Det er jo rigtig godt, at man igen giver mulighed for at gøre skoledagen kortere lokalt. Det er anden gang, og det sker endnu en gang med 1 år mere. Det var noget, SF forhandlede igennem for snart 2 år siden, og det er noget, der har virket, det er noget, der har været længsel efter ude på skolerne: Frihed til at lave skoledag på den måde, der giver mening lokalt.
Men det er også et forslag, der fylder mig med en kende af frustration, for jeg synes, man har ladet børnene i Danmark vente længe på forandring på skoleområdet.
Det er snart 10 år siden, at man, at vi, at Folketinget besluttede at lave en folkeskolereform, som jo i bund og grund var et stort eksperiment, et ufagligt, et ubegrundet og i min optik også et politisk rigtig dårligt eksperiment med lange skoledage, nogle af de længste i OECD; med store besparelser på både fritidslivet og på lærernes forberedelsestid; med en helt ny måde at diktere, hvordan lærerne skal undervise på med læringsmålsstyring, hvor man siger, at nu skal lærerne bruge præcis den her metode; med tvungen inklusion, der kom samtidig; tvungen digitalisering, hvor alle skoler nu skulle bruge digitale læringsplatforme, hvor man jo kunne plotte de der 3.000 bindende mål ind, så man var klar til de nationale test, så man kunne rette undervisningen præcis efter de test – og så undrer man sig over, at der er nogle børn, der ikke lige føler, de hører til i de rammer; med stadig større klasser, klassestørrelserne i Danmark er historisk store; og med kortere tid i sfo.
Efterhånden er det uklart for mig, hvad tankerne bag det makværk var. Jeg tror, at det for SF var noget med, at man skulle hjælpe nogle af de mest udsatte børn, og for nogle andre var det noget med, at lange skoledage i sig selv har værdi, men for enhver er det jo tydeligt i dag, at folkeskolereformen er en fiasko.
Den tidligere børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, sagde det fuldstændig soleklart lige før sidste valg: Den bør laves om; man bør give mere frihed til skolerne; den lovgivning, der er nu, fungerer ikke.
Og hvorfor sagde hun det? Det sagde hun, fordi vi jo ser resultatet af den reform lige nu med stadig større mistrivsel hos vores børn og unge, med en stadig større mængde af børn, der ikke føler, de passer ind og hører til; så giver man dem alle mulige bogstavkombinationer som undskyldning for, hvorfor de ikke hører til i en skole, som bliver mere og mere snæver; normalitetsbegrebet bliver stadig mere snævert; der er en eksplosion i udgifter til specialområdet til følge; lavere faglighed – godt nok flere timer, men dårligere læseresultater.
Hvad var det, man fik ud af det? Det fik man ikke noget ud af, og det var, fordi det var et eksperiment, et ubegrundet eksperiment.
Alle partier går rundt i valgkampen og siger: Det skal vi da lave om; det er vi enige om; der skal være mere frihed på skolerne. Jeg hørte det i forrige valgkamp, jeg hørte det i sidste valgperiode igen og igen: Vi skal have mere frihed. Men konstant bliver det sådan nogle lappeløsninger med 1-årige projekter, hvor man siger: Nu kan I gøre det 1 år mere. Der var to kommuner, der fik lov til at sætte skolerne fri.
Så var det pludselig en tredjedel af kommunerne, der kunne få lov at sætte fri. Så kunne de jyske skoler blive sat fri, men på Fyn og på Sjælland måtte man ikke være frie, på trods af at vi kan se, det fungerer. Så er der nogen, der spørger: Jamen hvad er det, vi skal sætte fri til? Det må SF blive klarere i forhold til.
Det viser man jo allerede derude at man finder ud af: Når man gør skoledagen kortere, har man to-lærerordninger eller to-voksenordninger; når man gør skoledagen kortere, kan man lave turboforløb; når man gør skoledagen kortere, har man lige pludselig tid og plads til de børn, der ikke passer ind i de stive rammer. Vi siger det alle sammen, men der sker ingenting.
Nu er der så kommet en ny regering, og den har endnu en gang nogle fine floskler om frihed med i sit regeringsgrundlag, men jeg ved da godt, hvor det her med, at skolerne skal sættes fri, står på listen; det står nederst, igen. Så kan vi igen vente i flere år, fordi man i forligskredsen sidder og siger nej til hinanden, fordi man har hver sine små kæpheste.
Der skal min opfordring bare være til Konservative, der var imod at understøtte en undervisning, som kun var halvvejs med i reformen, til Venstre, som lovede før valget, at man ville have mere frihed i skolen, til Moderaterne, der havde det mest vidtgående forslag af alle i valgkampen, til Radikale, som er nogle af dem, vi har været alliancepartner med, til Socialdemokratiet, der klart sagde inden valget, at efter valget skal vi sætte skolerne fri: Få det nu gjort.
