Indledning:
Goddag alle sammen. Jeg hedder Holger Schou Rasmussen, og jeg er borgmester her i Lolland Kommune. Jeg har fået fornøjelsen af at åbne dagen i dag, og jeg vil gerne lægge ud med at byde jer alle sammen rigtig hjerteligt velkommen. Her til Maribo. Og til en spændende dag med et meget flot, bredt og yderst relevant program.
Hoveddel
For i dag skal vi sætte fokus på senfølger efter seksuelle overgreb. Vi skal høre om angst, lavt selvværd, PTSD og depression. Om at slås med sin krop og seksualitet, have tvangsforestillinger og selvskadende adfærd. Og om at være på kanten af arbejdsmarkedet, ensom og måske uden socialt netværk.
For konsekvenserne kan være store, og komplikationerne mange. Alt for mange mistrives og bærer rundt på alvorlige psykiske, fysiske og sociale problemer i deres voksenliv, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb, mens de var børn. Overgreb, som de måske slet ikke forstod dengang – men som de betaler prisen for nu.
Det er mange, det handler om. Desværre. Og sikkert også mange flere, end vi tror, da det er langt fra alle sager, der kommer frem i lyset. Men Socialstyrelsen anslår, at det handler om 2%. Alene her på Lolland vil det svare til op mod 800 borgere, der potentielt går rundt med ar på sjælen efter seksuelle overgreb i barndommen. Det er frygtelig mange…
Og det er ikke kun dem selv, men også deres pårørende, der bliver berørt. Dem, der gerne vil hjælpe, men måske ikke ved hvordan. Eller ikke forstår, hvorfor deres kære reagerer, som de måske gør. Eller dem, der selv risikerer at løbe tør for energi og overskud undervejs.
Vi ved, at en svær problemstilling ét sted, meget let kan føre til nye problemer andre steder. Det er som ringe i vandet. Og det er derfor vigtigt, at så mange som muligt får den hjælp, de har brug for.
Og det bringer mig frem til den tredje gruppe – nemlig de mange dygtige medarbejdere og frivillige, der hver eneste dag gør en stor indsats. Dem, der har både overskud til at hjælpe, fagligt ved hvad der skal til, og samtidig er vedholdende nok til at holde fast og gå de ekstra skridt, der skal til. Også når det er svært.
Det er en sag, der ligger mig meget på sinde. Og nu tænker I måske; Det er bare noget, han siger, fordi han skal åbne dagen og lyde interesseret. Men det er faktisk mere end det det.
For jeg har selv en fortid som forstander på en institution, hvor vi hjalp børn og unge, der havde været udsat for overgreb. Det var før jeg blev borgmester, og det er nogle år siden nu, men det var en tid og et job, der gjorde et stort indtryk på mig.
Der er unge fra dengang, som jeg stadig husker helt tydeligt. Unge, der var blevet misbrugt og svigtet. Unge, der havde fået ar på sjælen, der var så dybe, at det var noget nær umuligt at forstå, hvad der var sket. Og dermed svært for os at tilbyde den rette hjælp.
Og der var også dage, hvor vi som medarbejdere var nødt til at bære meget på vores skuldre. Det kan være en tung bagage. Det kan de fleste fagpersoner, der er med her i dag nok genkende… Men man gør det. Hver eneste dag. Og når det går godt… når det lykkes at skabe en forbedring… at skabe større trivsel, større forståelse, større livskvalitet…. Ja, så er det uden tvivl hele indsatsen værd!
Afslutning
For mig at se, er der kun en vej frem – og den er baseret på åbenhed, ærlighed, tillid og dialog. Det er det, der skal til, hvis vi for alvor skal gøre en forskel.
Og det bringer mig tilbage til min indledning – at dagen i dag er et vigtigt skridt i en rigtig retning. For det er afgørende, at vi får sat mere fokus på emnet. At der bliver fundet både tid og rum til at dele viden, skabe nye netværk, lære noget nyt og møde andre – både som fagpersoner, pårørende og dem, der er mest berørt af alle.
For jo mere vi taler om det – også det, der er svært – jo bedre bliver vores muligheder for at gøre en forskel. Sammen.
Og med disse ord er bolden givet op. Jeg håber, at dagen i dag vil være et godt udgangspunkt for at slå et tabu ihjel og dyrke den åbne dialog, der er brug for.
Til slut vil jeg gerne takke arrangørerne for dagens flotte arrangement, og samtidig sende en stor og dybfølt tak til alle de mange frivillige og medarbejdere, der i hverdagen er med til at løfte en stor opgave. Der står stor respekt om jeres indsats.
Jeg vil ønske alle en fantastisk synlighedsdag! Tak for ordet!