Skip to content

Jacob Bundsgaards tale ved overrækkelsen af Aarhus Kommunes Handicappris

Aarhus Kommune

Om

Taler

Jacob Bundsgaard
Borgmester i Aarhus Kommune

Dato

Omstændigheder

Aarhus Kommunes Handicappris 2023 gik til Jobkollegiet for deres arbejde med integrationen af mennesker med særlige behov på det ordinære arbejdesmarket.

Tale

Kære Priskomité
Kære Handicapråd
Og sidst men ikke mindst kære nominerede til Handicapprisen 2023.

Velkommen til denne prisceremoni i vores smukke byrådssal. En prisoverrækkelse, som jeg har glædet mig meget til at være en del af.

Det handler om Handicapprisen 2023, som i dag – et lille stykke ind i det nye år – er med at kaste lys over og anerkende de helt uvurderlige indsatser, der ydes over for mennesker, som af vidt forskellige grunde har særlige behov, men som kan føle sig ligeværdige ind i det store fællesskab netop på grund af jeres indsats.

Der er heldigvis rigtig mange ansatte og frivillige i Aarhus, der hver dag gør en forskel for mennesker med handicap. Det er også et område som i den grad har politisk fokus, både når det gælder behov og prioriteringer.

Men i dag handler det om jer, der i første omgang er blevet indstillet til årets Handicappris og siden nøje udvalgt af priskomiteen til at være blandt de tre nominerede.

Priskomiteen, der består af medlemmer af Handicaprådet, folk med indsigt i arbejdsmarkedet og kulturlivet har efter en grundig drøftelse enstemmigt valgt en vinder blandt jer tre nominerede.

Men før jeg afslører, hvem der er modtager af Handicaprisen 2023, vil jeg gerne understrege, at alle jer, der står her i dag i mine øjne er vindere.

Jeres dedikerede indsats kan ikke anerkendes nok. Så selvom kun én af jer kan gå herfra med prisen, så synes jeg, at skal vi hylde jer alle tre lige meget for den forskel i gør for hver enkelt af dem, I drager omsorg for – men også for den indsats I gør for det store fællesskab.

Nu kunne jeg så give mig til at opliste en længere begrundelse for, hvorfor I er nomineret, inden vi udløser spændingen.

Men i år har vi valgt overlade en stor del af beskrivelsen af jeres fantastiske indsats til jer selv. De kommer op på skærmen her om et øjeblik.

Men I har også mulighed for at læse meget mere om de 3 nominerede på de plancher, som er opstillet i lokalet ved siden af.

De tre indslag med de nominerede vises herefter på videoskærmen ( godt 3 min).

Og nu er øjeblikket så kommet til at afsløre modtageren af Handicapprisen 2023. 

Jeg kan afsløre, at en helt enig priskomite har peget på Jobkollegiet, som årets prismodtager med den begrundelse, at Jobkollegiet har vist en enestående dedikation og indsats i arbejdet med at hjælpe de unge ind på det ordinære arbejdsmarked og samtidig finde sig til rette i voksenlivet.

Det sidste vil dem, der har fulgt Mads og Mette i TVØstjyllands indslag også kunne skrive under på.

Jobkollegiet har ikke kun skabt arbejdsmuligheder men er også en positiv inspirationskilde til at ændre på samfundets opfattelse af, hvad unge med særlige behov kan opnå.

I det større perspektiv er Jobkollegiet også med til at gøre en forskel for den enkelte OG samtidig også med til at åbne dørene til et arbejdsmarked, der i den grad kalder på alle, der kan og vil. 

Derfor glæder det mig også ekstra, at en af indstillerne repræsenterer en privat arbejdsgiver (Løvbjerg), som i den grad påskønner jeres indsats. 

Kæmpestort tillykke med den velfortjente pris. Jeg synes, at vi skal give både prismodtagere og de øvrige nominerede en stor hånd.

Nu vil Aarhus Kommunes Handicapråd være vært for en lille forfriskning inde ved siden af. 

Endnu engang tillykke til både prismodtager og nominerede.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags