Inger Støjbergs tale ved Venstres ekstraordinære landsmøde

Kære Venstre-folk 
 
For knap halvandet år siden blev jeg valgt som Venstres næstformand på et ekstraordinært landsmøde. Og det er ikke for meget sagt, at det er et øjeblik, som jeg altid vil huske. 
 
Det stod bestemt ikke skrevet ved min vugge, at jeg skulle være næstformand for Venstre, og jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da jeg blev valgt til næstformandsposten for det parti, som har fyldt så meget i min familie. 
 
Jeg kommer ud af en familie, hvor vi i generationer har været medlem af Venstre. Nu står vi så på endnu et ekstraordinært landsmøde. 
 
Det er næsten ved at være lidt en dårlig vane, men sådan er det. 
 
Og selvom det ikke er officielt endnu, så vil jeg gerne begynde med at ønske Stephanie et stort tillykke med valget som næstformand.  
 
Jeg ved, hvordan det føles. Jeg ved også, at det kan virke lidt overvældende, men jeg ved også, at du kommer til at gøre det rigtig godt. 
 
Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet til dig, Jakob. Det har der været sagt meget om. 
 
Venstre har været det faste holdepunkt i hele mit voksne liv. Og Venstre har i generationer været en del af min familie. Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange boller der er blevet serveret til Venstremøder hjemme i stuerne hos mine forældre. 
 
Jeg ved ikke, hvor mange gange min mor har pakket drømmekage og saftevand, når min far tog mig med til grundlovsmøderne, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange liter tapetklister der er blevet blandet hjemme i bryggerset, når valgplakaterne skulle gøres klar.  
 
Ingen i min familie har været politiker, men mine forældre har for mig altid været det bedste eksempel på det bundsolide frivillige bagland, som har udgjort den stærkeste beton, som er Venstres fundament. Det bagland, som jeg elsker så højt. 
 
For mig, der har Venstre derfor fyldt rigtigt meget. Fra dengang, hvor jeg lånte mine forældres lyseblå tredørs Corolla en kold februar aften, dengang i begyndelse af 90'erne, for at køre til Skive og melde mig ind i Venstres Ungdom, og så til at jeg står her i dag.  
 
Der har jeg haft så mange gode timer rundt omkring sammen med jer alle sammen. Tusind tak for det. 

Jeg har haft flere gode oplevelser, end jeg kunne bede om. Og fået flere venner, som jeg er dybt taknemmelig for fylder min hverdag den dag i dag. Jeg har godt nok været til mange bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage, halvrunde fødselsdage og barnedåber rundtomkring, fordi jeg satte mig ind i den Corolla dengang.  

Det er ikke for meget sagt, at jeg har været glad hvert eneste minut. 

Der er mange ting, der har ændret sig, siden jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom. Jeg kan for eksempel ikke huske, hvornår jeg sidst har set en lyseblå tredørs Corolla, som den jeg lånte af mine forældre. Og jeg tror, vi er rigtig mange, der er glade for, at tapetklister ikke længere er en del af valgkampen.  

Men der er måske også lige rigeligt, der har ændret sig efter min mening. Jeg er helt ind i knoglerne venstremand af den gammeldags slags. Der kan simpelthen ikke være nogen tvivl om, helt inde mig, at jeg har hørt til i Venstre. 

Og Venstre har altid stået stærkest, når vi siger tingene lige ud og står ved vores værdier. Derfor vil jeg også gøre det i dag. 

Politik behøver ikke altid være kompliceret. For mig, der handler det om at sige, hvad jeg mener, også så det er til at forstå. Og også selvom det måske ikke altid lige passer ind i de fine saloner i København og på avisredaktionerne i København.   

Måske er jeg for gammeldags, men jeg mener ærlig talt, at man som dansker har krav på at vide, hvad ens politikere mener. Også når det ikke er lige populært alle vegne. 

Jeg blev valgt ind i Folketinget første gang i 2001. Dengang var Venstre lige blevet Danmarks største parti med en politik, der var til at forstå, og som gjorde en forskel for folk, som vi er flest.  

Tryghed om skatten. 

Tryghed om sundheden. 

Og ikke mindst trygheden om kursen i udlændinge- og værdipolitikken. 

Også når det blev svært. Også når smagsdommerne kritiserede, og ja, også når det igen lød fra eksperterne, at danskernes ønsker om markante opstramninger på udlændingeområdet ikke kunne lade sig gøre, og i øvrigt også var på kanten med det stuerene.  

Man kan slå sig, når man står fast, men vi svigter, hvis vi bøjer os. 

Tænk på, hvordan Anders Fogh Rasmussen stod urokkelig fast på ytringsfriheden, da Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne og verden stod i brand.  

Det var ikke gratis. Det er det aldrig, når der er meget på spil og vores vestlige værdier. Måden, som vi gør tingene på i Danmark, den skal forsvares. Hver eneste dag, også når det er svært, fordi det er rigtigt, og fordi det er vigtigt. 

For mig er en fast værdipolitik og en stram udlændingepolitik meget mere end bare ord. For mig er det noget, man skal være i hjertet. 

Da jeg blev valgt som næstformand, der lagde jeg ikke skjul på, at jeg er en værdikriger. Jeg har hver eneste dag kæmpet for den politiske linje, som jeg tror, vil gøre Venstre stærkest. 

Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er bekymret. Hvis Venstre skal være et stort parti igen, og det borgerlige Danmark skal vriste magten fra socialdemokraterne igen, og det skal vi, så kræver det, at Venstre leverer en klar, troværdig og stram udlændingepolitik. Ikke kun i ord, men også i handling. 

