Vores fejring i dag sker desværre på et dystert bagtæppe.
Krigene i Ukraine og Israel/Palæstina kaster lange skygger over Europa og verden.
Polariseringen og en manglende forståelse for hinanden er på fremmarch.
Hvordan kan det være rigtigt, at man i en by med mere end 180 nationaliteter, ikke har plads til at være sig selv?
Krigene i Ukraine og Israel/Palæstina kaster lange skygger over Europa og verden.
Polariseringen og en manglende forståelse for hinanden er på fremmarch.
Hvordan kan det være rigtigt, at man i en by med mere end 180 nationaliteter, ikke har plads til at være sig selv?
Udfordringerne spænder bredt.
Der kan være københavnere, som bærer tørklæde eller har et mellemøstligt eller afrikansk navn, som skal sende langt flere jobansøgninger end deres venner med etnisk dansk oprindelse for at blive inviteret til en jobsamtale.
Der kan være københavnere, som bærer tørklæde eller har et mellemøstligt eller afrikansk navn, som skal sende langt flere jobansøgninger end deres venner med etnisk dansk oprindelse for at blive inviteret til en jobsamtale.
Der kan også være unge, som oplever, at deres baggrund står i vejen for at få foden inden for på en praktikplads.
Samtidig er antisemitismen i Europa og Danmark på sit mest kritiske niveau længe.
Jøder går ikke længere klædt, som de har lyst i de københavnske gader.
Det berør mig dybt og skærer i mit hjerte.
Det må og skal vi gøre op med.
Derfor er det også afgørende, hvad vi i de kommende måneder og år agter at gøre.
For vi vil ikke have racisme og diskrimination i vores by. Så kort kan det siges.
København er en global by.
Vi er københavnere, der er kommet til byen fra alle verdenshjørner.
Københavnere, hvis rødder strækker sig over kontinenter.
Det skal vi være stolte af. Det skal vi hylde. For vi er alle sammen københavnere.
Forskellighed er et kæmpe aktiv for København.
Men nogle gange føles det som det modsatte for den enkelte.
Det bør egentlig være indlysende, at vi alle har de samme rettigheder.
Og vi skal også have lige muligheder.
Derfor er jeg glad for vores nye handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
Den skal være med til at tackle udfordringer, som København på ingen måde står alene med.
Men som landets hovedstad er det både passende og naturligt, at vi har en handleplan på det her område.
Handleplanen tager et bredt favntag med problemet.
For racisme får man ikke bugt med gennem små, isolerede aktioner.
Det skal modarbejdes overalt og på hele kommunens ansvarsområde.
Og ligesom det er vigtigt, at racisme, diskrimination og hadforbrydelser bekæmpes alle steder, skal alle former for eksempelvis diskrimination også slås ned.
Heldigvis har vi i København et stærkt civilsamfund. Jeg kan se, at mange af jer er her i dag.
I har bidraget til, at vi nu står med en handleplan der favner bredt og har konkrete indsatser, vi kan sætte ind med.
Vi har DFUNK, som kæmper for unge flygtninge.
Vi har Sabaah, som arbejder for LGBT+ personer med etnisk minoritetsbaggrund.
Vi har Afro-Danish Collective, som gør en stor indsats for afrodanskere.
Vi har Det Jødiske Samfund.
Vi har Mino-Danmark.
Og vi har endnu flere.
Byen er beriget med et væld af organisationer, med specifikke fokusområder, men som samlet er med til at trække i retning af en by, hvor alle kan være dem, de er.
I skal alle have en kæmpe tak.
Den handleplan, vi i dag er samlet omkring, er foranderlig.
Den er dynamisk, så den hele tiden kan opdateres og udbygges og afspejle den virkelighed, den skal have en indvirkning på.
Siden vi indgik aftalen om at lave handleplanen, er krigen mellem Hamas og Israel brudt ud.
Det har ført til umenneskelige omkostninger for tusindvis af mennesker i regionen.
Og også herhjemme mærker vi hvordan uroen er trådt ud på de københavnske gader.
Af den grund har vi også i udvalget drøftet muligheden for at afsætte flere midler til den samlede indsats mod antisemitisme.
For det er uhørt, at jødiske medborgere skal dække deres religiøse symboler til, når de træder ud i det offentlige rum.
