Skip to content

John Donaldsons tale i anledning af kronprinsparrets bryllup

Ingen kendte rettigheder

Om

Taler

John Donaldson
Brudens far

Dato

Sted

Fredensborg Slot

Omstændigheder

H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Marys bryllup

Tale

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, ærede gæster, familie og venner

I ellevehundredtallet, efter mange blodige kampe, blev de hærgende og plyndrende vikinger drevet ud af Skotland af en flok mænd anført af bedstefaderen til den første Donald, grundlæggeren af MacDonald-klanen. Han ville nok have spurgt sig selv, hvorfor han dog havde givet sig i kast med så store genvordigheder, når vi nu her, cirka otte århundreder senere, er vidne til foreningen mellem Vikingen Frederik og MacDonald-klanens Mary.

I løbet af de seneste fire år har min hustru Susan og jeg set, hvordan forholdet mellem de to har blomstret og er vokset i styrke, med denne strålende dag som højdepunktet.

Mary var ikke helt begejstret ved at gøre sin entré i livet, men hun har siden da taget imod alle dets gaver med stor entusiasme. I sin opvækst var hun præget af både sin mor, Henrietta, og sin bedstemor, Mary. Hun har ivrigt grebet enhver lejlighed til at udvide sin horisont, og hun har udviklet sig til en vidunderlig kvinde med mange smukke egenskaber. Vi har utallige minder om det meget nære forhold, der bestod mellem Mary og hendes mor: De daglige ture bag på cyklen rundt om Clear Lake City, da vi boede i Texas; de mange tidlige, meget tidlige ture i bil ud til dem, der var hendes første store kærlighed, nemlig de heste, hun havde i Tasmanien samt den fortsat tætte kontakt mellem mor og datter, selv da hun flyttede til Melbourne efter at have taget sin eksamen fra University of Tasmania. Henrietta ville have været meget lykkelig på Marys vegne her på hendes store dag.

Min datter er meget smuk, très belle, ikke kun af ydre, men på mange andre måder. Det fremgår af den måde, hvorpå hun tager sig af sin familie og sine venner, og af hendes indstilling til den spændende og krævende opgave, der nu ligger foran hende. Jeg er stolt over at være far til en meget kærlig datter.

Selvom fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt. Frederik er en intelligent, sporty, munter og yderst tiltalende ung mand. – Hvad mere kan en svigerfar ønske sig? Til Frederik vil jeg sige: Velkommen i vores familie. Jeg vil gerne citere et vers for dig til eftertanke. Det er den skotske nationaldigter Robert Burns, der siger:
”At skabe et trygt og lykkeligt hjem

for småfolk og viv,

det er den sande hjertets bedrift

i et menneskes liv.”

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, kære venner, jeg beder Dem alle sammen med mig udbringe en skål for brudeparret med ønsket om, at de sammen må få et langt og lykkeligt liv.

Kilde

Kilde

www.kongehuset.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret