”Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse. Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den måde”.
Disse ord faldt fra en mangeårig Venstre-profil og nuværende minister i sommeren 2022 i ugerne op til Minkkommissionens beretning. En beretning som fastslog, at statsminister Mette Frederiksen havde handlet ”groft vildledende” og udstedt en ”klart ulovlig ordre”. Altså ”groft vildledende” og en ”klart ulovlig ordre”, som en anden nuværende V-minister gentog det i en Twitter-video, som gik viralt særligt, da det stod klart, at Venstre ville gå i regering.
En beslutning som jeg og Venstres Ungdom ikke forstod og stadig ikke forstår. Derfor lavede vi også et omdiskuteret stunt med den berømte kiste ude foran Christiansborgs hovedindgang. En optræden vi ikke blev populære på, men som var nødvendig for at illustrere alvoren af sagens karakter.
For Minksagen er ikke bare en politisk skandale som så mange andre. Det er en sag, der rører ved noget fuldstændigt fundamentalt i et demokratisk retssamfund. Nemlig princippet om, at staten skal have klar og tydelig lovhjemmel, hvis den vil foretage indgreb overfor borgerne og deres ejendom.
Før Minksagen havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at der ville komme en dag, hvor dette princip blev forladt i Danmark. Men dagen kom og min naivitet blev gjort til skamme.
Misæren stoppede dog ikke der. For det stod hurtigt klart, at man at man havde begået en alvorlig fejl. Og det er som bekendt menneskeligt at fejle, men utroværdigt ikke at ville tage ansvar for sine fejl. Det endte som bekendt med, at det sidste blev tilfældet. Politik når det er værst. Resulterende i mistillid til staten, politikerne og folkestyret ultimativt.
Minksagen handler derfor om to ting. Respekt for retsstaten og tillid til systemet.
Mit eget parti Venstre formåede ikke at værne om nogen af delene i sin håndtering af sagen.
Derfor har jeg en klar opfordring med i dag:
”Kære Venstre, træd ud af regeringen, drag Mette Frederiksen til ansvar”
Det er nu eller aldrig.
Tak for ordet.