Karen Johansen tale ved Dansk Kvindesamfunds fællesmøde

Det er blevet mig overdraget at indlede en Forhandling om Emnet: „Kvinderne og de politiske Partier”. Da Tiden er meget knapt tilmaalt, skal jeg ikke komme ind paa noget Forsvar eller Angreb paa de politi­ske Partier, skønt der kunde være adskilligt at sige om den Ting; jeg vil gaa lige til Sagen og prøve at paavise, hvorledes Kvinder, der fuldt ud slutter sig til det Formaal D. Kv. har udtrykt i sine Loves § 1, under de nuværende Forhold kan udføre et Arbejde i de politiske Partier for at naa frem mod dette Maal samtidig med, at de virker for Løsningen af de andre Samfundsspørgsmaal, politisk Arbejde giver sig af med.

Det første Maal, D. K. har sat for sit Arbejde, er at udvikle og dygtiggø­re Kvinder til den fuldtmyndige Bor­gers Ansvar og Arbejde. Kan vi en­kelte Medlemmer i de politiske Par­tier udrette noget, der kan føre Kvin­der nærmere dette Maal? En af de Ting, Kvinder saa vel som Mænd trænger til for at blive fuldmyndige Borgere, er Oplysning. Kan man faa en saadan i de politiske Partier? Her­til kan svares baade ja ognej - man kan faa Oplysning, men som Regel farvet af Partiopfattelsen; de Kvin­der og Mænd, der udelukkende søger deres politiske Oplysning inden for et bestemt Parti og holder sig borte fra al anden Paavirkning, vil aldrig naa at blive fuldmyndige Borgere; vil man blive det, maa man søge andre Kilder til Oplysning. For os Kvinder kan D. K. blive og skulde det være en saadan Kilde; og de vaagne Kvinder, der staar i et Parti, gør D. K.s Arbejde ved i deres Parti at aabne Mænds og Kvinders Øjne for de Ste­der, hvor man kan faa ufarvet Oplysning. Netop i og indenfor Partiet er der en stor Arbejdsmark; der kan man komme til Kvinder, som aldrig af sig selv kommer til D. K. eller bry­der sig om dets Formaal. Vi kan nem­lig være sikre paa, at der nok skal komme Kvinder, mange Kvinder in­denfor de forskellige Partier, selv om vi Medlemmer af D. K. af Frygt for at vore rene Hænder skal blive be­rørte af det Smuds, vi synes, der klæ­ber ved alle Partier, holder os langt borte fra disse. 

Vi udretter intet med at forarge os over, at Masser af Kvinder, der har staaet fuldstændig ligegyldige over for det politiske Oplysningsarbejde, D. K. hidtil har udført, melder sig ind i de politiske Partier. De gør det i al­le Egne af Landet; vi maa regne dermed og handle derefter. Nøjes vi med at korse os over de slemme Par­tier, der indfanger de uvidende, som vi synes ligegyldige Kvinder, i deres Garn, men lader vi for Resten disse Kvinder skøtte sig selv, fører det me­get let til, at Stemmeretten, der skulde være det bedste Vaaben i Kam­pen for at naa det Maal, § l opstiller, tværtimod kan komme til at hin­dre os i at naa dette Maal. Ander­ledes bliver det, hvis de Kvinder, der før de fik Stemmeret, i lige ringe Grad havde beskæftiget sig med Kvindesag og Politik, indenfor Par­tierne møder Kvinder og Mænd, der har Forstaaelse af og kæmper for Gennemførelsen af vort største Maal: Kvinders fulde Ligestilling med Mænd. Alle Vegne, hvor Kvinderne er, der skal vi være; for der skal Sla­get staa. Derfor ønsker jeg, at enhver Kvinde, der forstaar, hvad der er Kvindesagens Kærne og Maal, maa kunne finde sin Plads inden for et af de politiske Partier, netop der til­trænges hendes Arbejde, og netop der vil det kunne gøre Gavn.

