I begyndelsen af november 2017 var jeg med Udenrigspolitisk Nævn i Beijing, og et af programpunkterne var et møde med den kinesiske viceudenrigsminister, Wang Chao, og det forløb så skandaløst, at det nåede frem til læserne af Berlingske.
I Berlingskes netavis den 14. marts 2018 kunne man læse følgende beretning, og nu citerer jeg ordret fra den.
Der stod.
Han, og det er nævnets daværende formand, hr. Søren Espersen, beskriver første del af mødet med kineserne som “hyggeligt og traditionelt”, men pludselig tog mødet en drejning.
“Den kinesiske minister tog et stykke papir frem, som han læste op fra i skarpe vendinger, forklarede mig, at det var mig pålagt at overbringe en protest til Pia Kjærsgaard om, at hun ikke skulle mødes med en repræsentant fra Tibet”, siger Søren Espersen”.
Citat slut.
Det var et chokerende møde, og jeg behøver ikke at tage Berlingskes ord for det, fordi som sagt var jeg der selv.
Jeg tog endda et billede, som medlemmerne kan få at se, når jeg kommer tilbage til min plads nede på bagerste række.
Wang Chaos opførsel var så grænseoverskridende, at jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende.
Kina er en stat, der presser politikere fra andre lande hårdt og med grove metoder til at opnå det, landet ønsker.
I den artikel jeg citerede fra, der var der opregnet otte andre eksempler på kinesisk pres mod danske politikere, og artiklen er næsten tre år gammel.
Men det stopper jo ikke her, fordi som de fleste jo nok ved, så har Danmark verdens femtestørste handelsflåde.
Men vi har jo ikke verdens femte største militære flåde, og derfor er vi jo afhængige af en international retsorden, som for eksempel beskytter retten til fri sejlads på det åbne hav.
Men hvordan ser det ud?
Jeg spurgte for nogle år siden den filippinske general, som har ansvaret for den del af Det Sydkinesiske Hav, som grænser op til Filippinerne.
Og jeg spurgte, om der faktisk var fri sejlads, og han sagde, at det var der.
Men han tilføjede, at det skyldes, at den amerikanske flåde har en fast tilstedeværelse.
Så Kina er et problem for sin omverden.
Men det er jo også et problem for sine borgere.
Når man skal på officielt besøg i Kina, så får man lidt spøgefuldt at vide hjemmefra, at man skal passe på med de tre T’er.
Det er Tibet, Taiwan, Tiananmen.
Men dertil kommer jo spørgsmålet om mindretallene i Xinjiang provinsen for eksempel.
Og selvfølgelig spørgsmålet, som vi diskuterer i dag, som er Hong Kong.
Derfor tror jeg sådan set, som flere andre ordførere også har været inde på, at tiden er kommet til, at Danmark genovervejer sit forhold til Kina, fordi landet på mange måder er blevet en plage for sine omgivelser, men jo også i mange, mange årtier har været en plage for sine egne borgere.
Det kan man ikke længere ignorere.
Det bør overvejes, men det bør selvfølgelig overvejes nøje.
Så jeg vil ikke stå her og komme med fikse og færdige løsninger på, hvad man kan gøre.
Men tiden er simpelthen kommet til at forstå, at Kina efter Xi Jinpings magtovertagelse er blevet noget andet end det var under Hu Jintao.
Mange troede måske, at den næste generation af kinesiske ledere blev mere liberale end den forrige, men Hu Jintao var en undtagelse.
Han var den mest liberale, de har haft, men de andre har været meget autoritære.
Men det man kunne gøre som en start, det var jo, at man kunne sende pandaerne i Zoologisk Have hjem.
For de er jo en slags trojanske heste.
Det er trojanske heste med en ekstrem grad af nuttethed udenpå og så kinesisk indflydelse inden i.
Det er jo nogle gaver, man ikke skal slæbe indenfor.
Som alle, der har hørt efter i old eller har læst “Iliaden” ved, så sker der frygtelige ting, når man slæber de trojanske heste ind.
Så det er et forslag, som hermed er givet videre til Folketinget.
Men vi er glade for debatten, og vi støtter den vedtagelse, som fru Annette Lind allerede har læst op.
Tak for ordet.