Skip to content

Karen Thestrup Clausens 1. maj-tale

Om

Taler

Karen Thestrup Clausen
Medlem af kommunalbestyrelsen (Ø), Holbæk Kommune

Dato

Sted

Markedspladsen, Holbæk

Tale

Hvor er det dejligt at så mange har valgt at bruge en forårsdag i fællesskabets og solidaritetens navn.
Solidaritet har altid stået centralt i 1. maj budskaberne – om det var med kaffearbejderne i Brasilien eller plattedamerne i Kbh – så har den internationale solidaritet været husket.
I år må vi desværre konstaterer at det ikke kun er solidaritet i forhold til løn og arbejdsvilkår der trænger sig på - men i forhold til liv, hjem og sikkerhed.
Krigen i Ukraine køre nu på 3. år og har lagt store områder af det der engang var hele Ruslands kornkammer øde.
Ukraine har ret til at forsvare sig selv, derom kan der ikke herske tvivl. Derfor har Enhedslisten støttet sanktioner mod Rusland. Vi har også bakket op om humanitære og militære donationer til Ukraine. En imperialistisk stormagts overgreb må aldrig få lov at virke. 
Men det militære spor er ikke nok. En bæredygtig fred kræver også et politisk spor. De to spor er begge nødvendige og uden modsætning. Vi støtter fredsforhandlinger for at få stoppet krigen og opfordrer derfor til, at der arbejdes hårdt for at skabe et politisk spor, gerne faciliteret i FN-regi.
Da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark, skete det efter en sindelagsafstemning - hvor befolkningen selv fik lov til at afgøre hvilken nation de ønskede at tilhøre. - det er et stort og flot eksempel på hvordan grænser kan trækkes.
Det sidste halve år er krigen i Ukraine dog blevet trængt i baggrunden i forhold til det grusomme folkemord der finder sted i Gaza.
Siden Hamas angreb Israel er over 30.000 civile palæstinensere blevet dræbt - heraf over 13.000 børn.
Intet kan retfærdiggøre det folkedrab der lige nu finder sted. Og nu er billederne af bombeofrene blevet skiftet ud med billeder af udsultede børn – billeder som ikke er set siden Holocaust.
– Den danske regering må nu konsekvent og aktivt være med i at lægge et massivt internationalt pres på Israel. Det bør ske med alle til rådighed stående politiske, diplomatiske og økonomiske midler – herunder et omgående stop for eksport af enhver form for våben og andet militært udstyr til Israel.
– Danmark bør tage nye skridt, der kan presse den israelske regering til at efterleve international lov – fx i form af økonomiske og politiske sanktioner. Israel skal leve op til de samme internationale regler og love som alle andre lande.
– Den danske regering har ambitioner om en plads i FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2025-26. Derfor vil verden se med særlig opmærksomhed på, hvad Mette Frederiksen og Lars Løkke nu gør for at sikre respekt for Den Internationale Domstols afgørelser.
Kravet må være at der skal sikres våbenhvile nu.
Alle menneskeliv er værdifulde.
Set i lyset af de store og forfærdelige ting der sker ude i verden. Omend dog ikke så langt herfra – så kan vores problemer syntes små.
Men når regeringen vælger at afsætte over 40 milliarder til forsvaret over de næste 4 år - så er det jo på bekostning af danskernes velfærd 
Kommunerne er ikke reelt blevet kompenseret for de stigende udgifter - og lige nu kan vi kun vente med gru på hvorvidt et velfortjent (men stadigt for lille) lønløft til de offentligt ansatte, vil betyde at bloktilskuddet bliver hævet.
Regeringen stjæler en fridag fra den arbejdende befolkning - en fridag som alle har et behov for i en stresset hverdag - men regningen til kommunerne taler man ikke om
Regeringens vedtagelse af at fjerne St. Bededag som fridag, vil umiddelbart koste Holbæk Kommune godt 2 mill. kr.
Så derfor ser vi nu en situation hvor vi skære ned på stort set alle vores velfærdsområder.
På skolerne – på de gamle – på de handicappede – på de psykisk syge.
Det velfærdsland vi havde engang er nu under kraftig afvikling.
Og på det grønne område går det ikke stort bedre.
Vi burde som et af klodens rigeste lande gå forrest med den grønne omstilling - men vores klimaminister er mere optaget af at afvente nye forskningsresultater der kan fjerne klimaudfordringerne med et fix - og vores miljøminister er mere en erhvervsminister end en der skulle passe på miljøet.
Så husk miljøet og klimaet når I går til stemmeurnerne til EU-valget den 9.juni. - hvis højrefløjen vinder, så har de allerede nu bebudet at de vil rulle både grønne og sociale tiltag tilbage.
Skræmmeeksemplet kan ses i Finland, hvor de konservative har vundet valget - og nu lægger ud med at gøre det nemmere at fyre folk, skærer ned på velfærdsydelser, begrænser strejkeretten.
Fornyelig så man aktioner i Vejle, hvor deres fjord blev begravet. - over 1000 mennesker, der var samlet for at begrave Vejle Fjord og sørge over tabet af den natur i vandet, der engang var så fuld af liv. Nu er havbunden død, vandet grumset og fiske- og planteliv forsvundet.
Den dødsannonce der blev skrevet kunne desværre lige så godt have været for vores egen Isefjord. - også her har kvælstofudledningen ført til fjorddød. – og muslingeskrab har hjulpet døden på vej.
Men er der da slet ingen lyspunkter?
Jo - protesterne vokser.
Protesterne og solidariteten med Gazas befolkning breder sig kloden rundt - fra Sidney til New York - hvor studenterne på de store amerikanske universiteter demonstrerer som vi ikke har set dem gøre det siden Vietnam bevægelsen i slutningen af 60érne og starten af 70érne.
Og herhjemme i Holbæk har de unge kastet sig ind i arbejdet for at genoprette vores fjord. - senest var unge fra vores ungdomsskole, sammen med andre unge fra alle de øvrige kommuner rundt om fjorden, på en 24 timers sejlads på fjorden, hvor de med forskellige eksperter så på fjordens tilstand - og i overmorgen skal de så mødes med nogen af os politikere fra alle kommunerne og forhåbentlig finder vi den fælles vej videre. 
Videre mod en fjord der igen kan bestå af fisk og planter. 
Så lad os gi en hånd til ungdommen – de viser vejen.
Tak fordi I lyttede - og fortsat god 1. maj.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret