Indledning
Tak for ordet og tak for invitationen til at være med her i dag. Jeg vil selvfølgelig gerne følge trop på Heinos indledning og sige tak for et fantastisk arrangement – med masser af tilbud, ikke bare ”på”, men også ”udenfor” skinnerne;
F.eks. er det jo ikke hver dag, at man kan komme ind på værkstedet her i Nakskov. Og både ”Broen” i Nykøbing og driftscentralen i Maribo er helt sikkert også nogle spændende oplevelser.
Det sidste faldt jeg endda over i et klip på de sociale medier – og det er jo i sig selv lidt sjovt; Det er trods alt ikke hver dag, at vi ser ung, moderne kommunikation om en ældgammel 150-årigs fødselsdag!
Men det viser måske lidt om, at banen her er lige så vigtig nu som altid… også for de unge generationer…
Hoveddel
Og apropos de 150 år… Så er det her i vores politiske arbejdsdeling (mellem Heino, Simon og mig) blevet min opgave at se lidt på jernbanens historie.
Så jeg har været en tur i arkiverne – og det er jo ikke småting, der er sket igennem årene:
For jernbanen her er bygget i en tid, hvor der for alvor var gang i udbygning af infrastrukturen i Danmark. Den første jernbane åbnede i 1847 mellem Roskilde og København, og siden gik det stærkt; Med nye ruter til Odense, Århus og Ålborg, og mange mindre privatbaner, der var med til at sikre, at man også i landområderne kom med på bølgen, og kunne få glæde af den nye vækst og udvikling.
Den officielle åbning fandt sted den 1. juli 1874 – og det passer jo næsten præcist med 150-årsfejringen i dag.
Men… det var nu ikke alt, der var helt på plads fra dag et;
F.eks. gav dæmningen over Nørresø i Maribo problemer. For den sank! Og i januar 1875, altså kun få måneder efter åbningen, skete et betydeligt skred. Og det var ikke det eneste; I begyndelsen måtte man leve med lidt af hvert…
…Men byggeriet var også gået stærkt; På dagen for den officielle åbning sagde Tietgen, som stod for åbningen, at ”mens banens tilblivelseshistorie havde strakt sig over 9 år, havde dens bygning kun taget 9 måneder”. Så der var måske liiige plads til et par forbedringer hist og her.
Nogen stor guldgrube var det heller ikke i begyndelsen. De samlede årsindtægter var på knap 300.000 kroner og udgifterne næsten det samme. Så det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at der kom lidt penge i kassen, så man kunne bygge nye linjer og stationsbygninger.
I den første tid blev der kørt med 3 tog dagligt i hver retning. Man kunne så følge med i Folketidende, og læse præcist, hvornår toget standsede hvor.
Både køreplan og ruter blev dog løbende tilpasset, og det samme er sket med både bane, tog og bygninger. Præcis som det sker den dag i dag. Det har været én lang udviklingsrejse. Fra dengang til nu, hvor vi står med en moderne jernbaneforbindelse, der hver eneste dag er med til at fragte passagerer på tværs af vores landområder. Til job, skole, uddannelse, fritidsinteresser, familiebesøg, shopping og alt muligt andet.
Det kan nok næppe siges tydeligt nok, hvor stor en betydning denne jernbane har haft og stadig har for et område som vores. Det handler ikke bare om at binde byer sammen, men også om at binde mennesker sammen. Om fællesskab, samhørighed, fleksibilitet, udvikling, kultur og meget, meget mere.
Det er en livsnerve for vores lokalområde – og sådan vil det forhåbentlig blive ved med at være – også i de næste 150 år :-)
Afslutning
Og så vil jeg ikke trætte jer med mere historie. Jeg vil give bolden videre til min kollega, Simon Hansen, der kan fortælle lidt om sin egen historie her på banen…
--