I så mange generationer vidste jøder, at når man ser en folkemængde med fakler, så skal man gemme sig. Vi havde en kollektiv erfaring fra hundredvis af pogromer og angreb på jøder over hele Europa. Antisemitismen startede ikke den 9. november 38’, og desværre sluttede den ikke i 1945. For 85 år siden var der ingen til at beskytte de tyske jøder. Det var majoritetssamfundet, med dets regering, politi og domstole, alle imod den jødiske minoritet. Sådan er det ikke i aften. Majoritetssamfundet er her for at beskytte dets minoriteter.
I aften marcherer vi med fakler. Vi gør det, fordi vi ikke er villige til at være bange. Desværre ved vi, at der findes en trussel. Og vi har erfaret, at når konflikten i Mellemøsten spidser til, så rammer det jøder i hele verden. Dem som rammer jøderne ønsker, at vi skal gemme os. At vi skal skjule, hvem vi er. De ønsker, at vi skal være bange. De forsøger at skabe splid og had i samfundet, og især mellem jøder og muslimer. Det får de ikke lov til. I dette fakkeloptog går muslimer og jøder og kristne og ateister sammen. Folk fra hele det politiske spektrum, fra højre til venstre, er her. Fordi vi er det danske samfund. Og det danske samfund beskytter dets minoriteter.
Ja, vi er Danmark!
Og ja, faren eksisterer. Men vi er ikke villige til at leve i frygt. Frygten lammer evnen til at tænke fornuftigt. Vi skal lære at håndtere frygten. Vi skal placere den et sted, hvor den ikke overmander os. Og vi går sammen her i dag med ranke rygge og styrker hinanden. I aften går vi gennem vores by med fakler. Vi går ikke imod nogen. Vi går ikke fordi vi er truet. Vi går fordi København og Danmark er vores hjem.