“Hej Jan. Tak for at nævne kunstnerne som de første til doorstep, vist aldrig sket før.”
Se sådan lød en mail, jeg modtog fra en musiker, og jeg blev selvfølgelig glad.
Anledningen var, at vi havde haft pressemøde om kompensation i forbindelse med coronanedlukninger, men jeg havde det også sådan lidt: “tænk, at der ikke skal mere til.”.
Vi har lige lukket for koncerter med mere end 50 stående gæster.
Vi har lige lukket for julefrokoster.
Julefrokoster i den måned, hvor kunstnerne har allermest at lave.
Vi har lige, de facto, lukket spillesteder som Hotel Cecil i København, for de kan ikke få deres koncept til at køre rundt, hvis ikke de har gæster efter midnat.
Og så får jeg tak.
Bare for at nævne kunstnerne.
Og for at anerkende det faktum, at vi jo ikke giver fuld økonomisk kompensation til de kunstnere, der har fået taget deres levebrød ud af munden nu for tredje gang.
Højst 90% af omsætningsnedgangen, dog højst 23.000 kroner om måneden og kun, hvis man har mistet mere end 30% af sin omsætning.
Det er et plaster på såret, det er ikke fuld erstatning.
Tænk hvis forsikringsselskabet opførte sig på samme måde.
Dit hus er brændt ned, du skal have nye møbler og malerier på væggene, og så får du af vide, at dine nye møbler, ja dem må du købe i IKEA, hvor du i øvrigt også skal købe de billeder, du vil have på væggene.
Kunst og kultur er vigtigt.
Og alligevel så er kunsten og kulturen det første, der er lukket ned og det sidste, der er lukket op.
Det kan vi ikke være bekendt.
Først når man undværer noget, det er først der man opdager, hvad man rigtig savner.
For nogen, der har det været det lokale opgør mod arvefjenderne i fodbold på stadion.
For andre har det været en aften med ballet på Det Kongelige Teater.
For nogen, der kan det være en aften med stand-up på caféen, og for andre, der er det den årlige bogmesse i Bella Centret.
For nogen er det premieren på den nye James Bond film i biografen, og for andre er det koncerten med Minds of 99.
For nogen er det aftenskolekurset hos LOF, for andre er det en øveaften med koret.
For nogen er det musical i Tivoli, og for andre er det smukfest i Skanderborg.
Vi har savnet noget forskelligt, men savnet har vi været fælles om.
Og hvad har holdt humøret oppe under nedlukningen?
For mit eget vedkommende har det været LP på pladespilleren, en film i fjernsynet eller en bog mellem hænderne.
Kunst og kultur er vigtigt, og det er også vigtigere end politik.
Og hvis du er uenig, så fortæl mig lige, hvem er det de unge har plakater med på væggene?
Det er filmstjerner.
Det er rockstjerner.
Det er sportsstjerner.
Politikstjerner – det ord findes vist ikke.
Og de eneste, der hænger plakater op med vores billede på, ja det er os selv, når der er valgkamp.
Så lad coronaen blive den øjenåbner, der gør, at vi fremover nævner kunstnerne som de første og ikke de sidste.
For kunst og kultur er ikke flødeskum.
Det er livets salt.
Og ja, man kan godt lave mad uden salt.
Men det smager ikke rigtig af noget.
Så godt nytår til jer, der giver salt og tak for jeres indsats.