Men det er også et forslag, der fylder mig med en kende af frustration, for jeg synes, man har ladet børnene i Danmark vente længe på forandring på skoleområdet.
Det er snart 10 år siden, at man, at vi, at Folketinget besluttede at lave en folkeskolereform, som jo i bund og grund var et stort eksperiment, et ufagligt, et ubegrundet og i min optik også et politisk rigtig dårligt eksperiment med lange skoledage, nogle af de længste i OECD; med store besparelser på både fritidslivet og på lærernes forberedelsestid; med en helt ny måde at diktere, hvordan lærerne skal undervise på med læringsmålsstyring, hvor man siger, at nu skal lærerne bruge præcis den her metode; med tvungen inklusion, der kom samtidig; tvungen digitalisering, hvor alle skoler nu skulle bruge digitale læringsplatforme, hvor man jo kunne plotte de der 3.000 bindende mål ind, så man var klar til de nationale test, så man kunne rette undervisningen præcis efter de test – og så undrer man sig over, at der er nogle børn, der ikke lige føler, de hører til i de rammer; med stadig større klasser, klassestørrelserne i Danmark er historisk store; og med kortere tid i sfo.
Efterhånden er det uklart for mig, hvad tankerne bag det makværk var. Jeg tror, at det for SF var noget med, at man skulle hjælpe nogle af de mest udsatte børn, og for nogle andre var det noget med, at lange skoledage i sig selv har værdi, men for enhver er det jo tydeligt i dag, at folkeskolereformen er en fiasko.
Den tidligere børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, sagde det fuldstændig soleklart lige før sidste valg: Den bør laves om; man bør give mere frihed til skolerne; den lovgivning, der er nu, fungerer ikke.
Og hvorfor sagde hun det? Det sagde hun, fordi vi jo ser resultatet af den reform lige nu med stadig større mistrivsel hos vores børn og unge, med en stadig større mængde af børn, der ikke føler, de passer ind og hører til; så giver man dem alle mulige bogstavkombinationer som undskyldning for, hvorfor de ikke hører til i en skole, som bliver mere og mere snæver; normalitetsbegrebet bliver stadig mere snævert; der er en eksplosion i udgifter til specialområdet til følge; lavere faglighed – godt nok flere timer, men dårligere læseresultater.
Hvad var det, man fik ud af det? Det fik man ikke noget ud af, og det var, fordi det var et eksperiment, et ubegrundet eksperiment.
Alle partier går rundt i valgkampen og siger: Det skal vi da lave om; det er vi enige om; der skal være mere frihed på skolerne. Jeg hørte det i forrige valgkamp, jeg hørte det i sidste valgperiode igen og igen: Vi skal have mere frihed. Men konstant bliver det sådan nogle lappeløsninger med 1-årige projekter, hvor man siger: Nu kan I gøre det 1 år mere. Der var to kommuner, der fik lov til at sætte skolerne fri.
Så var det pludselig en tredjedel af kommunerne, der kunne få lov at sætte fri. Så kunne de jyske skoler blive sat fri, men på Fyn og på Sjælland måtte man ikke være frie, på trods af at vi kan se, det fungerer. Så er der nogen, der spørger: Jamen hvad er det, vi skal sætte fri til? Det må SF blive klarere i forhold til.
Det viser man jo allerede derude at man finder ud af: Når man gør skoledagen kortere, har man to-lærerordninger eller to-voksenordninger; når man gør skoledagen kortere, kan man lave turboforløb; når man gør skoledagen kortere, har man lige pludselig tid og plads til de børn, der ikke passer ind i de stive rammer. Vi siger det alle sammen, men der sker ingenting.
Nu er der så kommet en ny regering, og den har endnu en gang nogle fine floskler om frihed med i sit regeringsgrundlag, men jeg ved da godt, hvor det her med, at skolerne skal sættes fri, står på listen; det står nederst, igen. Så kan vi igen vente i flere år, fordi man i forligskredsen sidder og siger nej til hinanden, fordi man har hver sine små kæpheste.
Der skal min opfordring bare være til Konservative, der var imod at understøtte en undervisning, som kun var halvvejs med i reformen, til Venstre, som lovede før valget, at man ville have mere frihed i skolen, til Moderaterne, der havde det mest vidtgående forslag af alle i valgkampen, til Radikale, som er nogle af dem, vi har været alliancepartner med, til Socialdemokratiet, der klart sagde inden valget, at efter valget skal vi sætte skolerne fri: Få det nu gjort.