Hr. formand!
I Gaza dør børn af sult. Familier spiser græs, og de heldige, de får dyrefoder. Kvinder får kejsersnit uden bedøvelse, og børn amputeres uden bedøvelse.
Vi hører om mødre, der ikke kan amme, fordi de ikke får nok mad, og fordi der ikke er nogen erstatning. Langt over 10 000 børn er allerede blevet dræbt, og mange flere er såret. Hele familier er udslettet, og mange børn efterlades uden mor og far eller søskende. Nogle dør hurtigt, andre kvæles langsomt under murbrokkerne.
De overlevende er traumatiserede for livet, og de israelske gidsler er stadig i Hamas' varetægt. Den Internationale Domstol dømte for nylig Israel til at sikre adgang til nødhjælp i Gaza, og udtalte, at folkemord ikke kan udelukkes.
Israel har valgt at svare igen med flere bomber og endnu mindre adgang til nødhjælp. I EU skal vi stå på den internationale retsordens side. Vi skal kræve våbenhvile med det samme, og vi skal gå i gang med den nødvendige tostatsløsning. Og alt imens skal ingen civile bøde for terroristernes værk.
Både palæstinensere og israelere har ret til at leve i fred og i værdighed.