Skip to content

Henrik Dahls tale ved Liberal Alliances landsmøde

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Henrik Dahl
Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget 2024

Dato

Sted

Tivoli Congress Center, København

Omstændigheder

Fedmarkeringer indsat af taler 

Tale

Kære landsmøde, 
Kære LA’ere, 
Kære venner, 
Undskyld, jeg kommer for sent. Hvor er det godt at se jer alle sammen.
 
Prøv lige at tænke engang. Når vi kommer til Grundlovsdag, er det femårsdagen for det folketingsvalg, man bedst kan beskrive som en nærdødsoplevelse.
 
Det her er vores mest velbesøgte landsmøde nogensinde. Ind imellem 2019 og i dag har der været landsmøder, hvor vi mere eller mindre kunne være i et forsamlingshus.
 
Så der er helt utrolig meget at være glad for i dag.
 
Hvem skulle have troet, der var nogen i LA, der kunne tænke ligesom Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen: ”Hvad skal jeg lave, når jeg gerne vil videre fra Folketinget?” 
 
”Jeg tror sørme, det skal være Europa-Parlamentet”.
 
Det er næsten ikke til at forstå. Det kan vi være stolte af – sammen!
 
Der vil blive lavet en masse meningsmålinger frem mod valget, som spår os en plads i Europa-Parlamentet. Derfor er der måske nogen her i salen, som tror, vi vil føre en afslappende valgkamp.
 
Der er intet, der kunne være mere forkert. 
 
For stemmer det er ikke noget man får, men noget man gør sig fortjent til.
 
Vi skal have borgernes tillid til at repræsentere dem i EU. 
 
Og vise dem, at vi ansvarligt kan varetage danske interesser i Europa-Parlamentet. 
 
Danskerne skal vide, at hvis de stemmer på Liberal Alliance d. 9. juni, så stemmer de på et EU-positivt parti. 
 
Men når valgkampen for alvor går i gang. Så vil jeg bare advare jer: 
 
Der er mange partier, som gerne vil have det her Europa-Parlamentsvalg til at handle om Liberal Alliance. 
 
Det er også lettere at tale om os, end det er at tale om sin egen politik.
 
Jeg vil gerne have at valgkampen handler om Liberal Alliances politik.
 
Lad mig derfor lige opridse den for jer:  
 
Vi tror på, at fælles udfordringer i Europa kræver fælles løsninger. Vi tror på, at det er bedre at være inde i EU, end det er at stå alene udenfor.
 
Men det betyder ikke, at vi siger ja og amen til alt, hvad der kommer fra EU.
 
For jeg er en stolt europæer – men det betyder ikke at jeg er en jubeleuropæer. 
 
Liberal Alliance er et parti som kæmper for et blåt Europa. 
 
Et blåt Europa hvor vi står sammen om Ukraine, og hjælper dem med at få de våben, de har behov for. Et Europa, hvor vi giver Ukraine den håndsrækning, som de har behov for. Hvor vi står skulder med skulder med Ukraine, og viser dem at Europa ikke bøjer nakken, når gangsterregimet i Rusland banker på døren.  
 
Et blåt Europa hvor vi stopper unødvendige og overdrevne reguleringer EU. 
 
Hvor vi styrker vores konkurrenceevne, og styrker vores virksomheder, så vi kan få den nødvendige vækst til den grønne omstilling, og til vores nye oprustning af forsvaret.  
 
Et blåt Europa er et Europa, som øger den enkeltes families frihed, og ikke mindsker dens frihed. For hverken EU, den danske stat eller nogen som helst anden, skal blande sig i familiens barsel. 
 
Vi vil blive mødt med skræmmekampagner om, at vi enten er skabsføderaliser eller skabsskeptikere. Og når partierne indstiller deres sigtekorn efter os på den her måde, så tror jeg at vi står på den helt rigtige linje. 
 
Derfor er jeg sikker på, at vi nok skal overleve de andre partiers skræmmekampagne. 
 
Liberal Alliance har vist, at vi taber og vinder på samme måde - nemlig som et hold.
 
Vi er meget mere end en enmandshær.
 
Vi har mere at byde på end lækkert hår og lækre slogans fra en lun jyde. Jeg er jo trods alt ikke den eneste kandidat på listen.
 
For Liberal Alliances kandidathold til Europa-Parlamentsvalget har motiverede kandidater fra hele landet og med vidt forskellige baggrunde. Bare for at nævne et par eksempler: Vi har Helle, som er sygeplejerske. Thorbjørn som er ingeniør. Mads som er studerende og Chelle som er selvstændig. 
De er alle sammen kandidater, som arbejder dag og nat for at gøre sig fortjent til danskernes tillid. 

Jeg har lagt mærke til, at jeg har et par følgere på X, der er professionelle cykelryttere. Ingen nævnt og ingen glemt.
 
Så jeg vil runde af med at sige tingene, så de også kan være med:
 
I år slutter den belgiske sæson ikke i april, som den plejer. For der kommer en kæmpe finale 9. juni.

Vi kommer til at køre som et hold. Vi kommer til at køre hurtigt. Vi kommer til at køre for at være helt fremme i finalen.
 
Vi lader os ikke forvirre af mærkelige udbrud to hundrede kilometer fra målet.
 
Og vi kommer til at køre – alle mand – med kæden stram. Helt frem til målstregen 9. juni.
 
Kan I have et godt landsmøde, alle sammen!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret