Skip to content

Jeppe Bruus' tale ved indvielsen af skattecenteret i Svendborg

Om

Taler

Jeppe Bruus
Skatteminister

Dato

Sted

Skattecenter, Svendborg

Tale

Tak for invitationen til åbningen af jeres nye skattecenter her i Svendborg. Det er jo en utrolig dejlig by at komme til. Jeg var her såmænd selv for et par somre siden, hvor jeg rejste rundt med min familie i området hernede. 

I har jo simpelthen Danmarks bedste minigolfbane liggende lige ovre i Smørmosen på Thurø. Og kombineret med, at delfinen Delle så plaskede rundt og optrådte for os nede i Svendborg Havn, så var der ikke et øje tørt hos hverken børn eller voksne.
Der kom godt nok et lille skår i glæden, da min datter Dictes helt nye sommerhat blev taget af en vind og fløj ud i havnen. Vi så den drive til havs, og så så vi den aldrig igen. Ikke så længe derefter forsvandt Delle i øvrigt også.
Det er jo ikke fordi, jeg på den måde er konspiratorisk anlagt, men hvis I hører om en delfin ude på de syv have, der svømmer rundt med sommerhat – så er det nok min datters.
Tillykke til jer og til Svendborg
Nå, men nu skal det jo ikke handle om mig det hele. Det er jo trods alt jer, vi fejrer. Så lad mig starte med at sige tillykke til jer med det fine nye sted her på Ryttervej. Jeg kan jo forstå, at det er en adresse, som har gjort Danmark ære. Først som erhvervsskole. Så som corona-vaccine-center. Og nu peaker det så med at få lov til at lægge hus til det nye Skattecenter Svendborg.

Det er det næstsidste af de i alt otte nye skattecentre, som vi har etableret i forbindelse med kontrolreformen. Og det er et meget konkret symbol på, hvor langt vi er nået med den proces, vi satte i gang med kontrolreformens første etape i 2020. En proces som vi nu kører helt i mål med etape fire og med åbningen af først jeres skattecenter her i Svendborg og lidt senere det allersidste skattecenter i Frederikshavn.
Nu sagde jeg lige tillykke til jer med det nye skønne sted her i Svendborg. Men jeg vil faktisk også sige tillykke til Svendborg – og til dig Bo [borgmesteren] - med, dels at I har fået et nyt skattecenter og dermed en meget borgernær spydspids for Skattestyrelsen til byen. Og dels med at I har fået alle de her fantastiske mennesker med i købet.
Det er selvfølgelig enhver borgmesters fornemste opgave at skønne på nye arbejdspladser i byen. Og skatteydere ikke mindst. Det er jeg som skatteminister den første til at forstå.
Men derudover vil jeg sige til dig, at lige præcis den her gruppe er embedsmænd af den allerbedste kvalitet.
Og det er altså ikke noget, jeg bare siger, uanset hvor jeg kommer frem.
Men I 110 – eller sådan deromkring – som rykker ind her fra og med i dag. Og hvoraf en meget stor del har sagt ja til at flytte med hertil fra Odense. I er jo i meget høj grad Skattevæsnets ansigt udadtil. 
Det kan godt være, at det er mig, der stiller op i radio og på tv og prøver at svare dér på bedste evne. Men som politiker har man jo tit det privilegium, at når der så er nogen, der stikker en kniv ind der, hvor det måske gør lidt nas. Når nogen spørger om noget meget konkret, som handler om et bestemt menneskes helt aktuelle situation – så kan man svare:
”Jeg kan desværre ikke gå ind i enkeltsager.”
Sådan kan I ikke svare. For det er lige præcis enkeltsager og hel konkrete mennesker, I arbejder med og hjælper hver eneste dag. 
På telefon, på mail, på chat, til møder.
I besvarer henvendelser, og I yder vejledning til borgere og virksomheder. Og alle vores tilfredshedsundersøgelser viser, at det gør I virkelig godt.
Trods de trælse sager om ejendomsvurderinger og gæld og udbytteskat, som har fyldt og stadig fylder i medierne, så kan vi faktisk se, at langt de fleste danskere oplever deres møde med skattevæsnet positivt.
Og det er ikke min fortjeneste – det er jeres.
Et velfungerende skattevæsen er baseret på tillid. Den tillid er I garanter for. Dels ved at være servicemindede, professionelle og troværdige at tale med, så borgerne har tillid til jer – og dermed os.
Og dels ved at give så god og præcis vejledning, når borgere og virksomheder skal afgive oplysninger, så de oplysninger, vi får ind, er korrekte. Det skaber tillid til, at de skatteansættelser, systemerne bagefter kan lave, er til at stole på.
Så tak til jer for også fremover at være skattevæsnet tillidsvækkende ansigt udadtil.
Endnu engang et stort tillykke til Svendborg med jer. Og tillykke til jer alle sammen med jeres nye, flotte skattecenter.
Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med jer her i en af Danmarks mest charmerende byer.
Tak for ordet og fortsat god fejring!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags