Livet og Poesien
Mine Tilhørere!
Jeg gik en Dag op imod Færdselstrømmen paa en af Hovedgaderne i Glasgow. Intet Steds i Verden — ikke i London en Gang — har jeg faaet saadant et Indtryk af Vognlarm og Arbejdsrøre. Hele den mørke høje Gade er som et milelangt, brølende Svælg af Lyd og Bulder; hundrede Tusinde Vognhjul bumper og støder, slingrer til og fra for at finde et Ligevægtspunkt, mens de skumpler af Sted med deres taarnhøje Byrder. Jeg er naaet hen til en af de vældige Broer, der er slaaet over Floden Clyde; her er Færdslen især sanseforvirrende — det er som at se en hel Nation holde Flyttedag.
Jeg gaar hen over Kjæmpebroen, der skjælver som Bunden i en Violin, naar Buen føres haardt hen over dens Strenge; og jeg la’r min egen primitive Bondesjæl gjennemskjælves af denne for mig saa uvante Udfoldelse af Lyd og Larm. Fra min tidligste Barndom var jeg fortrolig med Stilheden i Naturen og Menneskelivet, den maanebelyste Ro, hvori Bækken taler i Søvne, mens Vandet glider kjærtegnende over Flæg og Siv; jeg var fortrolig med det ensomme Tiktak i Krogen, hvor en blomstret Urskive lyser mod en kalket Væg; men her stod jeg pludselig midt i Brændingen af den gudsforgaaede Helvedes larm, hvori Storbyen aander og arbejder, og jeg kunde ikke rigtig finde mig selv. Da fangedes mit Øje af en lille Tildragelse, der jog en Varmebølge gjennem mit Blod:
Ovre paa det andet Fortov, der hvor Broen hørte op, og det vilde, larmende Gadesvælg atter tog fat, stod der en lille barhodet Dreng og ventede paa at turde krydse Strømmen. I sin spæde Haand holdt han en Kurv med Violer; altsaa en lille Handelsmand, der skulde over paa den anden side af den farlige Gade for at afhænde sin Vare!
Det var kun nu og da, jeg fik et Glimt af ham ind mellem Vognhjul og Hesteben, og hver Gang var hans Ansigt bleven mere og mere fortvivlet; nu hang der to blanke Taarer ned fra Øjenvipperne, de rullede ned over Violerne, som han ligesom besværgende løftede op foran sit Bryst.
Da — pludselig — traadte en garderhøj, knippelstærk Politibetjent dristigt ind mellem alle de sparkende Hesteben, og med et eneste Hug af sin besnorede Arm standsede han hele dette Bjærgskred af Vogne, saa Strømmen størknede ud efter til begge sider. Der laa en mørk, stille Stribe tværs over Kjørebanen, og Betjenten gik over denne Stribe, værdig som en Pater. Og han tog Barnet ved Haanden, og forbi pustende Hestemuler og masende Automobiler og tænderskjærende Fragtkuske, der med hele deres Legemsvægt klemte sig bag over mod Vognbremserne, førte han den lille sikker og tryg over Gaden.
Denne lille Dreng — med Violkurven paa sin Arm — det er Poesien. Lad ham aldrig savne hin myndige Haand, der skal føre ham frelst gjennem Døgnets sønderhakkende Larm og Støj!
Og denne Bøn er ingenlunde overflødig, naar man ved, hvor ringe en Plads, Poesien indta’r i de fleste Menneskers Liv; thi det er i Sandhed nedslaaende at se, hvor stedbarnsagtigt Poesien gaar omkring i de fleste danske Hjem. Medens der af baade By- og Landboere anvendes ret betydelige Summer paa rent haandgribelige Skjønhedsværdier eller hvad der Mand og Mand imellem regnes for saadanne — f. Eks. smukke, sunde Huse, nye behagelige Møbler; flotte, magelige Klæder osv. —, saa er det rent latterligt at anføre, hvad der i et almindeligt Middelstandshjem anvendes paa Bøger i en Nation, der lidt forhastet er bleven udraabt som den mest oplyste i Verden. Ja, jeg vover den Paastand, at her er tusinde og atter tusinde af Gaarde i dette Land, hvor der ikke anvendes 50 Øre paa Skjønlitteratur om Aaret, mens der uden Knur holdes baade Julegilder og andre Fester, der med flere Hundrede Kroner tynger paa Aarets Budget.