Særlig naar det gælder D. K.s stør­ste Maal, er der Brug for os der. Skal vi naa til Kvinders fulde Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat, maa der arbejdes derfor paa Tinge af Mænd og Kvinder, der er i Overens­stemmelse med Dansk Kvindesam­funds Program. Hvordan skal vi faa den Slags Mænd og Kvinder valgt? Kun ved at faa Indflydelse paa, hvem der opstilles til Kandidater, og ved, at vi hver Gang, der foreligger et Lovfor­slag, der vedrører Mands og Kvindes indbyrdes og gensidige Forhold, hvad enten de er af økonomisk eller anden Art, sørger for, at den opstillede Kandidat eller Rigsdagsmand klart maa udtale sin Stilling til denne Sag, saa at han eller hun, naar det gælder, ikke vil komme i Modstrid med sit givne Ord. Adgang til Indflydelse paa Kandidatspørgsmaalet faar man, som For­holdene nu er, og det er de nuværende Forhold, vi maa gaa ud fra - hvis man enten staar i et Parti eller selv danner et Parti. De, der staar uden­for Partierne, faar ingen Indflydelse, da det udelukkende er de organisere­de Partier, der opstiller Kandidater­ne med rimelig Udsigt til at faa dem valgt. Er de først opstillede, har en­hver udenfor Partierne naturligvis frit Lov til at stemme paa dem, men Forholdene kan være saadan, at den Frihed er grumme lidet værd. I den sidste Menneskealder har D. K. haft ikke ringe Indflydelse paa Lovgivnin­gen; hvad Indflydelse vi vil faa i den kommende Tid, vil afhænge af, hvor­dan vi forstaar at benytte Stemmeret­ten, men særlig af, om vi forstaar at gøre vor Indflydelse gældende, naar Kandidaterne til Rigsdagsvalg opstil­les. Naar det sker, maa vi være paa Pletten i Partierne og hævde vore Krav; gør vi det, er der al Sandsyn­lighed for, at der bliver taget Hensyn til dem. Det vil være saa sin Sag at afvise dem; man vil nemlig snart opdage, at selv om det store Flertal af Kvinder indenfor Partiet slet ikke af sig selv vil tænke paa at rejse Kra­vet: ,,lige Ret for Mand og Kvinde”, vil de føle sig i høj Grad brøstholdne, hvis det afvises; de vil føle det som en Haan, der vises dem, og det kan paa Valgdagen blive nok saa skæb­nesvangert for Kandidaten. Derfor kan Betydningen af, at der indenfor hvert politisk Parti staar Kvinder, der er i fuld Overensstemmelse med D. K.s Program, og som kan og vil hævde det, ikke overvurderes. Ja bliver der sagt, det gælder de Kvinder, som kan tale og gøre deres Mening gældende - vi andre, som ik­ke formaar det, bliver kun som Brik­ker, der flyttes, uden at vi selv faar Indflydelse - vi maa holde os uden­for. Det lyder overbevisende, allige­vel beror det paa en Misforstaaelse. Hvad Nytte vil den enkelte Kvinde kunne have af, at hun kan hævde sin Mening i et Parti, hvis hun staar al­ene med den - ingen som helst. Først i det Øjeblik, hun har en Flok bag sig, der slutter sig til og støtter hende, faar hendes Ord Magt ogsaa overfor dem, som paa Forhaand staar ligegyldige og uforstaaende. En Hær er lidet værd, naar den ingen General har til at føre sig, men en General uden Hær er slet intet værd.

Indtil det modsatte viser sig at væ­re Tilfældet, tror jeg, at der er Plads indenfor Partierne til Arbejde for vor særlige Sag; af den Grund mener jeg, det er fejl at slaa ind paa ny uprø­vede Veje, før det viser sig, de gamle er ufarbare. Men vi har jo ikke øn­sket Del i vort Lands Styre alene for at faa det kunstige Skel mellem Mand og Kvinde slettet, men lige saa fuldt, fordi vi levende interesserer os for og er med i alle de andre Spørgsmaal og Forhold, som er afgørende for vort Folk og Land. Vi vil være med som Kvinder - give vort kvindelige Bi­drag til Løsningen af Skole, Kirke, so­ciale Spørgsmaal, kort sagt være med i Arbejdet for at bygge hele vort Samfund, og jeg maa tilstaa, at det falder mig underligt, hvis det virkelig er saadan, at det store Flertal af de Kvinder, som har kæmpet for at faa politisk Borgerret, ikke har været saa meget med i det politiske Liv og Ar­bejde, at det véd, hvilket politisk Parti det hører til, naar det gælder Løsningen af disse store Spørgsmaal. Er man i et saadant Vilderede synes jeg, det maa blive meget vanskeligt at bruge sin Stemme; skulde de have Ret, der siger, at med Stemmeret føl­ger Stemmepligt - en Paastand som jeg i Parantes sagt ikke kan godken­de - saa vil Mennesker, der staar saaledes i politisk Henseende, ved hvert Valg komme i en grumme van­skelig, ja pinlig Stilling. Jeg kan forstaa, at de, der staar saadan, af­holder sig fra at stemme; gør de ik­ke det, kan det grumme let ske, at det vil se ud, som om de havde Ret, der advarede mod at give Kvinder Stem­meret, fordi de vilde bruge den ef­ter den tilfældige, øjeblikkelige Sym­pati eller Antipati, de tilfældigvis føler, for den ene eller anden af dem, der bejler til Stemmerne.

