Skip to content

Iben Braad Øibakken Jensens tale ved Foreningen Folkemødets modtagelse af Dialogprisen

Henrik Sørensen

Om

Taler

Iben Braad Øibakken Jensen
Ansat ved Foreningen Folkemødet

Dato

Sted

Festsalen, Københavns Universitet, Nørregade 10, 1165 København K

Tale

Kære alle sammen 
På vegne af Foreningen Folkemødet er det en ære at stå her i dag. 
Det er en ære og anerkendelse at modtage den her pris fra jer – Dialog Forum. En anerkendelse, der ikke blot er en pris. Fordi prisen her bekræfter, hvor vigtigt det arbejde, vi sammen i Foreningen gør for at styrke vores demokrati og skabe rum for meningsfuld dialog. Heldigvis er det arbejde ikke noget, vi gør alene. 
Simpelthen fordi Folkemødet er folkeeje. 
Så det, vi i Foreningen skaber, er kun fundamentet for det, som vores arrangører, gæster, politikere, debatdeltagere og partnere skaber. 
Over tre dage hver sommer på Bornholm. Siden 2011. Altid i uge 24. 
På Bornholm samskaber vi den demokratiske samtale. 
På Bornholm er vi samlet i nysgerrighed og åbenhed. 
På Bornholm deler vi drømme. 
Folkemødet er stedet, hvor meninger deles, og mennesker mødes. 
Vi går i dialog. Vi er tilgængelige. Vi dyrker demokratiet. 
Vi er medborgere, medmennesker og medværter på og for Folkemødet. 
Så det er vigtigt at sige, at uden alle jer og alle dem – alle vores medskabere. Arrangører, gæster, politikere, debatdeltagere, partnere og mange andre. Uden jer ville vi ikke stå her i dag. 
Derfor skal en tak lyde til alle, der deltager på Folkemødet, dækker det i medierne, så det kommer ud til den brede befolkning, og til alle, der følger med. Alle jer, der gør det, skaber Folkemødet. I er Folkemødet. 
Man kunne tænke, at Folkemødet, hvor et væld af organisationer, partnere og 60.000 gæster, alle skal mødes i Allinge, tre dage i uge 24 virker som en umulig øvelse. Krydr det med, at alle har egen dagsorden, konfliktende interesser og ideer. 
Heldigvis bliver alle de udfordringer manet i jorden. Fordi vi lever i et samfund, hvor vi ser værdien i at tale sammen. Selv når vi er uenige. Faktisk måske især, når vi er uenige. 
Vi ved, at vi bliver klogere, når vi alle byder ind. Men i en tid, hvor ekkokamre, kommentarspor og hadefuld retorik præger den offentlige dialog, er det fysiske møde, menneskeliggørelsen af modstandere, konfrontation af forskelligheder, den respektfulde dialog, den nysgerrige samtale og fredelig facilitering nødvendig. 
På Bornholm er vi hele mennesker og ikke bare navne i kommentarspor. 
På Bornholm brydes meninger, og mennesker forsones. 
På Bornholm er det umulige muligt. 
Folkemødet er stedet, hvor meninger deles, og mennesker mødes. 
Det er vi stolte af. Men selvom vi er stolte af det. Er det også noget, som vi hver dag arbejder for at bygge videre på. Demokratiet må ikke stagnere. 
Stemmerne skal blive flere. Dialogen skal bredes ud. Vi skal skabe et rum, hvor de overhørte får ørenlyd. 
De seneste år har vi gjort en særlig indsats for at inkludere stemmer, der ikke tidligere har været velrepræsenterede på Folkemødet. Folkemødet er for alle. Folkemødet skal være for alle. Uanset sociale, kulturelle eller politiske forskelle. Uanset alder, psykiske eller fysiske begrænsninger. 
I samarbejde med TuborgFondet arbejder vi derfor for at unge kan være ligeværdige kulturelle medskabere på Folkemødet. Med Ung Agenda har flere unge end før mulighed for at deltage i Folkemødet og engagere sig i debatten. I har hørt det før, og I vil høre det igen. Ungdommen er fremtiden. Det er ungdommen, der skal sætte tonen for vores demokrati, og ungdommen skal vide, at deres stemmer og ideer er vigtige for at skabe den demokratiske fremtid. 
Vi har også haft fokus på tilgængelighed, for vi ved, at det ikke kun handler om at samle mennesker, men om at sikre, at alle har mulighed for at deltage. Gennem vores samarbejde med Bevica Fonden har vi fokus på tilgængelighedsindsatser. Vi arbejder på at fjerne barrierer, så alle kan føle sig velkomne til at bidrage til debatten. Det er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed; det er et spørgsmål om, hvordan vi som samfund kan drage fordel af de mange forskellige perspektiver, der findes blandt os. 
På Bornholm skal alle stemmer høres. 
På Bornholm samles vi i forskellighed. 
På Bornholm er vi alle lige. 
Folkemødet er stedet, hvor meninger deles, og mennesker mødes. 
Det er dialog. Det er værd at hylde. Det er derfor, vi er så privilegerede at modtage den her pris i dag. 
Det er en stor ære at blive anerkendt for præcis det som Folkemødet kan. Nemlig skabe dialog. 
Så mange tak til Dialog Forum for denne pris. Tak for jeres anerkendelse af, hvad vi laver, hvad Folkemødet kan, og hvad vi skal blive ved med at arbejde for år efter år. Og tak til alle, der skaber Folkemødet med os. Det ville ikke være det samme uden jer. Dialogen ville ikke eksistere uden jer. 
Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags