Jesper Theil Thomsens tale på Folkemødet på Bornholm

Mit folkemøde startede ved at jeg vågnede kl 0653 i København i torsdags

Min bus gik 0635.

Jeg havde en debat kl 12, og begyndte med det samme at tjekke efter fly på Momondo, mens jeg panikkede ved tanken om at skulle stå på scenen med Selma og fortælle hende at jeg havde fløjet til Bornholm.

Heldigvis forstod min kæreste min frygt for at blive retmæssigt klima-shamet af Selma, og endte med at køre mig til Ystad, så jeg kunne nå færgen, og nå min debat.

Min første debat var om tillidskrisen til demokratiet, og den var god - indtil til sidst hvor vores tidligere undervisningsminister Christine Antorini erklærede at der intet behov var for at de politiske organisationer skulle tilpasse sig - de unge kunne jo bare tage sig sammen og melde sig ind, hvis de ville have indflydelse - sværere var det ikke.

Og med et, blev jeg påmindet om hvorfor vi var her. For som Hal Koch sagde, så er demokratiet ikke en sejr der er vundet, men en kamp der skal kæmpes - men hvor ville jeg bare ønske, at det ikke var den generation der allerede havde de største kampe, det også skulle kæmpe den kamp.

Videre måtte jeg, til en debat om arbejdsliv og stress. Jeg kom med en besked om at omend jeg ikke ved hvad problemet er, så ved jeg at løsningen findes - for der hvor jeg arbejder, knækket folk ihvertfald ikke.

Om aftenen havde jeg en middag med Tuborgfondet, hvor der blev serveret så meget svinekød at jeg igen tænke, gud, hvor glæder jeg mig ikke til at jeg skal fortælle om det her til Selma.

Men omend maden hørte fortiden til, gjorde samtalerne det ikke. At sidde til bord med venner fra alt fra Rapolitics til Ungdomsbureauet, gjorde mig både ydmyg, ambitiøs, og håbefuld.

Fuck, hvor er der mange seje mennesker derude, og fuck hvor er jeg glad for at få lov til at møde dem. 

Og fuck hvor var jeg træt og våd af regn, så hjem i seng måtte jeg gå.

Min fredag startede på Storløkke Feriecenter med Danmarks mest magtfulde mand.

Og nej, det er hverken Lars Løkke eller Tobias Rahim, men direktøren for Ældresagen, Bjarne Hastrup.

Og det er nemt at trække fronterne hårdt, når man står som repræsentant for en ungdomsbevægelse, som brokker sig over at Birthe, Bent og Karen bestemmer over Jesper, Zoe og Selma.

Men jeg overraskes gang på gang over hvor mange af de udfordringer vi står overfor som unge, også mødes af de gamle.

For når vi brokker os over at der ikke sidder et ungt menneske i reformkommisionen, er det nemt at glemme at der heller ikke sidder et gammelt menneske i sundhedskommisonen.

Og når vi råber at stress, angst og depression er det nye tro håb og kærlighed for unge, er det nemt at glemme at allerede for 10 år siden, var hver fjerde lægebesøg for personer over 65, bare fordi at de manglede nogen at snakke med.

Det var den besked jeg tog hen for at give, da jeg sammen med SAGA efterfølgende skulle mødes med Danmarks mest magtfulde kvinde, Mette Frederiksen.

Desværre fik vi kun 8 minutter, så vi nåede det ikke helt.

Min aften fortsatte med en generations DJ-battle, hvor de unge mødte de gamle.

Jeg fik en svingom med Pia K, oplevede Poul Madsen ryge ud fordi han valgte den forkerte “Lækker” - part to er slet ikke lige så god, og oplevede selv den ultimative ydmygelse - netop at ryge ud, selv når man spillede den største homerun af alle; Re-Sepp-Ten - især på en dag hvor Danmark endda spillede landskamp.

På den anden side, når man er oppe imod en bankdame, og hun siger “nu ved jeg jeg kommer fra en bank, og i må love mig at i aldrig siger det her i banken - men her kommer Kidd med jeg har ikke lavet penge, jeg har lavet damer.

Aftenen gik videre med alt for mange fadøl, alt for mange shots og dans på bordene.

Jeg mødte sågar Guldimund, og fik erklæret min kærlighed til ham og hans musik - og med fadøl i blodet og tårer i øjnene, viste jeg ham billederne fra min bedste vens bryllup, hvor præsten citerede hans lyrik, og soundboksen spillede hans musik.

I retrospekt føler jeg mig meget som den største boomer der viste billeder af sine børnebørn på telefonen, så nu med kun et par fadøl i blodet vil jeg gerne sige undskyld, Asger.

Og når jeg nu ligger her i solen, og skriver den her tale, får jeg lyst til at vende tilbage til Guldimunds tekster.

For som hans største hit hedder, det lige meget hvad det ligner, det er kun vigtigt hvad det er.

Og omend folkemødet ligner mødet mellem politikere og normale mennesker, er det ikke hvad det er.

Det er ikke stedet hvor magten demokratiseres, men stedet hvor magten centraliseres.

Det er ikke stedet hvor folket kan tale med politikerne, men stedet hvor politikerne kan til folket.

Og det er ikke stedet hvor forandring sker men stedet hvor man underdanigt om forandring beder.

Men omend der er falsk varebetegnelse, så kan folkemødet så meget andet.

Det er stedet hvor jeg kan dele fadøl og samtaler med Olivia fra Ungdomsbureauet, Manus fra Rapolitics og Mathias fra Tuborgfondet.

Det er stedet hvor jeg kan møde Rosa fra Socialdemokratiet, så hun året senere arrangerer et møde mellem mig og Statsministeren.

Og det er stedet hvor Anarim, Amalie og flere andre unge fra vores debatskole i SAGA kan få deres første oplevelser i paneldebatter.

Og så er det stedet hvor man må spørge alt om alle - med undtagelse af at spørge en politiker om de fløj hertil.

Så lad mig slutte af på et sidste Guldimund citat, som han har skrevet til en kvinde, men som jeg vil sige til alle de unge der er her.

Nogen dage, ser jeg os om 30 år i dine øjne. Du smiler til mig tværs gennem tid der kommer.

Håbet findes, og det findes i Selma, Zoe og alle jer andre som på trods af at i selv kæmper de største kampe, vælger at kæmpe for alle os andre.

Tak for jer.