Karsten Vestergaard Hansens tale til Politiets Mindedag

I dag skriver vi den 19. september. Dagen i dag er politiets mindedag. 
For 78 år siden, på denne dag, havde Danmark været under tysk besættelse i knap 4,5 år.
Viljen til modstand voksede i befolkningen og i politiet; hvilket fik den tyske besættelsesmagt til at opfatte det danske politi som en trussel.
 
Kunne de danske betjente så finde på at falde den tyske besættelsesmagt i ryggen? Sådan som det franske politi havde gjort det i Paris?

Den tyske ledelse tog ingen chancer. Derfor slog tyske soldater til over hele landet: Man satte store dele af det danske politi fra bestillingen i en koordineret aktion, der gik under kodeordet ”Operation Möve” . 

Beslutningen fik tragiske følger. Flere steder førte aktionen til skudvekslinger mellem danske politifolk og tyske soldater. Det skete også her i Aalborg hvor politibetjenten Robert Hansen – der har sin mindeplade her på muren bag mig – befandt sig på politikasernen i Aalborg, da tyskere pludselig strømmede ind på området. Tyskerne åbnende ild mod Robert Hansen, der blev ramt. 
 
Den 30-årige betjent døde senere samme dag. 

Flere politifolk havde hørt om planerne og slap væk i tide, men næsten 2000 blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, mange til Buchenwald, som var en af de største koncentrationslejre på tysk jord.

De fleste af de tilfangetagne politifolk vendte hjem i Bernadottes hvide busser den 7. maj 1945. 81 nåede aldrig hjem, men omkom dernede. 
131 døde kort efter, at de kom hjem, hvilket vidner om de barske betingelser i koncentrationslejrene. 

150 af de tilfangetagne politifolk var fra Aalborg og Nørresundby. 

De fleste af os der står her i dag, blev først født i årene efter krigen. Vi har ikke mærket frygten på egen krop, vi er vokset op i tryghed og tillid. Men vi kan fornemme ekkoet fra historien, når vi hører nyt fra Ukraine i denne tid. Der er igen krig i Europa. 

Da Rusland gik over grænsen til Ukraine satte vi alle sejl til – busser og familiebiler kørte i kortege tværs over Europa for at hente kvinder og børn ud af de ramte områder. 
Der blev hæklet bamser og samlet penge ind. 

Allerede et halvt år efter krigens start har vi lukket os om os selv igen. Dagligdagen sniger sig ind på os og kræver vores opmærksomhed. Tiden går så hurtigt nu og medierne er allerede videre til den næste krise – nye corona-mutationer, nye rentestigninger, nye problemer. 
Vi halser fra det ene til det andet.

Et udtryk hedder: ”Se dig ikke tilbage – du skal ikke den vej.” 
Men måske skal vi netop indimellem se os tilbage, for at absorbere den fortælling, der trækker os af nye veje. 

Historien bliver aldrig en manual i hverken civilisationsopbygning eller politisk metode, men den kan runde os og være med til at kalibrere vores indre kompas.

For os i dansk politi, er 19. september blevet en mindedag, hvor vi både husker begivenhederne for 77 år siden og dens tragiske følger – samtidig er det en dag, hvor vi mindes alle de politifolk, der har mistet livet i tjenesten. 

Heldigvis er det meget sjældent, at politifolk kommer alvorligt til skade og endnu mere sjældent, at politifolk omkommer i tjenesten. Men der er altid en risiko når vi trækker i uniformen. 

Den risiko, tager man på sig, når man vælger at træde ind i politiet for at arbejde for tryghed og sikkerhed i vores samfund. 

Jeg vil til slut bede jer alle sammen om at rejse jer op og ære vores døde kolleger ved at afholde et minuts stilhed for dem. 

(…)

Æret være deres minde.