Kære kammerater.
Det var nok ikke lige sådan her, jeg havde forestillet mig, at den første 1. maj tale som nyt folketingsmedlem skulle være foran et kamera i et tomt gruppelokale på Christiansborg, hvor jeg står.
Men sådan må det jo være i år.
Coronakrisen har vendt meget på hovedet og jo altså også 1. maj.
Og når man som jeg, der jo nærmest er opvokset i arbejderbevægelsen, jeg tror jeg holdt min første 1. maj tale da jeg var 13 år, så har jeg det lidt ligesom et barn, der har fået af vide, at juleaften er blevet aflyst.
Det er lidt svært, at 1. maj skal være på den her måde i år, fordi det er jo noget, vi alle sammen glæder os til og ser frem til.
1. maj det er noget særligt, det er jo her hvor vi fejrer arbejderbevægelsen, vi fejrer vores historie og vores resultater, og ikke mindst så ser vi jo frem i mod de kampe, som står foran os, der skal kæmpes.
Men at undvære 1. maj det er jo selvfølgelig et lille offer sammenlignet med alle dem, der for alvor er blevet ramt af Coronavirussen.
Dem, som har mistet familie eller venner.
Dem, som må leve i isolation, fordi de tilhører risikogruppen.
Og selvfølgelig også alle dem, som har mistet deres arbejde.
Coronavirussen påvirker mange menneskers liv, og derfor vil jeg i virkeligheden gerne sende en hilsen til alle jer, som er særlig hårdt ramt.
Den solidaritet, som vi synger om i sangene, som der står skrevet på fanerne, og som 1. maj handler om, ja i år der går den selvfølgelig ud til alle jer.
Og selvom det er en svær tid, så er der selvfølgelig også noget vi kan lære, og vi kan tage med videre fra Coronavirussen.
Vi kan for eksempel tage med, at det der med at mødes digitalt, det kan da meget, men det kan bestemt heller ikke alt, og det kan i hvert fald ikke erstatte det fysiske samvær og det rigtige fællesskab mellem mennesker.
Men det kan da godt være, at vi kan tage med herfra, at det trods alt kan være et okay supplement til at mødes.
Vi har fået bekræftet, hvad jeg tror, vi godt vidste – nemlig at der rundt i den offentlige sektor i vores velfærdssamfund findes nogle fantastisk dygtige, engagerede medarbejdere og ledere, som når de får stillet svære opgaver foran sig, ja så løser de dem med snarrådighed, med høj faglighed og med masser af varme.
Og det er uanset, om opgaven det er at lukke et plejehjem ned for udefrakommende, om det er at prioritere i sundhedsvæsnet, eller om det er at genåbne en børnehave.
Og det der med daginstitutionerne, der tænker jeg også, at vi alle sammen har lært meget.
Vi har i hvert fald lært hvor meget, at vores daginstitutioner betyder for produktiviteten.
Der er vist ingen, der har arbejdet hjemme de seneste måneder eller har haft medarbejdere sendt hjem på hjemmearbejde, der kan være i tvivl om, at det er en ret god investering for os alle sammen, i en effektiv arbejdsdag, at vi har gode daginstitutioner.
Og så er det i øvrigt også en rigtig god investering i vores børns udvikling.
Og så synes jeg da også, at vi for alvor har lært, hvor fantastisk en samfundsmodel vi har i Danmark.
Hvor meget vores stærke fællesskab det kan, når vi står sammen.
Også når vi står sammen om at holde afstand.
Og det er så hamrende vigtigt, synes jeg, at noget af det vi tager med fra den her tid, det er jo også, at svaret på hvordan vi kommer videre, hvordan vi kommer ud af den krise, vi står i, det er jo netop at styrke vores samfundsmodel, at styrke det fællesskab, som har båret os igennem.
Vi må ikke gentage fortidens fejl og tro, at man kan spare sig ud af en krise.
Vi får ikke genoprettet økonomien, vi får ikke skabt nye arbejdspladser ved at sende regningen til de arbejdsløse, til de studerende, de nedslidte og til velfærden, sådan som de borgerlige partier gjorde det sidste gang, at vi skulle ud af en krise.
Og vi skal ikke gøre det, både fordi det ikke virker – se bare på hvordan det gik efter finanskrisen i 2008, og hvor lang tid det har taget os at få genoprettet økonomien.
Men også fordi, at det både dengang og i dag er en hamrende uretfærdig måde at fordele en kriseregning.
Og alle de ting, som vi gerne ville inden Coronavirussen ramte, alt det vi gerne ville gøre, rette op på og forbedre, ja det står jo stadigvæk og venter.
Vi skal stadigvæk have løftet og investeret i vores velfærdssamfund, så der kommer flere pædagoger til vores børn, så der kommer flere sygeplejersker på hospitalerne, så der kommer flere SOSU-assistenter på plejehjemmene.
Der er stadigvæk alt for mange unge, der falder ud af vores uddannelsessystem, og som det jo nu kun er blevet endnu vigtigere, at vi får med, samlet op og får gjort til en del af fællesskabet.
Klimakrisen, den er jo bestemt ikke forsvundet, men haster måske kun endnu mere.
Ja og hvorfor ikke finde en vej ud af krisen, hvor vi både investerer og satser massivt på den grønne omstilling og samtidig skaber nye arbejdspladser?
Og alle dem med de mange år på arbejdsmarkedet i de aller hårdeste jobs, ja de har jo stadigvæk en lige så uretfærdig pensionsalder, som de havde før Coronavirussen, og de har stadigvæk et lige så retfærdigt krav på en mere rimelig pensionsalder.
Så når vi er færdige med at kæmpe mod Corona, så skal vi jo stadigvæk kæmpe for alt det, som vi for under et år siden bad danskerne om et mandat til ved Folketingsvalget.
At styrke vores danske samfundsmodel.
At gå imod den stigende ulighed.
At sætte fart på den grønne omstilling.
At investere i vores fællesskab.
Men inden vi kommer så langt, så skal vi have vundet kampen mod Coronavirussen.
Vi er begyndt at åbne Danmark op igen, og nu er det jo vores fælles ansvar at sørge for, at det ikke går for stærkt.
Og det bedste vi alle sammen kan gøre, det er i virkeligheden at gøre det, som vi har gjort indtil nu – at holde god afstand, vaske vores hænder og selvfølgelig at lytte til myndighederne.
Og når vi er ovre Corona, og vi har vundet den kamp, ja så glæder jeg mig til at de fælles politiske kampe for et endnu stærkere fællesskab, for et mere retfærdigt arbejdsmarked, et mere inkluderende uddannelsessystem og et mere lige samfund, som vi skal kæmpe sammen på den anden side.
Rigtig god 1. maj.