Jeg selv er opdraget i saadan en lille Gaard, hvor al Aarets verdslige Bogindkjøb indskrænkede sig til en Almanak til 50 Øre, og saa hændte det endda, at ens strenge Fader behagede at konvertere selv denne beskedne Sum til et Par solide Barnetræsko.
Hvor husker jeg levende Indkjøbet af denne Aarets eneste verdslige Bog. Det var saadan en otte Dage før Jul, at man som halvvoxen Dreng sendtes over til Landhandleren efter Specerier til Julefesten. Og naar saa alt var læsset paa den spæde Ryg, Melet, Sukkeret og den hæsligt vejende Brændevinsdunk, der ikke var til at styre paa den smalle Barneskulder, — saa begyndte jo Parlamenteringen om Almanakken; de hang i en Række paa Snore over Disken sammen med Hestestrigler og Sengepotter og tørrede Fisk; ja, der hang du Julens Pryd — Hosianna! Wisbecks Almanak! I tre forskjellige Størrelser lyste dens dannebrogsprydede Sider mod mit Barneøje; som oftest maatte jeg blive ved den til 50 Øre, en enkelt Gang fik jeg dog den til 75 i Sækken, og da gik Vejen let gjennem Slud og Mulm, om saa Dunken var aldrig saa uregjerlig paa den smalle Ryg, om Fingrene frøs og Sneen klimpede under Træskoene ad de øde, vilde Veje — Belønningen for det alt sammen laa jo der øverst i Sækken som en lille rød fantastisk Bog, der endnu lugtede af Tryksværte og alle Julens skjønne Forjættelser.
Aa, den stakkels hungrende og tørstende Barnefantasi, hvor er den ikke bleven mishandlet og forsømt gjennem Tiderne. Du sørger for efter Evne, at dit Barn faar de for Legemets Opholdelse nødvendige Næringsværdier, du mætter dets Bug med Mad og Mælk — men det, der skulde gjøre Barnet først og fremmest til Menneske, det, der skulde løfte det ligesom i Triumf over den øvrige Skabning, Fantasien, den la’r du uden Skaansel hungre til Døde! — Du har altid en medlidende Taare tilovers for de Børn, der sulter legemligt; hvorfor grædes der aldrig for de usigelige Værdier, Sjæleværdier, der gaar tabte gjennem en tidlig Visnen, fordi Fantasien ingen Næring fik!
Det er maaske endda en endnu dybere Tragedie, at bag om Sultens og den legemlige Forsømmelses hældende Hytter ligger et Land, hvor Fantasiens Lys er slukt og Materialismen dækker alt med sin golde Mulm.
Vort Folk har vel nok engang været et poetisk Folk — vor skjønne Folkeviseskat synes at tyde derpaa — men i Øjeblikket er der saa mange Tegn oppe i Tiden, der gjør en Digter bedrøvet. Poesien har ganske vist Venner baade i By og paa Land, men de bor spredt. Og det staar i den Retning ikke godt til i de nederste Lag; og det er dog her, det gjælder. Har vor Bonde og vor Arbejder mistet Sansen for Poesi, da er der sandelig Grund til Bedrøvelse. Og hvor nedslaaende er ikke det Indtryk, man for Øjeblikket faar af Almuens poetiske Ideal, dersom man lægger Mærke til, hvad han synger, naar han ikke mere sidder i Forsamlingssalen eller paa Højskolebænken, men efter Forgodtbefindende kan gi’ sig sine indre Stemninger i Vold. Jeg sigter her til den Syndflod af Markedsviser med deres stolprende Rytmer og Rim og deres altid taarepersende Indhold af erotiske Veklager eller rene Uhyrligheder af Skrækkebilleder og Morddramaer. Det er ikke noget opløftende Billede, man faar af vort Folks poetiske Trang gjennem disse Sager. Og dog kan disse Viser glæde sig ved en Afsætning som den virkelige Poesi maa misunde dem.
For nogle Aar siden udsendte Ev. T. Kristensen en Samling danske Skjæmteviser — 100 ialt — som han med sin sædvanlige Jærnflid havde sammensanket rundt om hos dansk Almue. Det var altsaa Frugter, der, saa at sige, var plukkede fra Folkets Læber. Det er paa en vis Maade beskjæmmende at blade den Bog igjennem, ikke saameget endda for den utrolige Plumphed, hvormed her dvæles ved erotiske og ekskremen tale Forhold — det har Folkepoesien altid faaet Tilgivelse for, naar der ellers var virkeligt Vid med i Spillet — nej, det beskjæmmende ligger i, at der saa godt som aldrig blandt alle de grove Ting forefindes en uskyldig Morsomhed, en virkelig rammende Spøg, en fint opfattet Ting, hvor Indhold og Form er smæltet sammen til en Enhed.
Gjennemgaaende er Formen her saa skjødesløs eller banal, at ethvert for Poesien skolet Øre føler sig krænket. Hvilken himmelvid Forskjel paa denne og f. Eks. skotsk Folkepoesi, der begejstrede en uopnaaelig Digter som Robert Burns til de udødelige Sange, der grundede hans Verdensry!
Men saadan som disse Skjæmteviser lyder her, kan de næppe altid have lydt; de er bleven trukne ned fra deres Skammel, deres Rim og Rytme er gledne ud; det er med andre ord en Poesi, der har været under Træskoene, og disse Træsko har dets poetiske Sans, har øjensynligt forgrovet sig gjennem Tiderne.
Hvad Folk i Almindelighed forstaar ved Poesi, kan der ogsaa faas et haarrejsende Billede af ved en flygtig Gjennem gang af vore unge Damers Poesibøger; eller for at gaa længere ud paa Kulturmarken: se engang, hvilke jammerlige Produkter Dagspressen opta’r af lokale Rimsmede og derved forsyner med Poesiens Stempel; ogsaa de grusomme Trykfejl, der er Dolkestød mod en Digters Hjerte, men som næsten uvægerlig ledsager de Digte, der gaar op i den periodiske Presse, vidner om, hvor daarligt det staar til med den poetiske Sans endogsaa paa vore Aviskontorer.
Nej, lad os tale saa smaat om vort Folks høje Kulturtrin, i hvert Fald hvad Poesien angaar.
Men paa den anden side, hvilken Kilde til Bedrøvelse er det ikke for den, der blev fortrolig med Poesiens Vidundervæld, ja, som den har skjænket de dybeste Stemninger, der kan stige ned i et fattigt Menneskebryst! Thi Poesien er jo ikke blot et Navn paa noget udenfor os, men det er vort eget Hjertes Slag, Pulsen i vor Væren, uden hvilken Livet var goldt og øde. Held det Menneske, som har følt dette hellige Gys i Blodet, naar han mærkede Pustet af Evighedens Aande mod sin Pande; en stakkels jordfødt Mand, der som hin ensomme i Skriften et Sekund sprængte Jordens Taager og blev forrykket til den syvende Himmel. Smil ikke ad ham; beklag hellere dig selv og ham, at Livet er saa brutalt og tungt, at den dybeste Lykke kun kan skjænkes dig i Sekunder!
Men Himlen være lovet, saa er det jo dog ikke Digteren alene, der er under Indflydelse af Poesiens Almagt; nej, Poesien er dulgt i hvert menneskeligt Bryst, som Tonen er dulgt i Celloens Streng. Der gaar gjennem hvert Menneskebryst en Længsel, nej, et Skrig efter Skjønhed, og ikke den Skjønhed alene, der kan gribes mellem to klamme Hænder, men den endnu langt dybere og ædlere, der varmer os til vor Sjæls Rod. Ja, Poesien er i den Grad gaaet ind i Naturens Plan, at naar du ser nøjere til, vil du finde den i og om dig saa at sige, hvor du staar og gaar. — Der ligger en Sten paa Marken; en ta’r den hjem og lægger den under et Svinetrug, en anden hugger en Statue ud af den. Poesiens Elementer er allevegne. Jeg skal her bare pege paa den Del af Poesien, der er knyttet til Rytmen, der spiller en saadan Rolle ikke blot i Musikken, men i en saa udstrakt Grad i Sangen — den vil du finde overalt saavel i den levende som i den døde Natur — vel at mærke — og det er for mig det interessante i denne forbindelse — allevegne, hvor Livet udvikler sig sundt. — Der er en udpræget Rytme i dit Hjertes Slag, i din Pulses sagte Banken; brydes denne Rytme, da ved du, at nu er du syg. Der er en Rytme i Bækkens Rislen, i Sommerkornets Sus, — en ganske bedaarende Rytme i Dros lens Slag, i Nattergalens Skumrings-Syngen. Der er da ikke Tvivl om, at disse Smaaskabninger har en poetisk Sans, som mange Mennesker maatte misunde dem. Kan nogen tvivle om, at Nattergalens Triller vækker poetiske Stemninger hos Magen, der sidder stille under Løvet og lytter med de blankeste Øjne?