Naturligvis véd jeg, at det, der af­holder det store Flertal al politisk in­teresserede Kvinder fra at gaa ind i et Parti, er alle de uheldige Sider, Par­tierne har. Jeg indrømmer, der er uheldige Sider nok; der har det ene Parti just ikke meget at lade det an­det høre. Hvordan kan man bekæm­pe disse Fejl og store Mangler? Nogle mener, man skal prøve samme Mid­del som Lægen hos Holberg - slaa Patienten ihjel for at skille ham af med Feberen - det Middel er radi­kalt, men inden vi prøver det, maa vi være klare over, om vi har noget an­det og bedre at sætte i Stedet. Des­uden vil det være vanskeligt at faa Livet af en saa spillevende Patient; den ny Valglov har været meget styrkende for ham; saa længe den er til, kan vi være sikre paa, at Partierne vil leve i bedste Velgaaende, selv om vi nok saa meget ønsker Død og For­dømmelse over dem. Men kan vi ik­ke faa Livet af dem, maa vi se, om vi kan gøre dem bedre - det bliver en vanskelig - mange vil sige en umulig - Sag; ikke desmindre maa et Forsøg gøres. Af hvem? Naturligvis af Medlemmerne; ingen andre kan gøre noget. Det kan ikke nytte, man be­gynder paa det Stykke Arbejde ude­fra; det maa gøres indefra. De, der ønsker renere og bedre Forhold i vor Politik, maa gaa ind i de forskellige Partier for at være med i det Arbejde. Blandt andet maa vi arbejde paa at faa det frem i Forgrunden, der er fælles for os som danske Mennesker, alt det, som forbinder uden Hensyn til det Parti, vi hører til. I den Hen­seende har vi Kvinder Mulighed for at kunne faa en Særstilling - vi har noget, vi er fælles om, og som vi kan mødes i Kampen for uanset vort po­litiske Stade. Gennem vor særlige Forening D. K. kan vi selv søge og virke for hos andre at udbrede upar­tisk Oplysning om alle mulige Sam­fundsforhold og alle de Spørgsmaal, som vi skal være med til at afgøre ved vor Stemme, og som vi hver i vort Parti skal arbejde for at hæmme eller fremme Løsningen af. Jo bedre Dansk Kvindesamfund formaar at løse sin Opgave; at pege paa alt det, der er fælles for alle Kvinder, at oplyse alle de Spørgsmaal, den fuldmyndige Borger skal tage Stade til, jo bedre bliver vi enkelte Medlemmer udru­stede til at gøre et Arbejde i Partier­ne i samme Retning. Det vil ikke fø­re til, at Partierne bliver afskaffede. Det tror jeg ikke nogen Sinde lader sig gøre, saa længe vi Mennesker er ufuldkomne Væsner. Paa mange Omraader vil altid Opfattelse staa mod Opfattelse; gennem Brydningen mel­lem de forskellige Opfattelser, vil de Samfundsforhold, som skal ordnes ved Lov, blive til; men ved Kampen for at faa det fælles frem, vil den Mistænkeliggørelse og den Bitterhed, som altfor ofte fødes under Brydningen, kunne mildnes, saa den ikke kommer til at skabe saa megen Ulyk­ke, som den nu gør. Her haaber og tror jeg, at Kvinderne, hvis de lige saa lidt lader sig sluge helt som de vælger den fornemme fordømmende Tilskuers Rolle, skal have en Opgave; kan vi blot i nogen Grad opfylde den, vil Kvinders Stemmeret blive en Vel­signelse. Jeg ser vel, vi vover meget ved Forsøget, men vi vover ikke min­dre ved at undlade at gøre det.

