Henriette Laursens 8. marts-tale

Da vi forleden dag fik nyt fra forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland i Belarus var der et billede med fra forhandlingslokalet.

I lokalet var kun mænd.

Det billede føjer sig til alle billederne af kvinder, der flygter fra Ukraine med børn på armene. Og mænd, der bliver tilbage for at gribe til våben, for at gå i krig, for at kæmpe for deres land.

Jeg har gået og tænkt på, hvad vi har mest brug for mens krigen ødelægger menneskers liv og vi andre mærker uro og frygt trænge sig ind på os.

Jeg kan ikke forstille mig noget vigtigere her på Kvindernes internationale kampdag end at vise solidaritet med mennesker i krig. Derfor bliver min tale i aften om dem.

Jeg har også gået og tænkt på, at der nok ikke er noget som en krig, der fremkalder, forstørre og forstærker normer for køn. For det er ikke kun på billeder, at kvinderne flygter med børnene på armene og mændene griber til våben og slås.

Og må vi ikke – netop i dag – have lov til forsigtigt at spørge, om ikke krig også er det ultimative billede på meget stereotype normer for køn – ja faktisk nærmest usunde normer for både mænd og kvinder.

Vi ser det i Ukraine lige nu, og vi ser det i alle mulige andre konflikter verden over, ligesom vi har set det årti efter årti ... efter århundrede.

Og helt konkret rammer krigen også køn forskelligt. For vold og ødelæggelse er kønnet.

Mænd bliver tvunget til at gå i krig.

Og konflikt forstærker den undertrykkelse, som kvinder og kønsminoriteter også i fredstid udsættes for.

Særligt udsatte mennesker får endnu mindre beskyttelse af myndighederne og bliver endnu mere udsatte, når lovløshed breder sig.

Seksuel vold. Voldtægt.

Op mod 40.000 kvinder blev voldtaget, da der var borgerkrig i Bosnien. 20.000 i Kosovo. I DR Congo er voldtægt våben i konflikt. Læger uden Grænser hjalp 11.000 voldtægtsofre der alene i 2020.

Når piger, kvinder og kønsminoriteter fordrives og flygter... Det samme. 

Vold. Seksuel vold. Voldtægt. Trafficking, børneægteskaber og tvungen prostitution for at kunne forsørge sig selv og sin familie.

Jeg vender tilbage til billedet af mænd i forhandlingslokalet.

Kvinder optager i snit kun 13 % af stolene ved internationale fredsforhandlinger. 

På billedet fra Belarus i sidste uge er tallet nul. Det selvom vi ved fra undersøgelser, at tilstedeværelsen af BÅDE mandlige og kvindelige mæglere under fredsforhandlinger er afgørende for kvaliteten af beslutningerne. Mæglingssituationer efter krig har vist, at freden varer markant længere, når flere køn sidder med ved forhandlingsbordet.

Det er her som i de fleste andre dele af vores samfund. Der mangler kønsbalance på tunge beslutningsposter. Og det betyder noget. Det betyder noget for bundlinjer, for produktudvikling og for trivsel.

Og kvinders deltagelse i magtens rum betyder noget, hvis vi vil mere fred og færre krige i fremtiden.

Hvis vi i Danmark skal kunne håndtere de her problemer, skal vores virksomheder og uddannelsessteder være gearet til det. Og det skal vores forsvar også. For at udføre opgaverne optimalt, skal også soldater og officerer være en mere mangfoldig skare.

Det kræver en del at skabe dét billede. For også her ser tingene lige nu ud som i mange andre dele af samfundet.

Forsvaret er præget af en machokultur. Vi ved det fra forsvaret selv og fra Foreningen Kvindelige Veteraner, der har fortalt historier om kvindelige soldater, som sover med en kniv under hovedpuden inde på kasernen.

Hvordan skal vi kunne skabe tryghed og sikkerhed for kvinder og kønsminoriteter i konfliktzoner, når ikke engang kvindelige soldater nyder sikkerhed? 

Hvordan skal kvindelige soldater kunne udføre deres vigtige arbejde under de forhold?

Vi skal kæmpe for, at kvinder, som ønsker at arbejde i forsvaret, kan gøre det uden at blive udsat for sexisme. Uden at blive udsat for krænkelser. Uden at blive voldtaget.

Og vi skal kæmpe for at beskytte kvinder fra at blive udsat for kønsbaseret vold i væbnede konflikter.

Forsvaret er i gang med et vigtig arbejde her. En kulturforandring, der ligner den, som både private og offentlige arbejdspladser og partier er i gang med lige nu. Det arbejde skal fortsætte og styrkes.

Der er et kæmpe potentiale i at arbejde for mindre stereotype og mere sunde kønsnormer. Det gælder i rigtig mange af tidens største udfordringer. Klimakrisen. Manglende arbejdskraft og tab af talent, fordi vores valg af uddannelse og job er så opdelt på køn, som det er. Manglende værdsættelse af omsorgsarbejde, som vi kommer til at tale rigtig meget om bl.a. i lønstrukturkommissionen. Og potentialet i mere sunde kønsnormer gælder også i forhold til krig og fred.

Det er vist på tide at byde velkommen?

Velkommen til statsminister Mette Frederiksen, til ligestillingsminister Trine Bramsen, til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, til miljøminister Lea Wermelin, til ambassadører, til folketingpolitikere, til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, til vores sponsorere 3F, Dansk Sygeplejeråd, DM, DJØF, DI, Deloitte, Finansforbundet, HK og Jordemoderforeningen. Velkommen alle gæster her i salen og til alle, der er med på livestream og til alle vores optrædende på scenen.

I aften er en festaften – men jeg var lige ved at blive lidt forpustet af alle de ting, vi skal have gjort. Der er virkelig nok at gøre. Men vi er langt fra alene.

Vi – i KVINFO og os her i salen og på skærmen – er sammen. En del af en bevægelse. Det er den bevægelse, der skal ændre billedet af mændene i forhandlingslokalet. Det er den bevægelse som i aften handler om.

Jeg håber, at I i aften mærker den samhørighed, som er grundlaget for, at vi kan skabe forandringer sammen. Tak for alt det, I allerede bidrager med. Nu fortsætter vi.

Rigtig god aften og glædelig Kvindernes internationale kampdag!