At jødiske mindesmærker vandaliseres.
At jødiske forældre er utrygge ved at aflevere deres børn i skole.
Og at jøder ikke frit kan samles til demonstrationer uden massiv politibeskyttelse.
Det er beskæmmende og må ophøre.
Racisme, diskrimination og hadforbrydelser er nedbrydende fænomener.
Det splitter, hvor der skal samles. Det bryder ned, hvor der bør bygges op.
For nylig besøgte jeg en muslimsk friskole.
Her var lærerne meget nervøse for, om uroen i gaderne kan få nogle af eleverne til at blive tiltrukket af ekstremistiske idéer og miljøer.
Det er en bekymring, jeg deler.
For der findes særlige miljøer, hvor antisemitisme trives.
Det må vi som myndighed sætte alt ind for at dæmme op for.
København må og skal være en by, hvor alle kan føle sig trygge og sikre.
Som kommune er det også en vigtig opgave for os at være med til at sikre det.
Her tror jeg, at vores handleplan har en vigtig rolle at spille.
Indsatserne i handleplanen dækker både arbejdsmarkedet, boligmarkedet, foreningslivet, uddannelsessektoren, det offentlige rum, socialområdet og sundhedsområdet.
Og fælles for alle indsatserne er, at de har til formål at dæmme op for forskelsbehandling og at styrke integrationen.
Lad mig dvæle lidt med integration.
For den gode integration er en særlig vigtig opgave for mig.
Men set fra mit bord er ansvaret for den gode integration ikke kun en samfundsopgave.
Ansvaret hviler også på den enkelte.
Den enkelte skal selv ville integrationen.
Det enkelte menneske skal selv ønske at integrere sig i samfundet.
Samtidig har alle københavnere et medansvar for at invitere ind i fællesskabet og give plads til forskellighed.
For mig er det ikke vigtigt, hvor man kommer fra.
Det, der tæller, er, hvad man kommer med.
Men som kommune skal vi også sørge for, at rammerne for at blive integreret i Danmark er i orden.
At der er plads og rum til at blive en aktiv del af fællesskabet.
Det er en ekstremt vigtig opgave.
Særligt nu, hvor vi oplever, at en bestemt gruppe borgere i vores by føler sig utrygge.
Derfor er handleplanen vigtig.
Vi skal sikre en by med lige muligheder for alle.
På arbejdsmarkedet. I skolerne. Og i byen.
Og vi skal sikre, at vores by er et fællesskab, hvor alle kan være med.
For diskrimination, hadforbrydelser og racisme er stopklodser, som står i vejen for integrationen.
Det skal vi aldrig acceptere. Og med handleplanen her tager vi nogle vigtige skridt imod en løsning.
Til gavn for den enkelte, for København og for alle i landets hovedstad.
Tak for ordet!
Jøder går ikke længere klædt, som de har lyst i de københavnske gader.
Det berør mig dybt og skærer i mit hjerte.
Det må og skal vi gøre op med.
Derfor er det også afgørende, hvad vi i de kommende måneder og år agter at gøre.
For vi vil ikke have racisme og diskrimination i vores by. Så kort kan det siges.
København er en global by.
Vi er københavnere, der er kommet til byen fra alle verdenshjørner.
Københavnere, hvis rødder strækker sig over kontinenter.
Det skal vi være stolte af. Det skal vi hylde. For vi er alle sammen københavnere.
Forskellighed er et kæmpe aktiv for København.
Men nogle gange føles det som det modsatte for den enkelte.
Det bør egentlig være indlysende, at vi alle har de samme rettigheder.
Og vi skal også have lige muligheder.
Derfor er jeg glad for vores nye handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
Den skal være med til at tackle udfordringer, som København på ingen måde står alene med.
Men som landets hovedstad er det både passende og naturligt, at vi har en handleplan på det her område.
Handleplanen tager et bredt favntag med problemet.
For racisme får man ikke bugt med gennem små, isolerede aktioner.
Det skal modarbejdes overalt og på hele kommunens ansvarsområde.
Og ligesom det er vigtigt, at racisme, diskrimination og hadforbrydelser bekæmpes alle steder, skal alle former for eksempelvis diskrimination også slås ned.
Heldigvis har vi i København et stærkt civilsamfund. Jeg kan se, at mange af jer er her i dag.
I har bidraget til, at vi nu står med en handleplan der favner bredt og har konkrete indsatser, vi kan sætte ind med.
Vi har DFUNK, som kæmper for unge flygtninge.
Vi har Sabaah, som arbejder for LGBT+ personer med etnisk minoritetsbaggrund.
Vi har Afro-Danish Collective, som gør en stor indsats for afrodanskere.
Vi har Det Jødiske Samfund.
Vi har Mino-Danmark.
Og vi har endnu flere.
Byen er beriget med et væld af organisationer, med specifikke fokusområder, men som samlet er med til at trække i retning af en by, hvor alle kan være dem, de er.
I skal alle have en kæmpe tak.
Den handleplan, vi i dag er samlet omkring, er foranderlig.
Den er dynamisk, så den hele tiden kan opdateres og udbygges og afspejle den virkelighed, den skal have en indvirkning på.
Siden vi indgik aftalen om at lave handleplanen, er krigen mellem Hamas og Israel brudt ud.
Det har ført til umenneskelige omkostninger for tusindvis af mennesker i regionen.
Og også herhjemme mærker vi hvordan uroen er trådt ud på de københavnske gader.
Af den grund har vi også i udvalget drøftet muligheden for at afsætte flere midler til den samlede indsats mod antisemitisme.
For det er uhørt, at jødiske medborgere skal dække deres religiøse symboler til, når de træder ud i det offentlige rum.
At jødiske mindesmærker vandaliseres.
At jødiske forældre er utrygge ved at aflevere deres børn i skole.
Og at jøder ikke frit kan samles til demonstrationer uden massiv politibeskyttelse.
Det er beskæmmende og må ophøre.
Racisme, diskrimination og hadforbrydelser er nedbrydende fænomener.
Det splitter, hvor der skal samles. Det bryder ned, hvor der bør bygges op.
For nylig besøgte jeg en muslimsk friskole.
Her var lærerne meget nervøse for, om uroen i gaderne kan få nogle af eleverne til at blive tiltrukket af ekstremistiske idéer og miljøer.
Det er en bekymring, jeg deler.
For der findes særlige miljøer, hvor antisemitisme trives.
Det må vi som myndighed sætte alt ind for at dæmme op for.
København må og skal være en by, hvor alle kan føle sig trygge og sikre.
Som kommune er det også en vigtig opgave for os at være med til at sikre det.
Her tror jeg, at vores handleplan har en vigtig rolle at spille.
Indsatserne i handleplanen dækker både arbejdsmarkedet, boligmarkedet, foreningslivet, uddannelsessektoren, det offentlige rum, socialområdet og sundhedsområdet.
Og fælles for alle indsatserne er, at de har til formål at dæmme op for forskelsbehandling og at styrke integrationen.
Lad mig dvæle lidt med integration.
For den gode integration er en særlig vigtig opgave for mig.
Men set fra mit bord er ansvaret for den gode integration ikke kun en samfundsopgave.
Ansvaret hviler også på den enkelte.
Den enkelte skal selv ville integrationen.
Det enkelte menneske skal selv ønske at integrere sig i samfundet.
Samtidig har alle københavnere et medansvar for at invitere ind i fællesskabet og give plads til forskellighed.
For mig er det ikke vigtigt, hvor man kommer fra.
Det, der tæller, er, hvad man kommer med.
Men som kommune skal vi også sørge for, at rammerne for at blive integreret i Danmark er i orden.
At der er plads og rum til at blive en aktiv del af fællesskabet.
Det er en ekstremt vigtig opgave.
Særligt nu, hvor vi oplever, at en bestemt gruppe borgere i vores by føler sig utrygge.
Derfor er handleplanen vigtig.
Vi skal sikre en by med lige muligheder for alle.
På arbejdsmarkedet. I skolerne. Og i byen.
Og vi skal sikre, at vores by er et fællesskab, hvor alle kan være med.
For diskrimination, hadforbrydelser og racisme er stopklodser, som står i vejen for integrationen.
Det skal vi aldrig acceptere. Og med handleplanen her tager vi nogle vigtige skridt imod en løsning.
Til gavn for den enkelte, for København og for alle i landets hovedstad.
Tak for ordet!