Skip to content

Jesper Petersens tale ved åbningen af Grundforskningscenter PREDICT

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Jesper Petersen
Uddannelses- og forskningsminister

Dato

Tale

Kære Tine. Kære Jens. Kære Per. Kære alle sammen.
Stort tillykke med det nye grundforskningscenter. Og tak for muligheden for at give dette nye og meget løfterige forskningscenter nogle ord med på vejen fra mig. Som minister og repræsentant for regeringen. Egentlig var det slet ikke mig, I inviterede. Sådan kan tingene ændre sig hurtigt i politik.
Men jeg har – ikke desto mindre – glædet mig til i dag. Der er rigtig mange nye arbejdsgange og fagområder, man skal sætte sig ind i som ny minister. Et af de områder, der er både øjenåbnende og virkelig spændende. Det er at lære om alt den fantastiske forskning, der foregår i vores lille land. På absolut topniveau.
Forskning, der gør en forskel
Forskning, der gør en forskel for planeten. For den måde vi forstår verden, mennesker og kulturer på. Forstår sygdomme på. Forskning, der gør en kæmpe forskel for helt almindelige mennesker. Mennesker, der f.eks. kunne have en kronisk mave-tarm-sygdom, vi i dag ikke forstår eller kan behandle.
Vi har forskning på absolut topniveau i Danmark. Fordi vi har dygtige mennesker, og fordi vi investerer i det. Vi investerer hvert år over 24 milliarder kroner i forskning. Faktisk er vi det land i OECD, der investerer flest midler i offentligt udført forskning i forhold til vores BNP. Det gør vi fordi, forskning virkelig kan flytte noget. Den gør os klogere. Den er udgangspunktet for mange nye teknologier, nye produkter, ny medicin. Som skaber nye eksportmuligheder og arbejdspladser. Forskningen gør os stærkere som samfund og er med til at finde svarene på verdens helt store udfordringer.
Gode råvarer
I Folketinget er det Claus Meyers kantiner, der står for forplejningen. Og Claus Meyer har en gang udtalt, at det ikke er værd at investere sin tid i dårlige råvarer. Med det mener han, at hvis man skal lave god mad. Og det er uanset, om man er stjernekok på en michelin-restaurant - eller bare en travl far på en tirsdag aften i hjemmekøkkenet. Så kommer man længst, hvis grundingredienserne er i orden.
Det princip synes jeg egentlig, man kan overføre til mange andre sammenhænge. Også forskningen.
Med lige præcis det princip i baghovedet, er jeg ikke i tvivl om, at I har skabt et virkelig godt udgangspunkt for det her grundforskningscenter.
I kombinerer tre af de bedste råvarer, der findes i dansk forskning:
  • Excellent grundforskning, der løser virkelige problemer
  • Unikke danske data
  • Og en dygtig topforsker.
Excellent grundforskning
Lad os starte med den excellente grundforskning. Grundforskning er jo noget, der ikke nødvendigvis peger i en bestemt retning. Man kan sige, at det er et frø man sår nu. I håbet om, at man måske om 10, 30 eller 50 år, kan høste en plante. En plante, som man heller ikke kender endnu. Men grundforskning løser i høj grad virkelige problemer.
Tag nu corona. Vi har lige stået og glædet os over, at vi kan give hånd igen. Hilse ordentligt på hinanden ved en lejlighed som denne. Vi kan også stå tættere. De fleste af os er nemlig vaccinerede mod corona lige nu. Det er vi blandt andet, fordi en ungarsk forsker i USA har brugt 40 år på grundforskning i mRNA-teknologi. Selvom ingen vidste, om det ville føre nogen vegne.
Det viser vigtigheden af grundforskning. Og vigtigheden af, at man tager den nysgerrige, eksplorative grundforskningstilgang og tilpasser den til et bestemt mål for at løse virkelige problemer. I det her tilfælde er målet at blive klogere på mave-tarm-sygdomme, som tusindvis af danskere lider under.

Jeg mener, det er rigtig vigtigt, at vi også har den type grundforskning. Med et klart mål om at forstå de her kroniske mave-tarm-sygdomme bedre. Og potentielt forbedre livskvaliteten for de tusindvis af mennesker, der lider af dem.
Jeg er glad og stolt over, at vi har en Grundforskningsfond, der ser potentialet i netop den type forskning.

Unikke danske data
Så er vi nået til de unikke data. Når man kombinerer den strategiske tilgang med unikke danske data, så begynder det at blive rigtig interessant. Som forskningsminister bliver jeg jo lidt ekstra stolt, når jeg hører, at vi kan noget særligt her i Danmark. Og det kan vi på det her område. Vi har generationer af hælprøver liggende i biobanker. Vi har så meget socioøkonomisk data på vores borgere. Og i kombination betyder det, at vi kan lave helt unik sundhedsforskning.
Så unik, at topuniversiteter i hele verden allerede har meldt deres interesse for jeres forskning.
I regeringen vil vi netop gerne understøtte, at de unikke data, vi har i Danmark, bliver brugt i forskningen. Forskning, hvor Danmark kan blive verdensførende. Og derfor er anvendelsen af dansk sundhedsdata også en væsentlig del af regeringens life-science-strategi.
Tine Jess
Og så har vi den sidste afgørende komponent, der kommer til at gøre PREDICT til en succes. Og det er dig, Tine Jess. Du er exceptionelt dygtig inden for dit felt. Og nu er du blevet udvalgt af Grundforskningsfonden til at gøre din idé til virkelighed.
Fonden stiller nogle meget høje krav til videnskabelig kvalitet, fagligt ambitionsniveau og originalitet. Så det er et kæmpe skulderklap til dig.
Med de gode råvarer på plads, så kan det kun komme til at blive en succes.
Jeg glæder mig til at følge jeres arbejde de kommende år. Til jer og alle jer, der skal være med i det. Stort tillykke med åbningen – og god arbejdslyst.
Tak for ordet.

Kilde

Kilde

ufm.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags