Keld Dahlmanns prædiken "Gud så, at det var godt"

Det er evident, at der sker forandringer i klimaet. Det er på dagsordenen alle steder i vores samfund, og mange har selv set forandringerne på rejser eller i medierne. Jeg boede i Grønland for 30 år siden, og jeg kan se, at flere af naturområderne er forandret i dag. Jeg rejser også jævnligt i Østafrika, hvor nogle af mine afrikanske venner fortæller om, hvordan naturen har ændret sig hos dem. Det foregår over hele kloden. Forandringernes eksistens og deres påvirkning på mennesker er hævet over enhver tvivl, men debatten om, i hvilket omfang forandringerne er menneskeskabte, og hvad vi kan gøre ved dem, er ophedet. Evangeliet har et helt særligt budskab at bringe ind i den situation. I klimadebatten møder vi ofte en stemning af panik og angst. Der er ofte en gudløs tilgang til situationen, med en profetisk røst uden håb for fremtiden. Jeg tror, at vi har grund til at forholde os håbefuldt til de her kæmpe udfordringer i vores verden og vores tid. Kirken har et helt særligt an- svar for at bringe håbet i spil, når vi snakker om klimaet. Lego fonden og tænketanken Mandag Morgen har udgivet en stor undersøgelse blandt børn i Danmark, som hedder 'Det gode børneliv'1. Der er mange positive ting, der viser sig ved undersøgelsen – for eksempel at 57% af børnene glæder sig til fremtiden. Men tallene peger også på de børn, der ikke glæder sig til fremtiden. 25% af børnene bekymrer sig for fremtiden, hvoriblandt nogle af dem oplever angst. Det er interessant at se på, hvad børnene i undersøgelsen bekymrer sig for. Det de bekymrer sig allermest for er forventninger. Det er både deres egne forventninger til dem selv og samfundets forventninger til dem. Klimaet er den næsthøjeste bekymring blandt børnene.

Der er en risiko for, at vi – og ikke mindst vores børn – bliver ramt af angst for klimaet. Selvom diagnosen ikke er en officiel betegnelse endnu, er forskeren Glenn Albrechts begreb 'klimaangst' dækkende for et fænomen, der breder sig. Den begrænsede optimisme der måtte være på klimaets vegne, er baseret på, hvad mennesker kan udrette, hvis vi tager os sammen. Den optimisme er ikke det samme som håb. Håbet er forankret i tilliden til Gud, og hvad Han kan udrette. Hvad Gud udretter, kan vi blandt andet læse om i skabelsesberetningen. Det kan opsummeres i fire perspektiver, som jeg her vil gå i dybden med:
– Gud skaber alting ud af intet.
– Gud gør jorden beboelig fra kaos til orden; fra tomhed og øde til noget, der kan bære livsprocesser.
– Mennesket har en gave og opgave i verden
– Hele skaberværket er Guds tempel.

Gud skaber ud af intet

Vi tror på Gud Fader,
den almægtige,
Himlens og jordens skaber.

Sådan indledes trosbekendelsen. Det er Gud Fader, den almægtige, der har skabt alting. Han har en relation til sit skaberværk, som må kalde Ham Far. Fortællingen om hvad Gud kan udrette begynder allerede på første side i Biblen, hvor der står: "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1. Mos. 1,1). Det første af de fire perspektiver vi skal fokusere på i beretningen om skabelsen er, at Gud skaber ud af intet. Kosmos er her fordi Gud ville det og skabte det. Ud af intet. Den indsigt fra skabelsesberetningens første linje må ikke reduceres til det, som kaldes "deisme". Deisterne mener, at Gud er årsag bag altings tilblivelse, men ikke har rørt en finger siden skabelsen. Men selvom Gud er udenfor det skabte, står han i et kærlighedsforhold til sit skaberværk, som resten af beretningen udfolder. Hvorimod Gud i deismens perspektiv er helt på afstand af det. Skabelsesberetningen handler om mere end Gud, der skaber ud af intet.

Det ordnede kosmos

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke 
over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. 
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud 
så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.
Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så 
blev det aften, og det blev morgen, første dag. 
(1. Mos. 1,2-5)

Biblen er på én gang Guds Ord (åbenbaringen, hvor Gud kommunikerer til menneskeheden) og menneskers ord. Ligesom Jesus var sand Gud og sandt menneske, er skriften også både menneskelig og åndelig. For at forstå hvad Guds ord siger, må vi læse, alt hvad der står i Biblen ud fra den præmis, at det er skrevet i en specifik kontekst. Vi må tage højde for sammenhænge og genrer. For eksempel gav lignelsen om sædemanden (Matt. 13,3-8) mening, for dem der hørte den, men mennesker, der aldrig har forholdt sig til landbrug eller biologi, kan have svært ved at forstå den. Der er nogle samtidige forudsætninger, der kræves for at forstå, hvad Jesus siger. Sådan er det også med skabelsesberetningen.