Men selv i det daglige Livs trivielleste Forhold tør denne Rytme ikke savnes, hvis der skal være, hvad vi Jyder kalder „Skred i Arbejdet“. Tænk paa Plejlenes Slag paa Loen, paa to Smedehamres klingre Fald mod Ambolten, paa Høvlens Ritsch og Ratsch over Brædtet — intet Steds tør hin Rytme fattes; den Karl eller Arbejdsmand, der ikke kan finde Arbejdsrytmen, vil altid blive trængt ud af Banen og hyppig ende paa Fattiggaarden. Og hører ikke Maskinisten øjeblikkelig paa Maskinens Dissonans, at nu maa der være gaaet Brud paa Værket! Saadan er da Rytmen i vort eget Blod, i levende og dødt, i Bølgens Slag mod Havbrinkerne, i Klodernes en somme Gang omkring Solcentret, ja i Tavshedens stille Syn gen og i de fjerne Aftenhimles dragende Hvisken — i det, som de gamle saa smukt kaldte for „Sfærernes Musik“.
Er det ikke en betagende Tanke, at saa væsentlig en Bestanddel af al Poesi som Rytmen er, er gaaet op i Skabeplanen. Den er i Himlen, den er paa Jorden — hvorfor da saa sjældent i det menneskelige Hjerte!
Jeg har Grund til at tro, at vor Tidsalder er en af de ugunstigste, Poesien har haft.
Poesien trivedes bedst i de store naive Tider, da Folkeslagene endnu var paa Vandring frem mod deres dunkle Endemaal. — Det fortælles om de gamle Arabere, at naar der var opstaaet en ny Digter i Stammen, da tændtes der Glædesblus i Natten, der lyste den Tidende ud over Ørkenen og op mod den „brede Himmel“, at nu havde Guden atter besøgt sit Folk og givet det en Sanger. De ved, hvilken uendelig Rolle Poesien spillede hos Jødefolket, hos Grækerne, hos Islænderne og Nordboerne. Men hvad gjør man i Almindelighed ved vor Poesi? Man lader den ligge og fange gule Pletter paa et eller andet Bundtmagerloft; mens vor Bog burde ligge i Værkstedet, i Skolen, i Bondens Gaard og i den unge Kvindes Kammer med et friskplukket Firkløver til Bogmærke.
Er det Andelsbevægelsen, som giver Poesien Gift, eller er der andre Kræfter i Virksomhed? En anspændt social Konkurrence har naturligvis sin Del af Skylden for vort Folks Hang til Materialisme.
Jeg forsøgte før at vise Dem, hvilken Rolle Rytmen — det er: Poesiens Form — spillede i Verdenshusholdningen, jeg vil nu forsøge at klarlægge, hvor fornødent det er, at der ogsaa lyttes til Poesiens Indhold, om ikke et Folk skal stivne i Goldhed og Stagnation.
Den, der har fulgt vor Folkekarakters Udvikling — specielt vor Almues — gjennem den sidste Menneskealder, kan ikke være blind for, at der er foregaaet en beklagelig Forskydning i dens sjælelige Lag, saaledes at det nøgterne, det fiffige, det koldt beregnende, er kommen øverst, medens det følsomme, det god hjertede, det varmende Element er bleven trængt til Side. — Fordels- og Vindingsprincippet har afløst den gamle patriarkalske Aand, der endnu herskede rundt om i de gamle, mosgroede Bønderhjem.