I det foregaaende har jeg kun talt om, hvorledes Kvinder kan arbejde gennem de allerede bestaaende Parti­er - der er naturligvis ogsaa en an­den Mulighed - Dannelsen af et helt nyt Parti -Kvindeparti - eller hvad man nu vil kalde det. Jeg forstaar grumme godt, at man kan øn­ske, der kunde blive et saadant Parti uden Fortid, hvor man kunde begyn­de paa bar Bund, og hvor man mulig kunde undgaa nogle af de værste Skær, hvorpaa man synes, de øvrige Partier er strandede. Naar jeg ikke kan væ­re med til at ønske Fremkomsten af et saadant Parti, er det, fordi jeg tror, Nissen flytter med; de samme Brøst og Mangler, der gør de gamle Partier utiltalende, vil hurtig vise sig i det ny, særlig hvis det skulde faa Vind i Sejlene; de bunder i selve Menneskenaturen, som man ikke kom­mer fra ved blot at skifte Kjole. No­get andet er det, hvis det viser sig, at Vejen gennem de gamle Partier bliver ufremkommelig, da er det værd at tage Dannelsen af et nyt Parti under Overvejelse, ikke fordi et saadant Par­ti vil blive fri for Fejl og Mangler, men fordi man igennem det vil naa ganske bestemte Formaal, og saa kan der være Rimelighed i, at Folk, der er enige om disse Formaal, slutter sig  sammen og danner Parti. Jeg tror imidlertid ikke, at det for Tiden er muligt at danne et saadant Parti, der giver Kvindesagen første Plads, og gøre Regning paa, at det vil samle synderlig mange Tilhængere; de fle­ste vil have ondt ved at indse Nød­vendigheden af et saadant Skridt. Denne Nødvendighed indtræder først, hvis det skulde vise sig, at de bestaa­ende Partier skulde svige deres givne Løfter.

Jeg vil haabe, at De kan forstaa, hvorfor jeg mener, at det er baade bedst og klogest at slutte sig til et Parti, hvad enten det allerede er til eller mulig bliver til. Jeg indrømmer, at jeg ikke forstaar, hvorledes man, som Forholdene er, skal kunne udret­te et egentlig tilsvarende Arbejde, naar man staar udenfor. Men da mange Kvinder har ondt ved at forso­ne sig med den Tanke, at de skal slutte sig til et Parti, vil det være me­get glædeligt, om nogen kan vise, hvorledes man udenfor Partierne kan gøre et virkeligt Arbejde for at benyt­te den Ret, vi har vundet, til Gavn for Kvinderne og det hele Samfund. Jeg beder Dem lægge særlig Vægt paa Ordet Arbejde; det er ikke nok at staa udenfor og paavise alle mulige Fejl og Mangler ved Partierne og de­res Arbejde. Det kan heller ikke nyt­te at tale vidt og bredt om, hvor dej­ligt alt kunde blive, hvis vi levede un­der helt andre Forhold, f. Eks. hvis vi havde en hel anden Valg- og Afstemningsmaade. Vi maa have Oplysning om, hvorledes man tænker sig et plan­lagt, bevidst Arbejde udenfor Partier­ne under de Forhold, den ny Grund­lov og Valglov giver, et Arbejde, der kan føre os hen mod, D. K.s Maal og hjælpe os til at blive medvirkende ved Løsningen af ajle de mange Opgaver i vort Samfund. Kan en saadan Vej ikke paavises, indser jeg ikke, hvad Kvinderne opnaar ved at holde sig borte fra Partierne ud over Retten til at kritisere. Det er da ikke den, vi har kæmpet for at vinde; den havde vi i langt fuldere Maal, før vi fik Stemmeret, end vi har den nu; den Gang havde vor Kritik en særegen Vægt, fordi vi af andre blev holdt borte fra Indflydelse; anderledes hvis vi nu indskrænker os til Kritik, saa kommer vi let til al spille en ynkelig Rolle. Vi kommer til at ligne hin femte Broder i Æventyret, der sagde til sine virksomme Brødre, som hige­de efter at faa en Gerning gjort stor eller lille: Gør I, som I vil. Jeg skal ikke ligne jer; jeg stiller mig uden­for! Jeg vil ræsonnere over, hvad I udretter! Der er noget galt ved en­hver Ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er noget! Vel sagde Folk om ham: Ham er der bestemt noget ved! Han er et godt Hoved; men han gør ikke noget. Derved var han noget - ja, indtil hans Livs Resultat skul­de gøres op, da viste det sig, at hans var intet - at den daarligste Mur­sten, hans ringeste Broder havde lavet, var mere værd end hans glimrende Kritik, der viste, hvorledes alt mulig ikke skulde være.

Dr. Hedvig Reinhardt, København: Lad os ikke blive som den femte Broder, lad os altid huske, at den mindste Sten, der føjes ind i Samfun­dets Bygning, er mere værd end den mest glimrende Kritik af det Arbejde, der udføres af andre.

Kvinderne har jo fra 1848 til nu været lukket ude fra vort Folks poli­tiske Udvikling! Det var en Frist, som bortset fra den store Uretfærdig­lied, det var, maaske kunde have gi­vet os Lejlighed til at faa et klarere Syn paa det politiske Liv. Men det har den vel næppe. Det var jo ogsaa lettere sagt end gjort. Vi stod jo ikke som ledige Tilskuere. Det har aldrig været nægtet Kvinderne at tage Del i Livets virkelige, daglige Arbejde, og deres Opgaver har vel kunnet optage, Tanker og Kræfter i fuldt saa høj Grad som Mændenes.

Og havde de saa Tid og Kræfter til­overs, saa maatte den Side af Sagen, at de stod som de tilsidesatte og ude­lukkede, først og fremmest optage dem: Vi kunde ikke sidde stille og vente paa at vor Myndiggørelse ved Lejlighed skulde falde os i Skødet. Vort Friheds- og Lighedstræ var end­nu ikke plantet; og et langt og trofast Arbejde har det kostet, naar det nu staar med Blomst og Frugt.

Men derfor er det ogsaa for mig utvivlsomt, at Kvinderne som Helhed den Dag i Dag er meget langt fra at se til Bunds i Nutidens politiske Liv. Det er en Svaghed, men det er ogsaa en Styrke eller kunde i alt Fald blive maaske deres allerstørste Styrke, hvis de ikke selv giver den til Pris.

For hvad er det for en Politik, vi i Øjeblikke fra saa mangfoldige Si­der bliver hidset eller lokket ind i. Kan da nogen være blind for, at det politiske Liv, hvad dets ideelle Ind­hold angaar, i den sidste Menneske­alder er gaaet ned ad Bakke med rivende Fart. I de første 30-40 Aar efter Mændenes Frigørelse, da kæm­pede man for Idealer. Og selv om Striden mellem de forskellige Lejre kunde blive voldsom og bitter, saa var det dog et ærligt Had, den fostre­de. Man mente ærlig og redeligt paa hver sin Side, at de andre var Fjender, ikke personlige Fjender, men hele Folkets Fjender, som man bekæmpe­de i den Sags Navn, man var fyldt og løftet af.

Nu - spiller man kun Fjender paa den politiske Scene, hvor Vælgerfol­ket er Publikum. Dér skælder man ganske vist hinanden Hæder og Ære fra paa særdeles ondartet Maade. Men naar Tæppet gaar ned, saa er den politiske Helt fidel Kammerat med Skurken, han lige har hugget sønder og sammen. Og i bedste Forstaaelse gaar man saa i Gang med Nutidens virkelige politiske Arbejde, som efter alt, hvad jeg kan se, er at handle og sjakre om Realiteterne, og da selvføl­gelig ved denne Handel at søge at overliste og snyde hinanden efter bed­ste Evne. Noget nær som et Par fif­fige Hestehandlere sig imellem.

Og her er der ikke Skygge af Brug for Idealer, tværtimod. Ved de For­handlinger gælder det hurtigst muligt at faa enhver, som har en Snært af den Sygdom, læmpet udenfor Døren. Den Slags Folk er fortrinlige paa Sce­nen for det aabne Tæppe. Dér kan de slet ikke undværes. For saa langt er vi jo dog ikke naaet, at hele Vælger­folket er blanket af for Idealer. Og det gælder selvfølgelig ikke alene Kvinderne, der findes Gudskelov og­saa Mænd, som har en uovervindelig Trang til at tro paa deres Sags ideel­le Maal og ideelle Ret. Og skal den Del af Vælgerfolket vindes, saa maa de i alt Fald somme Tider høre Folk, som taler i Idéernes Navn, og som mener, hvad de siger; saa kan Resten nok gøres af med Partibladenes Løgn og Forvanskning af alt, hvad Mod­standerne Siger og gør.

Men til Arbejdet bag Kulisserne duer Idealisterne ikke. Vorherre be­vares! dér er saadan en Fyr jo i Stand til i en Haandevending at øde­lægge Spillet for de virkelige Politi­kere, de, „der kender det virkelige praktiske Liv, hvor man sandelig ik­ke kommer nogen Vej med Idealer,” som Melodien gaar.

