Haluu tamassi, Kære alle,
Jeg er chef på Grønlands Repræsentation i København, og er Naalakkersuisuts repræsentant i Danmark.
Jeg er også historiker, og netop det historiske spiller en vigtig rolle i relationen mellem Grønland og Danmark. En af udfordringerne i den henseende er, at vidensniveauet i Danmark om Grønland er for lavt. Der er dog en positiv bevægelse i gang, hvor der skridt på skridt bliver rettet op på dette. Historiekanonen for den danske folkeskole kommer fremover til at indeholde et punkt om Rigsfællesskabet, så om en generation ved den danske befolkning måske mere om Grønland.
Jeg er også historiker, og netop det historiske spiller en vigtig rolle i relationen mellem Grønland og Danmark. En af udfordringerne i den henseende er, at vidensniveauet i Danmark om Grønland er for lavt. Der er dog en positiv bevægelse i gang, hvor der skridt på skridt bliver rettet op på dette. Historiekanonen for den danske folkeskole kommer fremover til at indeholde et punkt om Rigsfællesskabet, så om en generation ved den danske befolkning måske mere om Grønland.
I dag er årets længste dag. Og solen har en vigtig rolle for Grønland, især fordi der er så lidt af den i mørkere tider af året.
Det virker til, at der er mørke mellem Grønland og Danmark for tiden – arktisk ambassadør, spiralkampagnen, den store historiske udredning, grønlandsk tale i folketinget for at nævne nogle stykker– men det er nok snarere, at der bliver lyttet til sagerne nu. Der er større opmærksomhed på Grønland og Arktis i disse tider, og fra grønlandsk side bliver der gjort en dygtig og vedholdende indsats for at gøre opmærksom på, hvordan verden ser ud fra Grønland. Og at Naalakkersuisut har en klar forventning om at være inddraget, når der bliver talt om Arktis
På det nyligt afholdte rigsmøde og kontaktudvalgsmøde mellem regeringerne fra Grønland, Færøerne og Danmark blev en række udfordringer diskuteret. Selvom der er mange ting at finde løsninger på, er det på sin plads at have diskussionen og at når det gælder Arktis, så skal den grønlandske holdning skinne klart igennem.
På forskellige områder er der markante udmærkelser. Endnu en grønlandsk skuespiller har fået en Reumert-pris – Aviana Steinbacher for rollen i ”Jeg bærer min sjæl”. Klaus Geisler fik ligeledes en pris for nogle år siden. Den oscar-nominerede kortfilm ”Ivalu” blev til med en række grønlandske filmfolk og skuespillere. Grønlands kvindelandshold i håndbold kvalificerede sig forleden til VM i håndbold. Jeg har sikkert glemt andre udmærkelser. Det er glædeligt at der er så mange med et grønlandsk udgangspunkt, der fungerer som ambassadører for Grønland.
På den akademiske front er grønlandseksperterne, der udtaler sig, nu i højere grad folk, der har indgående viden og forståelse for det grønlandske. Som bekendt er der forskellige historiske udredninger undervejs, aftalt mellem Naalakkersuisut og den danske regering. At befolkningerne i begge lande har et fælles historisk grundlag at tale ud fra, er en fundamental del i at kunne nærme sig hinanden og opnå den ligestilling og indbyrdes respekt, som kræves i en fungerende relation.
Inuiattut ullorsiornitsinni pilluaritsi! Glædelig Grønlands nationaldag!