblikkelige Blus as Fædrelandskærlighed, der saa hurtigt udgaaer, naar det ikke næres af en høiere Aand: jeg vil alene standse nogle Øieblikke ved Modet under Krigen til at taale, bære og opoffre. Og mangler nu dette Mod et christeligt Underlag, mon det da vil blive bestandigt? Der er dog Forskjel paa Følesløshed og hjertelig Varme, paa klog Verdensberegning og christelig Begejstring; der er dog Forskjel paa at have Gud til Ven og Verden til Ven; og derfor kan jeg ikke agte det Mod, hvor det ikke hedder: Med Gud, for Konge og Fædreland!
Nei, alene den sande Christen besidder det Mod, som er uforgjængeligt, fordi det er grundet paa Gud. Han er salvet med Herrens Aand, og denne Aand opfylder ham i disse Krigens Dage med en reen, stærk, brændende Kjærlighed til Konge og Fædreland. Intet Offer er ham for stort, ingen Byrde ham for tung; thi han seer ikke paa det Timelige, men paa det Evige. „Her er mit Liv, her er mit Gods! Jeg frygter ikke for dem, der kunne ihjelslaae Legemet, men ikke Sjelen!" Han river sig løs fra den grædende Qvinde, de jamrende Bern: „Stille dog! Er noget saligere end at døe for sit Fædreland! Og den Gud, som jeg troer paa, for ham er Intet umuligt; mit Liv er i hans Haand, mit Gods er i hans Haand; tager han det, vil jeg alene sige: „Herren gav. Herren tog, Herrens Navn være lovet!" — Og modig seer han nu fremad mod sit Lands Fjender; thi han hører Herren sige: Sværd over Storpralerne, at de blive til Daarer! Sværd over Heltene, at de zittre! — See, siger Herren, som en Ørn skal din Konge komme flyvende og udbrede sine Vinger over Moab. Byerne skal indtages, Fæstningerne erobres, og Moabs Heltes Hjerte skal paa den Dag vorde som Qvindens Hjerte i Barnsnød, fordi han har ophøiet sig imod Herren. — See, de flye uden at see sig om: Skræk paa alle Sider! — Derfor, du Troende, frygt ikke; du haver fundet Naade hos din Gud! Seer du ikke Korsets Tegn i Fædrelandets Banner! Hvor det bølger mod Himlen — derfra kommer Hjælpen!!! Det minder om Blod, men det minder ogsaa om Seir, om ham, der overvandt Død og Helvede. Det minder i den røde Farve om Kjærlighed, i den hvide om Reenhed. Saa staa da fast under dette Banner, som Christi, som Fædrelandets troe Stridsmand! Staa modig, staa ogsaa reen og mild imod de Overvundne, og lad ikke Hevnens Aand forvirre dig!
O, Herre! giv Seier for dit Folk, og efter Seieren nye Dage, hvor det lærer at frygte og elske dig, anderledes end forhen, af trofast og oprigtigt Hjerte! Lad disse Dage være Veerne, hvorefter dit Rige, herligere og fuldere, fremtræder paa Jorden!!
Amen!
Amen!