Hvordan og hvorfor Udviklingen har taget den Retning, vilde det jo bli­ve meget for langt at komme ind paa her, men et Hovedtræk kan der pe­ges paa. Fra de store Principspørgsmaal, hvis Afgørelse virkelig kunde faa en mægtig Indflydelse paa hele Folkets Fremtid, og som netop derfor kunde skille Folket og paa begge Si­der af Skillevæggen rejse en ideel Kamp, fordi man hver paa sin Side mente at kæmpe for hele Folket; fra disse store Idéer og Principper har Kampen mere og mere indsnævret sig til en Kamp om Sær- og Klasseinteresser, og det ofte meget egoistiske og materielle Særinteresser. Eller hvad der næsten er endnu værre, om en ren og skær politisk Magt. Og mens paa den ene Side tidtnok snævre Særinter­esser pyntes op med de store Idéer, som jo vel at mærke endnu findes paa Programmerne, saa sker det lige saa ofte paa den anden Side, at store og Vigtige, rent praktiske Spørgsmaal, som berører hele Folket paa det al­lernærmeste, bliver gjort til politiske Kastebolde mellem Partierne. Jeg mindes nok en af de smaa Episoder, som i sin Tid lukkede mine Øjne op for, hvad det hele politiske Væsen var blevet baade for en Forargelse og en Latterlighed. Det var, da der for ad­skillige Aar siden var et stort Møde af Underdommere fra hele Landet. Det var i en Tid, da Sikkerheden paa Veje o. s. v. var meget paa Tale: der hav­de været mange Overfald, flere Voldtægtshistorier m. m., og dette havde ført til, at der paa dette Møde af alle disse Folk, som selv sad midt i det praktiske Arbejde Landet rundt med at sørge for Folkets Sikkerhed, var stillet Forslag til en Resolution, hvor man vilde forlange mere Politi, og saa vidt jeg husker ogsaa ridende Politi. Saa staar afdøde Minister Krabbe op og erklærer, at det maatte han be­stemt tale imod; denne Forsamling var aldeles ikke kompetent til at fatte Resolutionen i dette Spørgsmaal, for det var et politisk Spørgsmaal: Nu er det jo ikke saa rystende, at et enkelt Menneske kan blive forstyrret paa et saadant Punkt. Men det forfærdelige var, at alle disse Underdommere, hvis daglige, praktiske Virksomhed det he­le drejede sig om, i alt Fald saa vidt det Referat, jeg læste, lod se, fuldstæn­dig rolig lod sig den Salve byde. - Og af saadanne Eksempler kunde op­regnes mange og endnu værre.

Og den Dans skal Kvinderne nu for enhver Pris jages ud i! - Man har ti Grunde for én for, at det er det første og ene fornødne. „Ligesom Mændene maatte begynde deres politiske Liv uden Forkundskaber, maa Kvinderne nu dristigt tage fat paa Politiken. Det er jo den eneste Maade, hvorpaa de kan lære Kunsten, om de ikke forstaar den. - Nu, da Mændene saa smukt har vist dem Retfærdighed, maa de ikke skille sig ud og stille sig op som Mændenes Fjender o. s. v., o. s. v. - Selvfølgelig skal Kvinderne saa indenfor omskabe og forædle Po­litiken, som det saa smukt lyder, og det er jo ogsaa den eneste Maade, hvorpaa de kan dette og i det hele faa Indflydelse.”

Tror nu nogen virkelig, at Kvinderne, indenfor Partierne vil kunne gøre dette?
Det var vidt forskellige Kaar Mæn­dene havde, da de maatte gøre Springet ud i Politiken, vidt forskelli­ge fra de Kaar, som nu bydes Kvin­derne, naar de slippes ind i Partibaasene. Den Gang var der højt til Loftet og vidt til Væggen i Partilej­rene, og Knaldpisken kendte man saare lidt til. Hvor kunde ikke vidt forskellige og stærkt udprægede Per­sonligheder gøre sig gældende inden­for samme Parti, og netop ved Person­lighedens Styrke og Rigdom blive vir­kelige Førere, som Vælgerfolket frit og villigt fylkede sig om, og om hvem det politiske Liv groede frem, frodigt og mangfoldigt.

Men efterhaanden som Livet og Aanden døde ud eller fordærvedes, saa har til Gengæld Organisationen, hele det ydre Maskineri, udviklet sig mere og mere, er blevet fastere og fa­stere sammensvejset, og Partidiscipli­nen, denne Ørkenscirokko, er blevet mere og mere svidende, mere og me­re hensynsløs. - Hvor er der nu Plads for Personligheder, for nogen original Tanke, for nogen individuel Befrugtning i Mændenes Politik? - Og her skulde Kvinderne kunne gøre deres Særpræg gældende! Kvinderne, der kommer, som de ny og uerfarne, og bestandig vil faa at høre, snart overlegent, snart velvilligt medliden­de, at deres Forestillinger og Ansku­elser jo er særdeles smukke og gode; men i Politikens svære Kunst betyder de desværre Nul og Nix. Den prakti­ske Politik maa de overlade til mere erfarne Folk. - Nej, De kan tro mig, Kvinderne faar sikkert Lov at sige pæne Ord til det rare Vælgerfolk, men reformere det virkelige politiske Spil, det faar de vist Lov at lade være med. Og hvordan vil det under disse Forhold gaa med Kvindernes egen Sag? Det Maal, som vi i Fjor slog fast som Dansk Kvindesamfunds før­ste og vigtigste: Gennemførelsen af Kvindernes fulde Ligestilling overalt, det Maal skulde Kvinderne kunne naa ved at lade sig indrullere i Partiernes Rækker?