De seneste 300 år er det blevet diskuteret hvordan beretningen skal forstås – er det naturvidenskab eller poesi? I hebraisk litteratur udtrykkes poesi gennem parallelisme – den samme pointe gentages, med variation, over to linjer. Det findes for eksempel over alt i Salmernes bog: "Mit folk, hør på min belæring,/vend jeres øre mod min munds ord." (Sl. 78,1). Den form finder vi ikke i skabelsesberetningen. Den er derfor ikke skrevet som traditionel poesi. Beretningen er dog heller ikke naturvidenskabelig i nogen nutidig forstand. For eksempel står der, at Gud skiller mørket fra lyset, men i dag ved vi, at mørke ikke er en selvstændig virkelighed – det er blot fraværet af lys. Hvad er det så for en beretning?

Vi skal huske på, at forfatterne af de bibelske beretninger ikke har skrevet dem med henblik på os, men teksterne får betydning for os i kraft af Helligåndens virke gennem Skriften. De mennesker, der formidlede historierne, sad ikke og tænkte på vores virkelighed i dag. De forestillede sig ikke, at der ville sidde nogle mennesker flere tusinde år senere og læse deres tekster. De havde en konkret modtager, som var almindelige mennesker i samtiden. Forfatterne selv var almindelige mennesker, samtidig med at Helligånden virkede igennem dem. For at forstå det de skriver, må vi leve os ind i deres verden. Første Mosebog er udtryk for oldtidens kosmologi, som var funktionsorienteret. Den var optaget af hvordan – og om – verden fungerer. Vi kan godt være frustrerede over, at forfatteren til første Mosebog ikke tog højde for molekylær biologi, men i forfatterens egen samtid, ville det ikke give mening. Bibelen svarer ikke altid på nutidens spørgsmål, for Gud åbenbarer sig fortløbende gennem historien i konkrete tider og sammenhænge. Det hindrer os ikke i at finde mening og inspiration i beretningerne i vores egen tid.

Tidligere tiders lyttere og læsere stillede nogle andre spørgsmål til verden, end vi gør. Skabelsesberetningen i første Mosebog kapitel 1-2 handler om, at Gud skaber orden, fordi jorden før var tomhed og øde. Først er beretningen om Gud, der skaber ud af intet og derefter om, at Gud gør skaberværket beboeligt. Det kan virke indlysende for os, men det var helt afgørende for modtageren i samtiden. Forestil dig, at du sad omkring lejrbålet som nomade for flere tusinde år siden i en ørken i Mellemøsten. Der er sand så langt øjet rækker, og du har ikke set vand i evigheder. Du sidder måske og tænker "gad vide om den her jord nogensinde bliver beboelig". Så hører du en beretning om Gud, der har skabt verden, så den kan bebos. Du hører, at det var Guds tanke med den lige fra starten af. Det har været et kraftfuldt budskab ind i den situation. Gud har ordnet sit skaberværk, så mennesker kan bebo det. Det er det, skabelsesberetningen handler om. Den hævder, at Gud har indrettet sit skaberværk til livsprocesser. Her er ikke liv på grund af en tilfældighed, men fordi Gud har sørget for at skabe, så det er muligt.

Det var samme indsigt, der langt senere motiverede de første naturvidenskabsfolk til at undersøge lovmæssigheder i naturen. Kopernikus, Galilei, Newton og mange andre naturvidenskabsmænd var kristne og så intet modsætningsforhold mellem naturvidenskab og tro. De antog, at når Gud har skabt verden med orden, måtte de kunne gå ud i verden og finde lovmæssigheder og principper. Så det gjorde de. Selvom skabelsesberetningen ikke er en naturvidenskabelig beretning i sig selv, går der en linje fra første Mosebog til alle de mennesker, der i dag beskæftiger sig med naturvidenskab, medicin, eller andre jobs, hvor naturvidenskabens indsigter bruges. Gud har designet sit skaberværk til liv, der følger naturlove.

En gave og en opgave

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlag jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«
(1. Mos. 1,26-28)

I Egypternes beretninger var der kun én, der var skabt i Guds billede, og det var Farao (kongen). Hans undersåtter var ikke skabt i Guds billede. I Biblen er det alle mennesker, der bærer Guds billede. Vi er enestående skabninger i den forstand, at vi kan indgå i en relation med vores skaber, på en anden måde end dyr og planter kan.

Det indebærer, at vi har fået Guds velsignelse som gave. At velsigne betyder at se på noget, så ens ansigt kaster glans over det. Gud kastede sin glans på menneskene, etablerede et særligt forhold til dem, og gav dem en opgave. Velsignelsen betyder, at vi, som noget helt unikt, kan takke og tilbede Gud bevidst. Det gør vi, når vi lovsynger, og når vi takker for maden inden vi spiser. Vi træder ind i vores gudbilledlighed, modtager velsignelse og responderer med taksigelse, fordi vi kan have et forhold til skaberen.

