Skip to content

Jacob Trøsts tale til kongeparret i anledning af sommertogtet

Om

Taler

Jacob Trøst
Borgmester i Bornholms Regionskommune

Dato

Sted

Rønne Theater

Tale

Deres Majestæt Kong Frederik, Deres Majestæt Dronning Mary, kære begge, kære gæster, kære bornholmere.
Det er med stor glæde og stolthed, at vi i dag kan byde Dem hjerteligt velkommen til Bornholm. Deres besøg er en begivenhed, vi har set meget frem til, og det er en stor ære at have Dem her i vores midte.
Vi håber dagen i dag vil give Dem et lille indblik i noget af det, vi alle elsker ved vores Bornholm. Besøget i dag rummer essensen af det klassiske Bornholm: vores smukke og helt unikke natur, og selv om jeg tror at De, Deres Majestæt Kong Frederik, formentlig kender Almindingen bedre end de fleste, lægger vi blandt andet vejen gennem skoven, inden vi skal besøge et andet helt unikt kendetegn for øen; en af vores rundkirker. 
De vil også komme til at se noget af det erhverv og uddannelse, der giver os håb for og tro på en bæredygtig fremtid, hvor Bornholm spiller en vigtig rolle.
Bornholm har gennem årene udviklet sig fra et traditionelt fiskeri- og landbrugssamfund til at være med helt fremme inden for bæredygtighed, iværksætteri og ny teknologi. 
Vores virksomheder formår til stadighed at udvikle sig, og dét – sammenholdt med et helt unikt samarbejde på tværs af vores virksomheder og brancher – gør, at både nationale og internationale samarbejdspartnere oplever en yderst løsningsorienteret og professionel tilgang til udførsel af alle slags opgaver på og omkring Bornholm. 
Jeg tror, vi alle er klar over, at vi bliver nødt til at udvikle og skabe et bæredygtigt samfund. Dén udvikling griber vi også på Bornholm, og vi er hjemsted for en række innovative energiprojekter, der har til formål at fremme brugen af vedvarende energi.
Måske bemærkede De ved indsejlingen til Rønne, at Rønne Havn er under forandring. Vi har en havn, der er blevet Østersøens centrum for grøn energi ved at stå for en meget stor del af udskibningen af vindmøllekomponenter i Østersøen.
Vindmøllerne er en meget synlig del af den grønne omstilling af vores samfund. Det er heldigvis også synligt, at vi får besøg af flere og flere virksomheder og studerende, som kan bruge Bornholm til udvikling, test og produktion. 
Vores samarbejde med uddannelsesinstitutioner som f.eks. DTU giver os helt nye muligheder og perspektiver på fremtiden.
Vi rækker også ud til andre lande omkring Østersøen og vi oplever at selv konkurrenter finder sammen for at dele viden og erfaringer inden for udvikling af bæredygtig energi. I maj måned var Bornholm vært for en international konference for energiøer. Så vi tager rollen som frontløber meget seriøst, da vi tror på, at samarbejde er nøglen til at tackle de udfordringer, vi i samfundet står overfor i dag.
Deres Majestæters engagement i bæredygtighed og støtte til initiativer, der fremmer en grønnere fremtid, er yderst inspirerende for os alle.
Bæredygtighed vil De også opleve omkring frokosttid. Vores landmænd og fødevareproducenter arbejder dagligt på at skabe produkter, der ikke kun smager fantastisk, men som også er produceret med respekt for naturen og miljøet. 
På Bornholm har vi en stærk tradition for lokal produktion og kvalitet, uanset om vi taler om kunst eller fødevarer. 
Vi er stolte af vores fødevarer, som ofte finder vej til både danske og internationale borde, og vi er gennem hårdt arbejde og målrettet udvikling kommet til et sted, hvor dét, at der står Bornholm på et produkt, er lig med høj kvalitet.
Det samme kan vi sige om vores kunst og kultur; det er af høj international klasse, og vi tiltrækker både kunstnere og kunstinteresserede fra hele verden. Det var ikke tilfældigt, da Bornholm i 2017 blev det første sted i Europa til at modtage den fine titel som World Craft Region.
Jeg vil på vegne af Bornholms Regionskommune gerne have lov til at overrække Deres Majestæter et håndgribeligt minde om Deres besøg på Bornholm, nemlig denne helt igennem unikke skål som er fremstillet af keramiker Maja Frendrup.
Endnu en gang, velkommen til Bornholm. Vi håber, I vil nyde jeres tid her på vores smukke ø og få indblik i de mange spændende projekter og initiativer, der gør Bornholm til noget helt særligt.
Vil De ikke komme nærmere og veksle et ord med keramikeren/se nærmere på vores gave og vil I andre gæster ikke gå hen og tage jer en forfriskning.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags