Jeg hedder Jawaher, og i foråret var jeg højskoleelev, ligesom mange af jer er nu. Men meget af min tid på Højskolen brugte jeg på at bekymre mig om min og min families opholdstilladelse.
Siden marts er den danske regering nemlig begyndt at sende familier og unge tilbage til krigen i Syrien. Jeg har selv fået mit opholdstilladelse forlænget, men det har min familie ikke.
Jeg står til at skulle blive adskilt fra min familie, og de står til at blive sendt tilbage til krig, trusler og diktatur.
Vi flygtede dengang, fra det eneste hjem, vi kendte til, fordi vi frygtede for vores sikkerhed. Frygten for at dø var konstant. For under krigen er der to muligheder: at flygte eller at leve med frygten.
Vi valgte Danmark, for at overleve, og for at skabe en sikker fremtid for vores familie.
En fremtid, hvor vi ikke skal leve i frygt for at dø, en fremtid, hvor mine søskende kan få lov at gå i skole, en fremtid hvor jeg kan starte på min uddannelse uden at frygte, at mine søskende vil blive sendt tilbage til tortur og død.
Tilbage sendelsen af min familie sker på baggrund af en rapport om Syrien, som 11 ud af 12 kilder har taget afstand fra Og Amnesty har rapporteret, at tilbagevendte flygtninge udsættes for tortur og kidnapninger
Jeg har snakket med mange unge og familier, for eksempel Asma og hendes mand fra Damaskus, der begge sidder på et udrejsecenter, adskilt fra deres børn, uden at vide hvor længe de skal sidde der. Og det er ikke et enkelt tilfælde. Mange forældre bliver adskilt fra deres børn og placeret på forskellige udrejsecentre.
Kære medmennesker, Syrien er ikke sikker. Intet menneske flygter for sjov. Ingen vælger at forlade sit hjem for sjov. Ingen vælger at leve på lånt tid, i et land, der konstant minder os om, at vi ikke er velkomne.
Jeg var en ung pige, da mine forældre besluttede vi skulle flygte, og nu som 23-årig er Danmark blevet til det eneste hjem, jeg kan forestille mig, for mig, forældre og søskende.
Forleden dag sagde en politiker til medierne, at de ville ”sende syrerne hjem.” Men mit hjem er i Hillerød, hvor vil de sende mig hen?
For Danmark er mit hjem. Selvom mange ikke tror på det, så vil jeg Danmark. Jeg elsker Danmark. Og jeg vil gøre alt for at mine søskende kan få lov at blive gamle i det her land.
På forhånd tak!
På forhånd tak!