Der appelleres saa lidt til Hjertet nu; tænk f. Eks. paa vor Fattigpleje, den afgjordes i Fortiden omkring ved Dørene, gjennem Almisser, ikke just nogen ideel Fattigforsørgelse; men den havde det Gode, at den enkelte stilledes direkte Ansigt til Ansigt med Nøden; han fik den fattiges sørgmodige Historie meddelt gjennem dennes egen Mund, og dette virkede som en direkte Appel til hans Hjerte og Medfølelse; nu afgjøres alt sligt ad Offentlighedens Vej, ad den kolde Beregnings Vej; den fattige faar sin lovmedholdelige Del tilmaalt efter Ligninger og Skalaer, der ikke er stort andet end Subtraktions- og Divisionsopgaver.
Dengang kunde man endnu se et følende Hjerte bøje sig med Graad over den fattiges Leje eller den syges Seng — nu spørges der blot: Hvor mange Procent kan han tilkomme efter Loven!
Atter er da en Aare bleven underbundet, der førte varmt Blod til vort Hjerte!
Nu ønsker jeg slet ikke at hæve Fortiden paa min egen Tids Bekostning, jeg beklager kun, at vor Tids Bonde i Javhasten for at vinde med i den farende Tid er løben fra saa mange af sine herlige og mest uslippelige Egenskaber, som den gamle Bonde havde bevaret og nedarvet trods alle ydre Omskiftelser.
Husker De ret den gamle Bonde med de graa poliske Øjne under de buskede Bryn, og den fornøjelige gamle Skjægkrans, der fremhævede saa smukt alle hans Ansigts joviale Linjer! Han gav sig altid god Tid, derfor løb han heller ikke — som saa ofte Nutidens Bonde — fra sig selv. Han var en Ordenens Mand, der vilde, at hver Ting skulde være paa Plads i hans Gaard; selv hans Mødding var noget af et Digt, saa velklappet og toppet den laa og lyste i Solen mellem de hvide Huslænger. Nu kan man som oftest ikke se, om det er Bonden, der røgter Svinene, eller Svinene, der røgter Bonden. — Kan De huske, hvordan den gamle Bonde plukkede af sit Hø i Gulvet, saa det stadig stod lodret som en Mur og ikke eet Straa ragede uden for det øvrige. Eller mindes De ham, naar han pløjede sin Mark. Han lagde Hovedet en Kjende paa den ene side og skar Furen saa lige som efter en Lineal. Han overanstrengte ikke sine Bæster: ved Agerens Ende og undertiden paa dens Midte ogsaa lod han dem puste godt ud, mens han selv med en Kunstners Glæde saa tilbage over sit Værks smukt skaarne Furekamme. Han satte ikke paany sine Heste i Gang, før han havde delt sin Skraa imellem dem. Han havde en virkelig æstetisk Glæde af sin Gjerning, den bragte ham ikke blot en fysisk, men ogsaa en aandelig, en intellektuel Lykkefornemmelse.
Saadan var den gamle Bonde paa sin Mark, saadan var han hjemme i Forhold til Familie og Husstand. Det er min absolutte Overbevisning, at Nutidens Bonde i Forhold til Tyende og Smaakaarsfolk staar betydelig under den gamle Bonde i daglig Omgang og medfølende Hjælpsomhed. Se saa atter, hvor stærkt den gamle Bonde elskede sine Husdyr; jeg nævnede før Hestene, men hans Medfølelse strakte sig til den mindste Kalv i hans Gaard; han behandlede Dyrene næsten som nære Slægtninge mere end som Nyttegjenstande, der ef ter Nutidens Opfattelse skal ha’ saa og saa mange Pund Kraftfoder for at yde saa og saa mange Pund Mælk; opfylder de ikke i saa Henseende alle rimelige Fordringer, kan de danse til Slagteriet.