Velsignelsens gave indebærer også, at vi har et ansvar. Vi skal 'herske' over naturen. Ordet 'herske' opfattes negativt på dansk, men i Biblen 2020 er det hebraiske ord i stedet oversat til 'at tage ansvar for'. Den nye oversættelse er velbegrundet og fungerer bedre i sammenhængen. Mange sætter lighedstegn mellem begreberne 'ansvar' og 'pligt', men der er en væsentlig forskel på dem. Andre kan pålægge mig en pligt, men ansvar er noget, jeg selv påtager mig. Det vil sige, at 'ansvar' kræver, at der er et subjekt og en bevidsthed bag det. Gud skabte os til at tage ansvar for at afspejle Ham overfor den øvrige skabning. Det er sådan, vi skal herske; tage ansvar. Det er den tredje pointe beretningen bringer: Livet er en gave og en opgave.

Skaberværket er Guds tempel

Gud velsignede den syvende dag og helligede den, 
for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han 
havde udført, da han skabte.
(1. Mos. 2,3)

Når jeg læser slutningen af skabelsesberetningen, forestiller jeg mig denne scene: En forælder, der kommer træt hjem fra arbejde. Måske skulle vedkommende lige nå indkøb eller borgerservice på hjemvejen, hvilket det ikke bliver bedre af. Sofaen er godt nok for kort, men vedkommende lægger sig ned alligevel. Jeg tror, at når man som vesterlænding hører beretningen slutte med, at Gud hviler, trækker man på smilebåndet og synes, at det er lidt ironisk: "Var Gud træt efter sit arbejde? Har Gud behov for at hvile?". Der var formentlig ingen af nomaderne omkring lejrbålet, der hørte beretningen og tænkte det samme. De har sikkert hørt noget fuldstændigt andet end os. De har intuitivt forstået, at det her er en beretning om Gud i sit tempel.

I Mellemøsten og Nærorienten var der i oldtiden masser af templer og altre. Det var steder, hvor mennesker kunne møde Gud. Gud hvilede i templet. Det gælder også mange andre religioner end jødedommen. Israels folk har forstået, at skabelsesberetningen betyder, at Gud først indrettede verden, og så fyldte Han den med sin hvile – sit nærvær. Det er en tempelberetning, ikke en beretning om en træt far. Det peger på, at det egentlige tempel ikke er det tempel, der senere blev bygget, men selve skaberværket. Vi ser det i salme 24: "Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren" (Sl. 24,1) og i Esajas 66: "Dette siger Herren: Himlen er min trone, jorden min fodskammel." (Es. 66,1). Skaberværket tilhører Ham, og skabelsesberetningen er en tempelberetning. Gud fylder hele kosmos med sit nærvær på den syvende dag.

Det er fortællingens klimaks, fordi mennesker blev skabt på den sjette dag. Den første dag i menneskets tilværelse begynder med hvilen hos Gud. Den tradition fortsatte i den kristne kirke med søndagen – opstandelsesdagen, som hviledagen hos Gud i gudstjenestefejring og til at nyde livet og skaberværket. Før i tiden begyndte en ugekalender med søndagen, som en markering af at vores tilværelse begynder med hvilen hos Gud, ikke med præstation og arbejde. Mennesket opdager sin sande identitet, når det hviler hos Gud. Israelitternes tempel blev bygget under kong Salomon, og Gud sørgede for, at tallet syv spillede en gennemgående rolle i bygningen. Det gjorde Han, fordi tempelbygningen skulle afspejle det store tempel: Skaberværket. Det var et mikrokosmos, der skulle minde folket om, at hele kosmos er skabt af Herren, hører Ham til, og at Han fylder det med sit nærvær.

Det er ikke mærkeligt, at mange mennesker kan beskrive et møde med Gud, når de er i naturen. Vi går rundt i Hans tempel. Det er ligeledes helt naturligt, at noget i os bliver berørt, når vi møder mennesker, der er hårdt ramt af klimaforandringer og kan se, hvad der er sket. Naturen var skabt af Gud til at være et tempel med en orden, der fungerede, så når det går i stykker, er det tragisk.

Næste gang du går en tur i parken, i de norske fjelde, eller hvor du befinder dig, så sæt dig ned og sig til Gud: "Det er dit tempel". Lad Ham minde dig om, hvad det betyder. Det får konsekvenser, når det går op for os, at skabelsesberetningen er en tempelberetning. Det kalder for det første på vores omvendelse. Det minder os om, at evangeliet og Gudsriget er mere end at sidde på en stol hver søndag formiddag. For også "templet" kirken er blot et lille samlingssted for Guds folk, som skal afspejle og kalde os til livet i det egentlige tempel – i hverdagen. Vi kan så nemt komme til at reducere Gud til noget, der foregår i kirken og ikke har noget med resten af verden at gøre. Men sådan taler Biblen ikke om Gud.

Bibelen fortæller, at Gud skaber verden således, at den kan rumme livsprocesser, sætter os til at forvalte den, og fylder den med sit nærvær som sit tempel. Det betyder også, at Gud ikke er en fjern og ligeglad Gud, som i deismen. En dag kommer Han og genopretter jorden, og så skal verden blive Guds helligdom fuldt ud igen. Indtil da opretholder Han sit skaberværk. Så vi er ikke alene i kampen for et bedre miljø og klima. Det er et håb, vi må have med os og videregive til de næste generationer – for uden håbet overlades vi til os selv og klimaangsten.