Skip to content

Jonatan Bengtas tale til køkkenhaven

Om

Taler

Jonatan Bengta
Gartner og havedesigner

Dato

Sted

Øens Have, Refshaleøen

Omstændigheder

Danske Taler og Øens Have satte søndag d. 10 september ord og smag på køkkenhaven. Omgivet af de frodige bede i Øens Have på Refshaleøen holdt grønne iværksættere, økologiske aktivister og plantekasseentusiaster taler til køkkenhaven, mens der blev smagt på sæsonens lokalgroede grøntsager. Oder til køkkenhaven gav ordet til dem, der arbejder med, løser kriser med eller finder ro i urbanbotanikken.

Optagelse

Tale

Det er i solen. Og i skyggen jeg er.
Som en fisk der knaser piver jeg som en hund foran døren.
Jeg sætter mine fingre derned.
Jeg ved ingenting.
Men jeg ved alt nu.
Lige nu. Lige nu, hvor jeg sidder her.
Med mine fingre.
Hernede nu.
 
Plant dine hænder i jorden.
Lad dem temperere.
Lad dem suge mycelium, mangan og mikrober.
Biomer. I æoner. Ursuppe. Kog dem ind. Reducer dem og hak dem af. Roden til det onde.
 
Der er hverken op eller ned i det her. Og jeg giver sgu ikke så meget for dine vertikale AI-urter på toppen af Rasmus Koefoeds tårn.
Jeg følger heller ikke med i Raket-Mogensens landing, månerytme eller LED-lamper.
 
Stik dine plader og lapper i jorden.
Ved du overhovedet, hvad jord er?
 
Hvad er det?
Bliv dernede. Lad dig omsætte.
Lad dig processe.
Passere
Metabolisere
Genopstå.
 
Sig lige noget sødt og rart om køkkenhaven.
 
Hvad har du spist i dag?
Har du selv høstet det?
Bemærkede du det fine lag af indument og kutikula på tomatens hud?
Stik dine smart-fingers i jorden.
Lad dem flette sig med forfærdendes fibre.
 
Hvad vil du spise i morgen?
Efter tørken. Inden syndfloden.
Hvad lægger du i hendes fine folder af chokoladebrun humus?
 
Køkkencenter.
Køkkentale.
Samtalekøkken.
Taler.
Tale. Tale. Tale.
 
Luk.
Stik dem i jorden.
Genforbind.
Kom tilbage. Med dit åndedræt.
Og din hånd.
Få kontakt.
kontakt.
kontakt.
 
Hvad skal du spise i morgen?
Hvad er det du spiser?
Natskygger, korsblomster og korn.
 
Hvorfor spiser du ikke havrerod, oxalis-knolde, cikorier, hosta, grankogler, kornel, snebær, pileurt, sankt hans urt og Pelargonie?
 
Pelargonie. Du ved godt at det er Pelargonie I spiser. Ikke Hr. Geranium?
 
Det er i solen. Og i skyggen jeg er.
Som en fisk der knaser piver jeg som en hund foran døren.
Jeg sætter mine fingre derned.
Jeg ved ingenting.
Men jeg ved alt nu.
Lige nu. Lige nu, hvor jeg sidder her.
Med mine fingre.
Hernede nu.
 
Foran mig lander en Citronsommerfugl.
Jeg vil gerne tage et foto, men min hånd vil ikke op.
Der er englestøv, støvblade og bladguld på Honningurten, Rødkløveren og Kortstrålen. Jeg har ikke lyst til at fjerne dem.
Jeg har lyst til at være lige her.
Kun her.
  
Ikke tid
Har Ikke tid
 
Du skal ikke bruge tiden.
Den forsvinder omgående.
 
Arbejds-, børne-, penge, Insta- og havepasning er aflyst. Lad os bare kalde det virus, hvis det gør dig tryg.
 
Stewardship.
Samvær. Allogami. Få Kontakt.
Kontakt. Kontakt.
 
Ikke have
Har ikke nogen have
 
Adopter. Indtag. Og Overrask.
Udforsk og elsk en.
Eller fjern flisen.
 
Find luftfoto fra 1968. Hvilket som helst villakvarter. Læg det på kaffebordet. Tal om det.
 
Hvor er det altsammen henne?
 
I en plastiktunnel i en spansk ørken. Det er hvor det er. I lommerne på en hvirvelløs grå igle, der tømmer byen for blod. Og spiser hos Hr. Pelargonie i det høje tårn.
 
Adopter. Indtag og få kontakt.
De er alle tomme. Tomme med golfplæne-ørken, Laurbræk-krysterbær-hække og gigantiske indkørsler og liggende mure af regnskovstræ.
 
Pløj det op den tiger. Vis dem hvad du er.
Du er en Bisson. En orm. Et blad.
Forvandl og fortryl. Spred dine frø og dine smukke visioner.
Elsk det hele vejen.
Og spis det sammen.
 
Det er i solen. Og i skyggen jeg er.
Som en fisk der knaser piver jeg som en hund foran døren.
Jeg sætter mine fingre derned.
Jeg ved ingenting.
Men jeg ved alt nu. Lige nu, hvor jeg sidder her. 
Med mine fingre hernede nu.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags