Jeg vil gerne tale lidt om kulturbureaukrati og kunstnerisk tørke.
Jeg vil begynde med at læse op fra lagerforvalter Peter Rindals underskriftindsamling fra 1965 mod oprettelsen af Statens Kunstfond.
“Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv.”
Det skrev Peter Rindal altså i 1965.
Så kunne jeg egentlig bare stoppe her, men lad mig sætte lidt flere ord på.
Statens Kunstfond skulle dengang i 1965 uddele 3-4 millioner kroner, det svarer til cirka 40 millioner i dag.
I mellemtiden er Statens Kunstfonds pengekasse vokset til mere end det tidobbelte, nemlig en halv milliard kroner, blandt andet efter en fusion med Statens Kunstråd, et andet nyere bureaukratisk påhit.
Det er godt nok mange af andre menneskers penge, som en lille udvalgt skare er sat til at fordele.
Peter Rindal var forarget over, at sådan en kulturbureaukrati skulle opbygges, og det forstår jeg godt.
I dag findes der over alt på Kulturministeriets ressort massere af fedtlag af bureaukrati.
Eksempelvis også hos Danmarks Radio, hvor mastodontens apperat til analysearbejde og bestilling af programmer, det hedder DR Medier, har fået betydeligt vokseværk, også på trods af beskæringen af DR aftalt i seneste medieforlig.
Det må være DR Mediers fortjeneste, at DR brillierer med stor public service som “Den store bagedyst” og “Gift ved første blik”.
Folkeoplysningsarbejdet er overvældende.
For hvad er det for en slags kunst og kultur, der trives på kulturbureaukraters nåde?
Det er den, som et bureaukrati kan forlige sig med naturligvis.
Og jeg ved ikke, om det er derfra, den store kreativitet udgår.
Det skulle i så fald være så godt som første gang i verdenshistorien.
Men rapporter og analyser, det bliver der lavet, det kunne være, at man skulle prøve at udgive noget af det.
Med sådan et bureaukrati får vi enten noget, der er så smalt og indspist, at det oftest kun er vennerne af kulturbureaukratiet, der finder nogen værdi heri.
Eller også noget som “Den store bagedyst”, som fuldstændig åbenlyst også kunne leveres på kommercielle vilkår.
Ingen af dele giver nogen mening, hvis man aldrig har et formål med kulturpolitik udover at skaffe behagelige stillinger til den kreative klasses egne favoritter.
Det siges, at den eneste dansker, der har opkaldt en isme efter sig er Peter Rindal, og det er jo lidt af et bidrag til kulturen kunststøtten jo dermed trods alt har skabt for sine mange penge.
Derfor vil jeg gerne udbringe en nytårsskål for den frie kunst.
Den kunst, som opstår fra sande kreative sjæle, der kan være såvel smal som bred, og som af egen kraft og styrke appellerer til folk.
Samtidig vil jeg gerne ønske såvel kulturbureaukraterne som deres favoritter i kulturlivet et lykkebringende nytår.
Må I endelig finde beskæftigelse i de produktive erhverv.