Tror man virkelig, at fordi vi har faaet Valgretten med alle Partiers Vil­je, saa betyder det, at alle danske Mænd, eller blot Flertallet af dem, nu er rede og villige til overalt at dele den reelle Magt med Kvinderne? Lad os dog se os om i Livet. Paa Kontorer, i Forretninger, ja paa faa Undtagelser nær, overalt, hvor Mænd og Kvinder arbejder sammen, har Mændene de overordnede Pladser, den højere Løn, den egentlige Magt. Tror De, at alle disse Mænd nu for Alvor tænker sig deres Sønner sidden­de paa de halve af de smaa Damers Plads, mens Kvinder i stort Antal by­der i Mændenes Pladser?
Den Ting, at de politiske Partier har fundet det betimeligt og tilraadeligt at give Kvinder Valgret, hvor kan man tro, at det har kunnet om­skabe hele den mandlige tankegang, hvor kan man tro det, og hvor kan man forlange det? Naar har man set, at de, der sad inde med gamle og fastslaaede Privilegier i Flok og Føl­ge, har følt, at det var uretfærdigt, og frivilligt har kastet dem fra sig? Og hvor vil man finde et ældre og mere grundfæstet Privilegium end Mændenes?                                           

Jeg mindes endnu fra mine unge Dage i den gamle Højreby, hvor plud­selig en frisk Venstrevind havde givet sig til blæse, at der en skønne Dag Udsendtes en Adresse til Byens Kvin­der, hvor de skulde skrive under paa, at de vilde have Valgret. Adressen kom bl. a. til en myndig Værtshusholder, som var ivrig Venstremand, og han kaldte derpaa sin Kone og Dat­ter ind med de Ord: „Værsgod og skriv under; men det forstaar sig, skulde det blive til, at I faar Valgret, saa understaar I jer ikke at stemme.”
Ja, om end maaske under noget an­dre Former, saa kan man vist rolig gaa ud fra, at Flertallet af Mænd den Dag i Dag har samme rolige og frej­dige Overbevisning om, at Kvindernes Valgret ikke vil berøve dem en Tød­del af deres virkelige Magt og Privi­legium.

Og havde vi ikke før forstaaet det­te, saa har vi jo haft det Held at faa Syn for Sagen. Spørg Norges Kvinder om deres Erfaringer i disse Aar; spørg dem, om de i dette Øjeblik mener, at de norske Mænd, den Gang det fuldto­nende Ja for Kvindernes Valgret lød i Stortinget, egentlig drømte om at gi­ve selve Magten fra sig.

Men jeg gentager, hvor kunde man i Virkeligheden forlange noget saa­dant?

Men skønt vi er mange, der ser, hvor det bærer hen med Kvindernes og deres Sags Fremtid, hvis de under Nutidens politiske Forhold lader sig lænkebinde i Mændenes Partibaase, og skønt der er endnu flere, som føler det, men kun ikke kan klare Synet og navnlig ikke kan se Vej udenom, saa er der jo nu en formelig Klapjagt i Gang for med alle Midler at drive os lige lukt ind i Partierne. Der appelle­res til Kvinderne som Vælgere paa en­hver Maade, hvor man tror at kunne gøre Indtryk; til deres Stolthed, deres Pligtfølelse, o. s. v., o. s. v. - ja det er jo endog gaaet saa vidt, at en Ind­sender i „Kvinden og Samfundet” mener det ikke er „fair” at blive udenfor Partierne.

Mod hvem det ikke er fair, siges ikke; men det er jo ikke svært at gæt­te. For er der noget, Partierne selv frygter mere end alt andet, saa er det jo de uafhængige, d. v. s. de ubereg­nelige Vælgere. Ti Gange hellere vil de se deres Modparti forøget med tu­sinder.  

Og paa den Maade ligefrem suges Kvinderne ind i Hvirvlen, hvor jo og­saa fremfor alt Agitationsmaskineriet har naaet en uhørt Fuldkommenhed og virker med overvældende Kraft. Til den anden Side ligger de ubanede Veje, de smalle ukendte Stier. Og skønt disse, og maaske kun disse fører ind i det virkelig frugtbare og frodige Fremtidsland, saa synes de i Øjeblikket for svære at finde. - „Hvor skal vi da hen? Hvad skal vi gøre? Skal vi sidde med Hænderne i Skødet Og lade vor Valgret ligge unyttet, som Børn, der skriger efter noget, de ikke ved, hvad de skal med, naar de har faaet det?”

Ja, for min Part synes jeg, at der er ti Veje for én udenom, og alle er de bedre, end at spærre sig selv inde i vor Tids Partipolitik. Desværre er der jo her ingen Mulighed for virke­lig at komme nærmere ind paa disse Veje; det maa blive ganske antydningsvis.

Jeg selv staar saadan, at som det er i Øjeblikket, vilde jeg overhovedet ikke afgive min Stemme, hvis det ik­ke, hvad jeg haaber, kan blive paa fuldstændig frie og uafhængige Per­sonligheder, paa Kandidater, der er stillede paa samme Maade, som de, der ved Borgerrepræsentationsvalgene opstilles paa Liste D., og som først og fremmest forpligter sig til aldrig at binde sig til nogen af de Partigrupper, hvori alle de andre Borgerrepræsen­tanter jo, som bekendt, lykkelig og vel er anbragte. Og, som dernæst kun lover, i hver enkelt Sag, ligemeget af hvilket Parti, den støttes, at stemme efter sin bedste Insigt og sin Samvittighed.

Jeg forstaar nu imidlertid, at foreløbig mange af dem der endnu tror, at det under Partistyret er Vælgerne, der regerer, svimler lidt ved Tanken om saa megen Frihed for dem, der skal repræsentere deres Ønsker og Forhaabninger.

Men der er jo ogsaa langt mindre radikale Standpunkter, som ogsaa stiller Kvinderne udenfor Partityran­niet. Hvad hindrer os i til en Begyn­delse selvstændigt at sørge for at sæt­te os ind i Sagerne. Prøv hver især at følge med, hvad der foregaar.

Sky Partibladenes Referater, und­tagen netop, hvis De en Gang imel­lem faar Lyst at sammenligne, hvad der virkelig er foregaaet med de for­skellige Partireferater; jeg kan for­sikre Dem om, at De meget sjældent vil kende det igen. Men vil De følge en Sag, som interesserer Dem, saa læs Rigsdagstidende, eller kan De ikke overkomme det, saa lad Dem i hvert Fald aldrig nøje med at følge den i ét Blad. Dansk Kvindesamfunds Med­lemmer er jo stillet saa heldigt om vel muligt. Tænk, hvad det vil sige, at vi har en Organisation med Kredse Landet rundt, og med ubegrænset Mu­lighed for at danne flere. I hver Kreds kan jo Medlemmerne hver for sig og indbyrdes drøfte og sætte sig ind i de politiske Sager, saa det skulde gaa un­derlig til, hvis De ikke meget snart fik mere virkelig Indsigt, end en hvilkensomhelst Partigænger, om han saa besøger alle Vælger- og Valgmøder. Og kommer saa Valget, uden at der er andre end Partikandidater at stem­me paa, og man absolut vil bruge sin Stemme; saa stem efter, hvad Indsigt og selvstændig Forstaaelse, De har naaet, paa den Kandidat og det Parti, De i det Øjeblik staar nærmest.

Men er der Sager paa Stabelen, som for os Kvinder er Hovedsagen, saa lad os dog ikke forspilde den Mulighed, om det bliver nødvendigt, at slutte os sammen om en saadan Sag og vælge vore egne Kandidater. Lad os dog foreløbig være, hvad man kunde kal­de et Kvindeparti „in statu nascendi”, „ifærd med at fødes”, som det hedder i Kemien. Det er nemlig saadan, at et virksomt kemisk Stof har sin mest intense Virkning netop i det Øjeblik, det frigøres og opstaar. Og paa samme Maade, det er min faste Overbevis­ning, vil et Kvindeparti, der i hvert Øjeblik kan tænkes at ville samle sig, og ved given Lejlighed virkelig samler sig om en bestemt Sag, blive en Fak­tor af saa stor og uberegnelig Betyd­ning, at det slet ikke kan overses, og hvis Indflydelse vil være uendelig meget større øg mere virkelig end no­gen Indflydelse, Kvinderne vil kunne faa indenfor Partierne.