Det kræver, at vi også tør sige og ikke mindst gøre de ting, der er rigtige og måske kontroversielle. Og at vi ikke viger tilbage, bare fordi venstrefløjen og alle dem med de korrekte holdninger hidser sig lidt op.  

Det går ikke, at vi så meget som et sekund glemmer, at vi står midt i en værdikamp hver eneste dag. 

Hvis Venstre fortsat skal være et bredt folkeparti, så er det vigtigt, at vi taler til alle i Danmark. Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem der går i gummistøvler og sikkerhedssko.  

Det er trods alt sådan, at produktionsdanmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes, og pengene tjenes. 

Jeg er bekymret, når jeg ser, at Danmark er ved at knække midt over. Jeg kan mærke, hvordan forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere.

Det er måske ikke noget, der sådan lige fylder, når man bor i København, men for os, der bor uden for de store byer, der kan man næsten fysisk fornemme, hvordan forskellene vokser. 
 
I Venstre må vi aldrig glemme, hvor vi kommer fra, og hvad vi kommer af. Og ikke mindst, hvis Venstre igen skal have statsministerposten i Danmark. Så kræver det, at vi etablerer et nært og tillidsfuldt og respektfuldt forhold til de partier, som skal lægge mandater til vores statsministerkandidat. 
 
Jeg har altid været venstremand helt ind i knoglerne, og jeg har uden tvivl altid været borgerlig helt ud i fingerspidserne. 
 
Og Venstre kommer kun til at stå stærkt, hvis vi har et fortroligt forhold, både på det personlige plan og det politiske plan, til resten af det borgerlige Danmark.  
 
Vi er forskellige partier. Vi skal ikke være enige om alt, men det er en forudsætning, at vi stoler på dem, og de ikke mindst stoler på os, ellers er Venstres tid som statsministerparti i det borgerlige Danmark forbi.  
 
Nogle går og drømmer om en Venstrestatsminister, som sidder på det Radikale Venstres mandater.

Jeg må sige, jeg tror nærmere, at det er et mareridt. Men ligegyldigt om det er drøm eller mareridt, så er en ting sikkert. Det kommer ikke til at ske.  
 
Venstre får kun statsministerposten, hvis der er 90 borgerlige mandater bag.  
 
I ved, at jeg ikke er god til at gå og putte med ting. Jeg siger tingene ligeud. Jeg mener det samme i dag, som jeg mente i går. Det står jeg ved.  
 
Det nytter ikke, at vi bliver politisk korrekte. Vi skal kunne diskutere alting åbent. Sådan skal det være i Danmark, men sådan skal det også være i Venstre.  
 
Der skal være plads til, at vi kan tale om, at mænd risikerer enhver form for retssikkerhed og fyres på må og få, hvis metoo-bølgen går over gevind.  
 
Der skal være plads til at sige, at klimapolitik er vigtigt, men det må ikke stå over alt andet. Svaret kan aldrig blive mindre landbrug og flere CO2-afgifter. Vi skal altså kunne spise en frikadelle og en bøf uden at blive skældt ud.

Vi skal jo altså også leve.  
 
Der skal være plads til, at vi siger det ligeud. Danmark skal ikke tilpasse sig islam.  
 
Vi har problemer med indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og ja, vi er presset, fordi der er muslimer i Danmark, som ikke ønsker at tilpasse sig vores kultur.  
 
Alt for mange er kriminelle, alt for få arbejder. Vi skal have gjort op med ghettoerne, og der er stadig massive problemer med ligestilling i indvandrermiljøerne. 
 
Det er vores opgave at gøre noget. Det er vores opgave at tage det næste skridt i det opgør, som vi stadigvæk ikke har vundet. Vi er kommet et stykke hen ad vejen, og det er ikke langt nok.  
 
Det er ikke omkostningsfrit, det kan jeg skrive under på. Jeg betaler prisen hver eneste dag. Når I tager hjem til familien, så tager jeg hjem fulgt af livvagterne. Sådan er det. Og sådan er det blandt andet, fordi vi i sin tid sammen fik strammet op på udlændingeområdet 114 gange.  
 
Alle Venstres folketingsmedlemmer stemte for og trykkede på den grønne knap dengang. De opstramninger, de var nødvendige hver og en. Det er afgørende, at Venstre ikke tror, at det er gjort med det.  
 
Det er det ikke, der skal mere til, for ellers krakelerer selve det fundament, som det danske samfund er bygget på. Vi skal ikke bøje nakken, når der kommer folk ude fra og kræver særbehandling.  
 
I Danmark, der behandler vi folk godt, men det må nu engang være sådan, at kommer man til Danmark, så skal man tage vores levevis til sig, ikke omvendt.  
 
Ingen ved, hvad morgendagen bringer. Det ved heller ikke jeg, men et løfte vil jeg give til jer. Til alle jer, der har hjulpet og støttet Venstre og mig igennem tiden. 
 
De værdier, som Venstre har stået for i alle de år.  
 
De værdier, som jeg er vokset op med.  
 
De værdier, som kernebaglandet har kæmpet for i mange, mange år.  
 
De værdier, som er selve fundamentet for vores parti, og som Venstre er blevet gjort stærkt af.  
 
Og de værdier, som jeg er så stolt af at repræsentere. 
 
De værdier vil jeg altid kæmpe for. Uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker. 
 
Tak for ordet.