Danmark skal have et Kulturens Analyseinstitut, det har partierne bag finanslovsaftalen for 2022 bestemt.
Kulturens Analyseinstitut skal fremskaffe viden om forholdene inden for kulturbranchen, og så skal det undersøge kulturens betydning for borgernes trivsel.
Det skal alt sammen ske ved hjælp af evidens- og forskningsbaserede undersøgelser, som det hedder i aftalen.
Men nu skal jeg fortælle dem, hvad der kommer til at ske.
Når først Kulturens Analyseinstitut er oprettet, så vil det give sig til at argumentere for to ting.
Den første er, at instituttet bør være meget større, fordi der er så meget, vi ikke ved, og den anden ting er, at bevillingen skal gøres permanent, fordi der bliver ved med at være så meget, vi ikke ved.
Det er ikke noget, jeg selv finder på, det følger direkte af den såkaldte Parkinsons lov.
Det er et sæt af love for hvordan bureaukrati nødvendigvis udvider sig.
En af reglerne er, at chefer altid vil prøve at få flere medarbejdere under sig.
En anden regel er, at arbejde altid udvider sig, så det tager den tid, der er afsat.
Men det er ikke alt.
Kulturens Analyseinstitut kommer også til at argumentere for, at befolkningen trives bedre, når den eksponeres for kunst, og det kommer til at argumentere for, at kunst er med til at forøge bruttonationalproduktet.
Derfor har vi nærmest ikke råd til at lade være med at hæve bevillingerne til kunst og kultur.
Det kan godt være, at påstandene er sande, men jeg ved tilstrækkeligt meget om samfundsvidenskabelig metode og om konsulentvirksomhed til at sige, at Kulturens Analyseinstitut skal nok finde på nogle veje til at få påstandene til at se sande ud, og hvilken politiker tør at argumentere imod fine argumenter fra et frit uafhængigt institut.
Det værste ved Kulturens Analyseinstitut er bare ikke, at det vi allerede ved, at det bliver større som tiden går og dermed også dyrere og dyrere, eller at vi allerede ved, at det vil komme med en hel masse begrundelser for at bruge flere af skatteborgernes penge på kunst og kultur, som vi også ved, at de fleste sagtens kan leve uden.
Det værste er selve synet på kunst, at den i en eller anden forstand bør være sund og nyttig.
Og her skal man ikke misforstå, hvad jeg siger.
Kunst må gerne være sund og nyttig, det er ikke diskvalificerende, men det er heller ikke definitionen på god kunst, at den er sund og nyttig.
Det gode kunstværk eksisterer på en eller anden måde i sin egen ret.
Det begrunder sig selv og bliver hverken bedre eller dårligere af at få tilført begrundelser ude fra.
Det var så det værste.
Og det næstværste, hvad er det så?
Det er den naive tro på evidens og forskning.
Jeg er rindalist.
Jeg har et gammeldags syn på kunst.
Jeg mener nemlig, at den kunst, der er værd at beskæftige sig med, det er den kunst, som leder frem til katarsis.
Man plejer at sige, at katarsis betyder sjælelig renselse, men jeg fortolker det bredere.
Katarsis, det er større afklaring, det er dybere indsigt, det er døre, der åbner sig ind til verdener, man ikke kendte, eller kun kender dårligt.
Kunstværker, der leder frem til katarsis, de er værd at gemme på.
Resten fortjener at blive opslugt af tidens flod og med tiden blive glemt.
Men kan man måle sig frem til katarsis ved hjælp af evidens og forskning?
Det kan jeg umuligt forestille mig, selvom jeg har en uddannelse som forsker og har arbejdet praktisk med videnskabelige metoder i mange år.
For hvordan måler man større afklaring?
Dybere indsigt?
Ny erkendelse?
Det er så svært, at jeg næsten vil kalde det umuligt.
Og derfor kommer instituttet til at måle alt muligt andet.
Og det bliver efter den samme logik som den fulde mand, der leder efter nøglerne under gadelygterne, fordi der kan han se noget i stedet for at lede efter dem inde i buskadset, hvor han har tabt dem, men til gengæld ikke kan se en disse.
Kulturens Analyseinstitut kommer til at virke for at gøre sig selv større og permanent.
Det kommer til at virke for større bevillinger til kunst, og de større bevillinger vil ikke gå til kunstnerne, men til alverdens mellemmænd og forstå sig på’ere.
Fordi kunst overhovedet ikke handler om de spørgsmål, instituttet har mulighed for at belyse, og den videnskabelige metode, der belyser kunstens sande værdi stadig ikke er opfundet.
Godt nytår.