Skip to content

Jacob Bundsgaards tale ved afsløring af mindestenen for genforeningen

Aarhus Kommune

Om

Taler

Jacob Bundsgaard
Borgmester i Aarhus

Dato

Sted

Mindeparken, Aarhus

Tale

I år er det præcis hundrede år siden, at Kong Christian den tiende red over den gamle grænse på sin hest og symbolsk markerede, at Sønderjylland var blevet genforenet med Danmark. 
På mandag d. 15. juni er det den officielle genforeningsdag, og her hundrede år efter markeres den begivenhed overalt herhjemme.
Oprindeligt havde vi her i Aarhus planlagt en lang række af fejringer, men som I ved – og som vi også er opmærksomme på i dag – kom der noget i vejen.
Heldigvis står vi her alligevel i dag – og heldigvis er der stadig måder tilbage at fejre på.
For i dag fejrer vi genforeningen og mindes historien. 
En historie, der stadig har betydning, fordi den var afgørende for, hvor Danmarks grænse går i dag. Og som dengang skabte så stor begejstring i hele landet, at over 600 genforeningssten blev rejst. 
Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er en af de vigtigste historiske begivenheder i Danmark, og det er vi nu med til at markere her i Aarhus.
---
For de mange vakte genforeningen glæde. Et overvældende flertal på 75 procent stemte for, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark, men samtidigt må vi ikke glemme, at genforeningen for andre blev en adskillelse. 
Både for de danskere, som kom til at leve syd for den nye grænse og for det tyske mindretal, der efter afstemningen blev skabt i Danmark. 
Heldigvis står genforeningen i dag som et eksempel til efterfølgelse. 
I dag har det danske mindretal i Sydslesvig egne børnehaver, skoler, idrætsforeninger og endda gymnasie i Flensborg. 
Tilsvarende har det tyske mindretal her i Danmark deres egne børnehaver og skoler. 
Grænselandet er blevet et forbillede for andre – og et smukt billede på, at vi kan lykkes med at anerkende hinanden, omfavne forskelligheden og leve respektfuldt sammen, selvom der også er ting, der adskiller os. 
Det er både inspirerende og noget, som vi kan være stolte af.
Ikke mindst i en tid, hvor vi rundt omkring i verden oplever splittelse og polarisering på tværs af både landegrænser og politiske skel.
For faktum er jo, at vi har brug for hinanden – som mennesker, som by, som samfund og som lande. 
For at udvikle vores velstand, for at gøre verden grønnere, for at bekæmpe en pandemi – for at gøre verden til et bedre og sikrere sted.
Det kunne være et ønske i dag, at 100-året for genforeningen også kom til at stå som et symbol på det.
---
Og i dag tilføjer vi så en ekstra genforeningssten til de 13 andre, som allerede er placeret rundt omkring i kommunen. 
Her i Mindeparken tæt på det store monument, der allerede fortæller historien om de alt for mange danskere, der mistede livet under 1. verdenskrig.
Den nye mindesten udtrykker, at selv her 100 år efter genforeningen, er vi stadig taknemmelige for, at sønderjyderne kom hjem. Og taknemmelige for, at den danske grænse forsat ligger, hvor den gør i dag. 
Det kan vi takke de sønderjyske borgere for – og vi kan glæde os over de stærke bånd, der dengang var mellem danskerne, og som vi også oplever i dag.
For blev 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark ikke helt den fejring, vi havde forestillet os, kan vi i lyset af den krise, vi lige nu gennemlever, til gengæld oveni fejre og glæde os over, hvor meget vi vil hinanden – som danskere og som mennesker – samtidigt med, at vi kan glæde os over den smukke sten, vi lige her om kort tid skal afsløre.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret