Kære studenter. Jeg hedder Holger, og jeg er borgmester her i Lolland Kommune.
Det er en gammel tradition, at borgmesteren ønsker de nye studenter tillykke med huen – og helt ærligt; Så er det altså en fantastisk tradition! I hvert fald når jeg selv skal sige det. For det her kan man kun blive i godt humør af!
Men bare rolig – jeg skal nok gøre det kort!
--
Jeg vil gerne på Lolland Kommunes vegne ønske jer et kæmpestort tillykke med huen! Tillykke med jeres eksamen og tillykke med alt det, I har lært og oplevet under jeres uddannelse.
Og så er der lige tre ting, jeg gerne vil give jer med på vejen:
For det første; Nu er huen på plads. Og på en dag som i dag, er den et symbol på, at I har nået jeres mål. At I gjorde det! Og klarede det.
Jeg ved godt, at det sikkert har været hårdt undervejs. At der har været dage, hvor I nok har været dødtrætte af det hele. Men I stod distancen, og I klarede det.
Det viser, hvor meget I kan. Når I vil.
Tag det med jer videre i livet. Og husk det, næste gang I bliver udfordret. Eller synes, noget er hårdt. I ved, at I kan – og det kan bringe jer langt!
Det andet jeg vil sige, handler om alt det, der venter forude. Nogle skal måske i gang med en ny uddannelse, andre skal ud at rejse og endnu andre skal måske ud at arbejde.
Men uanset hvad I skal; Så tag imod et godt råd fra en gammel knark som mig;
Gå ud og mød verden med et åbent sind. Vær nysgerrig! Prøv noget nyt. Mød nogle spændende mennesker. Bliv klogere. Lær jer selv at kende. Og se hvad livet bringer.
Det er nu, I har chancen.
(Og så håber jeg selvfølgelig, at I enten vælger at blive her på Lolland, hvor der sker så meget spændende i disse år, eller at I har lyst til at vende tilbage hertil, når I en dag er færdige med jeres uddannelser, jordomrejser eller hvad I nu har gang i. Vi er altid klar til at tage imod jer med åbne arme).
Og det bringer mig så videre til den tredje og sidste ting: Nyd jeres studentertid! For den er bare noget særligt.
Jeg tror mange af os gamle stadig kan huske vores studentertid. Den glemmer man ikke lige.
Så gå ud og lav nogle gode minder. Hyg jer med jeres venner. Få nogle gode oplevelser. Og nyd ikke mindst dagen i dag – den bliver helt sikkert en dag, I aldrig glemmer…
--
Og så vil jeg ikke sige mere. Altså ud over et kæmpestort tillykke igen…
Skal vi ikke råbe hurra for årets studenter?