Men den gamle Bonde havde endnu et stort Fortrin — og her vender jeg atter tilbage til mit Æmne i snævrere Forstand — han var i Virkeligheden et gjennempoetisk Gemyt, hvis Sjæl og Syn og hele Livsopfattelse var præget i den stærkeste Grad af hele Naturlivets evige Vekslen og Mystik. Ja al den Poesi jeg har mødt og siden efter fattig Evne omsat i min Digtning, har jeg mødt hos disse min Barndoms vadmelsklædte Helte, disse herlige, gamle Skikkelser, der holdt af at sidde bredt og mage ligt for Bordenden bag om Tællelyset og med smaa runde Haandbevægelser og en Skjælm tittende ud af hver Øjenkrog fortælle — altid i det djærve, jydske Sprogs rammende Vendinger — de tusind smaa Træk, der er som Regn og Sol for det poetiske Sind, men lader Materialisten uberørt. — Det er falden i min Lod senere at mødes med de fleste af Aandens store i mit Land og min Samtid, men ingen har beriget mig som disse jævne Almuesmænd, som der tilsyneladende intet mærkeligt var ved, men som havde det store naive Hjerte og det groende Sind, hvoraf Poesien og alle ægte Aandsskatte vælder.
Han havde Fantasi, den gamle Bonde, hvad Nutidens Bonde fattes i saa sørgelig Grad. Nu er de forlængst væk, de gamle Bønder, ogsaa hin gamle Iver, der har kastet Poesiens Trolddomsglans over mit Fødehjems fattige Stuer saa mangen en fygende Vinterkvæld, naar Karterne skrattede, og den altid søvnige Talgpraas havde Tyv i Lyset; han var ikke ganske garanteret imod, gamle Iver med de rindende Øjne, — det fore laa i hvert Fald som en Mulighed, at naar han nu rejste sig fra Bordskiven og tog den tunge Kjæp i Bænkkrogen for at finde hjem over de knudrede Bakker, kunde han meget vel risikere at møde Helhesten ved Jeppes Hul eller Elvepigen under Kistelbak.
Nu er det ikke min Hensigt at ønske disse Overtroens Tider tilbage i vort Folk; men vist er det, at den gamle Bonde, som vi her taler om, hans Himmel var spændt højere til Vejrs end deres, der har faaet Gaard og Grund efter ham. Hans rent menneskelige Værdi var større, hans Fantasiverden var i en hver Henseende mere sprudlende og omfattende.
Og det er maaske den dybeste Bebrejdelse vi kan rette mod Nutidens ellers saa dygtige Bonde, at han har ladet sin Fantasis Kilder sande til; thi Fantasien og Poesien er som højre og venstre Haand, uden dem vil et Folk aldrig komme til at ud rette noget nævneværdigt.
Allerede Jesus saa jo i Fantasien — det vil sige i Evnen til at sætte sig i andres Sted — Moralens Hovedhjørnesten, naar han sagde: „Hvad du vil, at andre skal gjøre imod dig, det gjør du imod dem!“ Her er jo Opfordringen gjort til stadig at flytte Tanken over paa Næstens Grund. Naar vi altid havde Billedet af vor lidende Broder for os, eller i det mindste ejede Evnen til, naarsomhelst at tænke os ind i hans Kaar og Savn, ja, saa vilde denne Verden være omtrent saa god, som den kunde blive.
Tror De kanske, at den Mand, hvis Fantasi var et rislende Væld og ikke en tilgroet Sump, vilde kunde udholde at gjennemtænke Krigens eller det evige Helvedes Rædsler; nej, han vilde staa op og fordømme dem begge. Alle vore Fordomme, de mindste med de største, voxer i Læ af vor manglende Fantasi — som Andemaden voxer i det Vand, der ingen Strøm er i.
For nogle Aar siden skrev jeg Bogen „Vredens Børn“, der blev stærkt dadlet fra en vis Side, fordi jeg skulde ha’ været mindre nøjeregnende i mine Angreb paa den danske Gaardmandsstand. Bogen var imidlertid saa vederhæftig, at om det kunde tænkes, at jeg var bleven kaldt for Domstolene, kunde jeg ha’ beediget og lagt Navn og Adresse til selv det usandsynligste af Bogens Træk.
