I dag der er det Arbejdernes Kampdag.
Og vidste du godt, at det vi kan kalde for arbejderklassen, det faktisk stadigvæk er 40% af den danske befolkning?
Det er butiksarbejdere, tømre, murere, kokke, tjenere, industriteknikere, social- og sundhedsassistenter, buschauffører og mange flere.
Og enten så sidder du måske og tænker “øh ja, selvfølgelig, hvad skulle folk ellers leve af?”, men det kan også være, at du sidder og tænker “hold da alligevel op, 40%, det var godt nok mange, jeg troede, at arbejderklassen var sådan noget, der var der i de gode gamle dage.”
Og hvis du sidder og tænker det sidste, så er du nok ikke alene.
For følger man med i medierne og i den politiske debat, ja så skulle man jo tro, at langt de fleste danskere de havde højtbetalte konsulent- og lederjobs.
Måske er det fordi at redaktører, eksperter og kommentatorer, ja de bor nok et sted, hvor der ikke findes så mange fra arbejderklassen.
Og tag bare det år, vi lige har været igennem med coronakrisen.
Medierne har været fyldt med historier om, hvor stressende det er for akademikeren pludselig at arbejde derhjemme.
Hvad med arbejdsmiljøet nu hvor frokostordningen og hæve sænkebordet det er væk?
Og jeg har da selv, sammen med mine kollegaer herinde på Christiansborg, arbejdet hjemme det meste af det sidste år, jeg kan sagtens skrive under på, at det absolut ikke er sjovt at sidde ved spisebordet med uendeligt mange teams-møder.
Men det er alligevel påfaldende, hvor fraværende det har været i debatten, at mens landet har været lukket ned, har langt de fleste danskere jo sådan set stået op om morgenen, og passet deres arbejde, som de plejer.
Buschaufføren og togføreren har stadigvæk sørget for den kollektive transport.
De butiksansatte i dagligvarebutikkerne de har stadigvæk været på arbejde, så vi kunne handle ind.
Pædagogen har troligt stået der og taget imod vores børn i vuggestuen og børnehaven.
Industriarbejderen er mødt ind hver eneste morgen for at producere de varer, som Danmark lever af, at vi kan eksportere til resten af verden.
Og dem, der arbejder på byggepladser, ja de har jo af gode grunde ikke kunne arbejde hjemmefra.
Der er måske endda nogle af jer, som har måtte vinke farvel til jeres job på grund af coronakrisens påvirkning af økonomien.
Heldigvis er det jo ikke lige så mange, som det er i mange andre lande rundt om i verden og i Europa, men som socialdemokrat er man bare nødt til at have det sådan, at en arbejdsløs det er en for mange.
Der er andre, som har måtte gå på lønkompensation, med usikkerheden om der er et job at vende tilbage til.
For slet ikke at tale om de mange, der hver eneste dag er gået på arbejde i vores sundhedsvæsen og i vores ældrepleje, som har taget sig af alle dem, der blev alvorligt syge af corona og som har sørget for, at dem, der måtte miste livet til sygdommen, at de har fået en god afsked.
Samtidig med det så har de taget sig af alle de patienter og alle de borgere, som de normalt passer på.
Hver eneste dag med frygten for både at bære sygdommen videre til den næste sårbare patient eller med hjem til familien.
Så i dag, på 1.maj, på Arbejdernes Kampdag, der går min hilsen ud til alle jer.
Alle jer, der er mødt ind på arbejde hver dag, som I plejer, uden at medierne og den politiske debat har handlet om jeres arbejdsmiljø.
Den går ud til alle jer, som har passet på os alle sammen i vores sundhedsvæsen.
Og den går ud til alle jer, der desværre har mistet jeres job på grund af coronakrisen.
Vi kommer til at kæmpe hver eneste dag for at skaffe de arbejdspladser tilbage.
Vi kommer til at kæmpe hver eneste dag for at styrke vilkårene for alle jer, der arbejder i velfærden.
Og vi kommer til at kæmpe hver eneste dag for at få Danmark godt igennem coronakrisen.
Rigtig god 1.maj.