JEPPE AAKJÆRS TAK TIL FAKKELBÆRERNE
Tak, I der lyser! Tak, I der synger! Tak for at I med Eders unge Stemmer kommer mig imøde med lysende Sang! — Der er fortalt om et gammelt arabisk Hyrdefolk, at naar der var opstaaet en ny Digter i Folket, saa tændtes der Baal, hvis Flammer lyste langt ud over Ørkenen, og Unge og Gamle dansede omkring Baalene af Glæde over, at en ny Sanger var bleven deres Stamme til Del. Det er det samme, De gjør her i Aften. Det eneste sørgmodige ved Sammenligningen er, at jeg ikke mere er en ny Sanger, men snarere en gammel udtjent Svend, som Tiden har strøet ikke saa lidt Aske i Haaret.
Jeg har i disse Dage maattet gjøre mig selv det Spørgsmaal, hvad der vel kunde være i min jævne Sang, der talte til Deres Hjærter, saa De følte Trang til at hylde mig som her i Aften, saa skjønt og storslaaet, som jeg aldrig er bleven hyldet. Jeg er jo dog først og fremmest Bondelandets, Markernes, Ensomhedens og de store Vidders Sanger. Og De og Deres By maa leve i Larmen. Haan ikke den! Smæd ikke Storbyens Larm! Det er dens sunde Aandedrag, det er i Larmen og i Kraft af Larmen, at Storbyen lever og trives.
Men naar Larmen stilner al, saa staar Høstens store Stjerner over Deres By som over hele det øvrige Land, og i denne Stilhed kan det vare at De er bleven gjæstet af mine Ensomheds-Sange eller mine Viser fra Hverdagen.
Tak for Deres lysende Hyldest! Fakler i Natten er et herligt Syn. Ilden er det dristigste, det muntreste, det frejdigste at alle Elementerne. Derfor passer en Fakkel saa godt i Ungdommens Hænder Loft Eders Fakler højt, saa Mørket ræddes, lad deres Lys spille i alle søvnige Ruder; lad det trænge ind i alle mugne Kroge, saa de gamle Edderkopper trækker sig baglænds tilbage, mens de hvæsser de arrige Kjæber!
Tak for Eders Fakler, som lyser over mig her under Høsthimlens slørede Stjærner. Aldrig har disse Stjærner smilet til mig med saa forunderlig en Glans.
Men har nu Eders Fakler lyst paa mig og min slidte Harpe, saa gid at Gjenskjæret maa falde paa den unge Mand i Mængden, som jeg haaber maa staa med Geniets Feber i sit Blod nede imellem Jer — den unge Mand, der skal arve den folkelige Harpe efter mig —, da tager han en Dag min Plads her paa Altanen, mens min Aand flakker mellem Høsthimlens slørede Stjærner.