I Pressens Iver for at komme mig til Livs dengang, la’ kun en enkelt Mærke til, at jeg ikke paaduttede Husbonden en eneste bevidst ond Handling; i denne Bog øder Husbonden sit Tyendes Lykke paa samme tankeløse Maade som den, paa hvilken et Barn piner en Fugleunge, simpelthen af Mangel paa Fantasi. Bertel Nørgaard — en af Bogens Hovedfigurer — er ikke ond, hans Fantasi er kun en stakkels afstumpet Ting, der ikke formaar at omfatte de Medmennesker, han har i sit Brød. — Og dette er jeg overbevist om, er det sande Forhold ikke alene i vor Bondestand, men ogsaa blandt de andre Samfunds stænder. En hel Hob af vore værste Samfundssygdomme kunde kureres, hvis der bare foretoges en systematisk Op dyrkning af vort Folks Fantasi. — Her kommer da Poesien, Litteraturen, som den store Hjælper og Forløser. Hvilke nære og kjære Venner kunde ikke Bøgerne blive for dem, der forstod at lytte til deres tyste Visdom! De allerfleste Mennesker lever jo som bag et Gitter, hver paa sin egen lille afstukne Firkant. Kjøbmanden lever bag sin Disk og har ingen rigtig Forstaaelse af Skomageren, Bonden har altid haft svært ved at forstaa Bymennesket og omvendt; Husmanden har ingen Adgang til Godsherrens bonede Gemakker, og Herremanden er som oftest for stor til at kunne glide ind under Husmandens lave Dørkarm uden at faa Buler i Panden. Men Bøgerne, de kommer med deres tusinde Erfaringer fra Øst og Vest til hver den, der blot vinker ad dem, som Ravnene bragte Føde til Elias. De vilde gjøre den ensomme mindre ensom, vilde bryde Hjemfødningens indsnævrede Vaner og udstrø Tanker og Stemninger og Skjønhedsbilleder i alle aabne og tørstige Sind.
Den Mand, der kun tumler med Landbrug, vilde gjennem en god Bog faa et nyt Tankeindhold, hans Sind vilde komme under en lykkelig og befrugtende Vekseldrift, der sandelig ogsaa nok skulde sætte sine gavnlige Spor i hans egen snævrere Livsgjerning. Thi heller ikke den praktiske Mand vil angre, at han har holdt sin Fantasi aaben. Fantasien er ogsaa her den Evne, der gi’r Overblik og slaar ned paa det rette Punkt, som Glenten fra den blaa Luft.
Lad os da ønske det Folk, som vi trods alle dets Fejl elsker dybest af alle Folk, at det atter maa komme i rig og frugtbar Forbindelse med Poesiens Vidunderverden, — lad ham ikke vedblivende gaa upaaagtet og grædende forbi din Dør, ham, Barnet med Violkurven paa sin Arm. Thi den, der lukker Poesien ind i sit Kammer, lukker en Engel ind i sit Hjærte.
Jeg har her talt saa meget om vor Bonde — ikke fordi jeg tror, at Poesiens Niveau staar saa meget højere i de andre Stænder, men fordi alle mine Skuffelser som alle mine Forhaabninger gjerne vil ta’ den Adresse, og fordi jeg tror, at en hver stor Fornyelse indenfor vort Folkesamfund endnu i lange Tider maa komme fra Bondens Lejr.
Det danske Land er de gule Kornagres Land, det danske Folkesymbol er den pløjende Bonde. Men Ploven skrider bedst, naar der nynnes lidt dertil, og det er enhver sand Digters ædleste Drøm, at hans Sang maa naa disse naive Sjæle, disse „rene af Hjerte“, for hvem Poesien ikke er en klingende Bjælde, men et livsvarmt Væld, hvori Hjerterne fyldes, og Følelserne mættes og udvides.
Det var vel dette, der foresvævede Grundtvig, — den gamle Barde, hvis mægtige Orgel endnu toner søndagsfestlig igjennem al dansk Folkesang, — det var vel det Ideal, der glødede hans Sind i Brand, da han skrev de skjønne Linjer:
„Det være skal vor største Fryd som Skjalde barneglade, naar hoppe kan ved Sangens Lyd selv bare Ben paa Gade. Det kaldes skal vor bedste Sang til evig Ros og Minde, som løber rundt i Dannevang, naar Piger Negen binde.“