Går vi 100 år tilbage, vil vi finde et samfund, der på mangfoldige områder er vidt forskelligt fra det nuværende, om end de menneskelige grundegenskaber er de samme. Går vi 100 år frem til 2034, vil vi finde et samfund, hvor de tekniske fremskridt enten har lagt nutidens kultur øde eller har ført den frem til en hidtil ukendt blomstring.
Men de menneskelige grundegenskaber vil være de samme: egoisme, hadesyge, misundelse og dumhed, parret med kærlighed, godhed og solidaritetsfølelse. Disse sidste egenskaber [er] dog kun fremtrædende, for så vidt de økonomiske forhold begunstiger udfoldelsen af dem. Thi hvis løven er sulten, brøler den.
Men uanset hvorledes forholdene er til den tid, og uanset om Østens tankegang måtte have fortrængt Vestens udprægede materialisme, vil der i det kolde Norden være brug for en omfattende forsorg for de svageste i samfundet, for børnene, de gamle, invaliderne, de kronisk syge, de arveligt belastede osv. Med andre ord: En sociallovgivning vil være nødvendig, hvad enten den begrundes i almindelige humane betragtninger, eller den har sin egentlige årsag i frygten for utilfredsheden fra neden.
Og det er da ikke utænkeligt, at man ved ordningen af disse problemer herhjemme vil betragte socialminister Steinckes såkaldte livsværk, Fremtidens Forsørgelsesvæsen og den i sammenhæng hermed nyligt gennemførte store Socialreform af 1933, der samlede den sociale forsikrings- og forsorgslovgivning i fire store love til afløsning af ca. 50 spredte lovbestemmelser, som den første rationelle sociallovgivning.
Forfatteren selv vil dog håbe, at samfundsudviklingen til den tid er nået så vidt, at hans livsværk tværtimod betragtes som en kuriositet, som et typisk eksempel på et samfund, der var lige så dygtigt til at producere som udygtigt til at fordele overfloden.
I øvrigt gendriver denne lille tale det fastslåede postulat, at nævnte forfatter aldrig var kedelig. Men kan det ikke være ham komplet ligegyldigt, når denne gendrivelse først fremkommer et lille 100 år efter hans død. Det var såmænd besværligt nok at more hans kedelige samtid, men forhåbentlig er hans humor gået i arv til de unge Steincker om hundrede år. De leve!